Best of,  Sorg

Bloggen er mit sørgebind. Hvor gør andre af deres sorg?

Det kværner løs, særligt når jeg sætter mig for at skrive:

“Hvor er de andre sørgendes sorg?”

Jeg kender og kender til så mange, der på den ene eller anden måde sørger, har mistet, lever videre, begår sig i verden. Men jeg kan ikke se det på dem, der findes ikke sørgebind længere.

Min blog er mit sørgebind, jeg skal ikke fortælle bekendte på gaden eller kolleger i kantinen om min situation, for jeg ved, at de nok har set noget om det på internettet. Nogle siger noget, de fleste gør ikke, det er helt okay, der er en varm fred og respekt og fine, små smil, selv her et halvt år efter, det forbigår aldrig min opmærksomhed.

Gid andre i sorg også bar sørgebind!

Efter jeg har fundet den ventil, det er at skrive lige hvad fanden der falder mig ind af minder og andre kvælningsfornemmelser relateret til min mors død, kan jeg ikke lade være at tænke, hvad andre, der har mistet, mon gør.

For at være i det hele.

Før jeg mistede hende og blev forskudt i hele min identitet, for sådan føles det, skænkede jeg ikke andres tab mange tanker. Sådan er det; det skammer jeg mig ikke stort over. Man er ikke indviet endnu, ikke med i klubben endnu, når man ikke selv har prøvet det – man kan ikke læse sig til det. Gudskelov.

Og dengang tænkte jeg ikke over, at mange af de mennesker, der krydser min vej hver eneste dag, venner, kolleger, stemmer på Facebook, andre i periferien, rendte rundt hver dag og havde mistet en del af sig og var blevet forskudt i egen selvforståelse.

Men det havde de, det var de. Selv om man kunne intet mærke på dem.

Jeg ville ønske, at jeg havde vidst, hvordan det var. Haft indsigt. Jeg havde sikkert hørt flosklen udtalt, men jeg havde ikke gidet forstå, rigtigt forstå den:

At sorg ikke slutter, når kisten er blevet til en urne og arbejdet igen kalder. Først da skal man til at bære tabet rundt med sig.

Jeg ville aldrig have stået ved, at jeg ikke havde indsigt, jeg ville have påstået, at jeg godt vidste, hvad sorg var. Men jeg begreb det ikke.

Her over et halvt år senere er vi, der mistede vores mor, mere mærkede end vi var dengang chokket stadig lå om os som en tåge, der aldrig ville lette. Den lettede, og alt så nyt ud. Jeg er stadig ved at vænne mig til at tanken om, at hun er væk, hver dag starter det forfra, gud ja, min mor er død.

Gid, jeg havde vidst, hvor mange tapre sjæle, jeg hver dag krydsede ærinder med, talte i telefon med, mailede med, vrissede af på cykelstien.

De ville ikke kunne have brugt mine tanker eller overbærende smil til ret meget.

Men det kunne jeg selv.

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’

***

8 Comments

  • Ditte

    Jeg har ikke mistet min mor. Jeg har mistet min mand og mine piger deres far. Det er underligt at tænke på at jeg ikke længere er Niels’ kone, men derimod Niels’ enke. Jeg skal genfinde mig selv og finde ud af hvad jeg nu vil med livet, når nu det ikke bliver som jeg egentligt havde drømt om. Det er frygtindgydende og skræmmende og gør så ganske forfærdeligt ondt…

    Jeg oplever stadig at ikke alle har “opdaget” han er væk og skal igennem den lange forklaring om hvad der er sket, hvordan vi klarer os og uanset hvor mange gange jeg fortæller det og mærker smerten, lige ondt gør det og lige uvirkeligt er det.

    Min blog er min terapi, min ventil om man vil…

    • Karoline

      Kære Ditte, jeg er så ked af at høre om dit og jeres tab.

      Jeg vil straks læse din blog. Godt, at du har den og også oplever, at den er en ventil.

      Deler du den på Facebook? Hvis ikke, så ja, det er grænseoverskridende, men jeg tror også det har skånet mig for mange forklaringer om det hele fra begyndelsen, fordi folk typisk har læst, hvad der er sket.

      • Ditte

        Kære Karoline, tak.

        Jeg er ikke nået helt dertil i min proces, at jeg har haft mod til at dele den, men jeg er ved at være der hvor jeg tænker det er på tide.

        Jeg startede den ret sent i processen, fordi jeg pludseligt følte et behov for at skrive mine følelser ud. Synes selv den er enormt rodet, men sådan må det så være. Jeg skriver det jeg har behov for her og nu og så må andre om, om de får noget ud af det.

        En ting er sikkert, jeg vil læse med her.

  • Maude // skøreliv.dk

    Jeg har ikke oplevet et tab på samme måde som dig, men jeg har trods alt mistet en forælder. Tabet ækvivalerer den investerede kærlighed i forholdet der var, og derfor tror jeg også processen er så individuel. Jeg sendte dig faktisk en mail for nogle uger siden hvor jeg havde lyst til at dele min egen oplevelse med dig – den er sikkert røget i spam. Lige nu sørger jeg over en anden person, min svigerfar, som på mange måder har været som en forælder for mig. Han ligger på hospice, og når han ikke er her mere bliver verden aldrig mere den samme.
    Jeg tænker ofte, når jeg møder vrede mennesker, eller mennesker, der opfører sig underligt, at jeg ikke må være fordømmende i mine tanker om dem, for jeg ved ikke hvilken sorg, der ligger bag. Hvorfor bægeret flyder over for dem netop nu.
    Sorg er en vild og ukontrollabel ting, jeg tror ikke man kan tøjle den. Men jeg tror man lærer at leve med den.
    Kram fra mig.

  • Jeanette

    Jeg havde ikke en blog i 2005, da min mor døde. Men jeg skrev dagbog på min computer. Både under hendes sygdomsforløb og især i tiden efter hendes død.

    Så jeg har 78 computerskrevne sider i word til at ligge på en en gammel bærbar PC. Der ligger min sorg. Meget af den i hvert fald.

    Min søster og jeg delte vores sorg. Hver aften, når de mørke tanker overmandede en af os, ringede vi til hinanden og tudede og snakkede og tudede lidt mere.

    Hun forstod. Vi savnede og sørgede lige meget.

    Min kæreste forstod det ikke. Men at ligge mig ind til ham om aftenen og bare græde mig selv i søvn, det var en støtte. Jeg følte mig ikke så ensom med hans arme omkring mig.

    Sidenhen fik jeg en blog. Jeg tror jeg har skrevet nogle gange om min mor på den. Mest i forbindelse med, hvordan det var at få børn – og ikke have sin mor. Jeg blev ked af det helt forfra igen. Der hjalp bloggen.

    Mine veninder, som kendte min mor, har også del i min sorg.

    Og sådan ligger min sorg placeret i mig selv og hos de personer, der kender mig bedst.

    I dag er mange år siden. Min sorg er ikke altoverskyggende længere. Men jeg savner stadig min mor. Det vil jeg altid gøre.

    Du har min dybeste medfølelse og du skal bare skrive og græde alt det du kan. Det hjalp mig igennem mørket dengang.

    Tanker til dig.

  • Cathrine

    Kære Karoline

    Jeg er tilfældigt faldet over dette blogindlæg og bliver nødt til at skrive en besked for at sige dig tak – Tak for at sætte ord på mine følelser på allersmukkeste vis.

    I dag er det 9 måneder og 19 dage siden, jeg mistede min mor, og jeg er fuldstændig som dig “forskudt i hele min identitet” som følge af hendes død. Jeg føler stadig, jeg lige har mistet hende, og jeg har endnu ikke vænnet mig til, at hun vitterlig er borte, og at jeg aldrig kommer til at se hende igen… “aldrig” er en umulig størrelse, en ubegribelig størrelse! Dertil kommer at jeg som enebarn af en enlig mor er alene med min sorg. Ingen at dele minder med og ingen at tude med. Aldrig før har jeg følt mig så ensom. Heldigvis har jeg en dejlig kæreste og to skønne børn som giver tilværelsen overordentligt meget mening. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden dem.

    Livet går videre, ja, men sorgen går med…

    Endnu engang tak for dine ord – de ramte plet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0