I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Bloggen er mit sørgebind. Hvor gør andre af deres sorg?

Det kværner løs, særligt når jeg sætter mig for at skrive:

“Hvor er de andre sørgendes sorg?”

Jeg kender og kender til så mange, der på den ene eller anden måde sørger, har mistet, lever videre, begår sig i verden. Men jeg kan ikke se det på dem, der findes ikke sørgebind længere.

Min blog er mit sørgebind, jeg skal ikke fortælle bekendte på gaden eller kolleger i kantinen om min situation, for jeg ved, at de nok har set noget om det på internettet. Nogle siger noget, de fleste gør ikke, det er helt okay, der er en varm fred og respekt og fine, små smil, selv her et halvt år efter, det forbigår aldrig min opmærksomhed.

Gid andre i sorg også bar sørgebind!

Efter jeg har fundet den ventil, det er at skrive lige hvad fanden der falder mig ind af minder og andre kvælningsfornemmelser relateret til min mors død, kan jeg ikke lade være at tænke, hvad andre, der har mistet, mon gør.

For at være i det hele.

Før jeg mistede hende og blev forskudt i hele min identitet, for sådan føles det, skænkede jeg ikke andres tab mange tanker. Sådan er det; det skammer jeg mig ikke stort over. Man er ikke indviet endnu, ikke med i klubben endnu, når man ikke selv har prøvet det – man kan ikke læse sig til det. Gudskelov.

Og dengang tænkte jeg ikke over, at mange af de mennesker, der krydser min vej hver eneste dag, venner, kolleger, stemmer på Facebook, andre i periferien, rendte rundt hver dag og havde mistet en del af sig og var blevet forskudt i egen selvforståelse.

Men det havde de, det var de. Selv om man kunne intet mærke på dem.

Jeg ville ønske, at jeg havde vidst, hvordan det var. Haft indsigt. Jeg havde sikkert hørt flosklen udtalt, men jeg havde ikke gidet forstå, rigtigt forstå den:

At sorg ikke slutter, når kisten er blevet til en urne og arbejdet igen kalder. Først da skal man til at bære tabet rundt med sig.

Jeg ville aldrig have stået ved, at jeg ikke havde indsigt, jeg ville have påstået, at jeg godt vidste, hvad sorg var. Men jeg begreb det ikke.

Her over et halvt år senere er vi, der mistede vores mor, mere mærkede end vi var dengang chokket stadig lå om os som en tåge, der aldrig ville lette. Den lettede, og alt så nyt ud. Jeg er stadig ved at vænne mig til at tanken om, at hun er væk, hver dag starter det forfra, gud ja, min mor er død.

Gid, jeg havde vidst, hvor mange tapre sjæle, jeg hver dag krydsede ærinder med, talte i telefon med, mailede med, vrissede af på cykelstien.

De ville ikke kunne have brugt mine tanker eller overbærende smil til ret meget.

Men det kunne jeg selv.

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.