Bedre mobilvaner nu, uge 19/40: Misdannelsesskanning og farvel

Hvad der begyndte med et ønske om at bruge mindre tid med snotten i skærmen og en forventning om 40 på hver sin nye måde indsigtsfulde uger med at lære mig selv netop det, er – måske forudsigeligt – endt et ganske andet sted.

Med en præmatur afbrydelse af projektet. Fordi den gode udvikling og kontinuerlige indsigt er ved vejs ende.

Da vi begyndte for 19 uger siden, troede jeg, at det betød noget, om jeg gloede ned i mobilen, mens jeg stod og ventede på den forsinkede udflytterbus ved børnehavens opsamling – eller om jeg i stedet var den engagerede type, der sludrede engageret med de andre engagerede forældre (og så ned på dem, der uengageret stod og meldte sig ud af engagementet med deres mobiler). Om jeg gloede ned under babyens lur, om jeg gloede ned i den i supermarkedskøen, i bussen, i dobbeltsengen.

Men det betyder isoleret set ikke noget. Om jeg glor i min mobil i givne situationer. Det siger ikke noget som helst brugbart om mig. Om jeg scroller på gaden, i supermarkedet, i toget, om jeg glor 30 minutter eller 2 timer og 30 minutter i den dagligt.

Det eneste, der betyder noget, er: Hvorfor jeg glor ned i den.

Om jeg lidt for jævnligt benytter mobilen som flugt, sutteklud, angstdæmper eller værn mod en god omgang tankerutsjetur, når min brug af den burde være begrænset til alle de dejlige ting, den kan.

Og hvis projektet har lært mig noget, så er det at detecte netop det. At råbe “Nu gør du det igen!”, når jeg på en presset dag vrisser ad mine børn og synes alt og alle er imod mig og derfor zapper ud med mobilen. Dén fornemmelse zttts’er mig som en stødpistol, når jeg gør sådan – flygter. Og enten lægger jeg mobilen og checker ind i mit liv og mit gøremål igen, eller også tænker jeg “Vorherrebevares, JA, og jeg gør det med helt åbne øjne, så!” og slutter fred. Med, at jeg har behov for det lige der af gud ved hvilken okay årsag.

Uanset hvad er jeg bevidst om, hvad jeg laver, når jeg fortaber mig ind i mobilen.

At jeg flygter, hvis jeg flygter, og hvad det er jeg flygter fra. At jeg bruger den som sutteklud, fordi jeg er utilfreds med noget – og hvad jeg så er utilfreds med. At jeg dæmper min angst med mobilen – og hvorfor. At jeg har behov for ikke lige at synke hen i en uoverskuelig tankerække – og hvilke tanker, det så er, jeg lige må parkere.

Og det er en afgørende forskel sammenlignet med min mobilbrug for 19 uger siden.

Projektet hen mod mindre mobilbrug skulle vare 40 uger, fordi jeg tænkte, at man kunne sammenligne eksperimentet med en graviditet. 40 ugers forandrende rejse, efter hvilken man er omkalfatret for evigt. Den idé kan jeg stadig godt lide, og jeg vil gerne bevare den. For midtvejs i en graviditet, hvor vi er nu, cirka i uge 20, ligger en misdannelsesskanning. Hvor man undersøger det halvbagte foster godt og grundigt for særlige vilkår, nogle, der endda gør, at man må afbryde. På grund af konstruktionsfejl.

Tanken var god, men ved et grundigt eftersyn af præmissen for projektet (“god skærmtid varer max 2 timer hver dag”), må jeg se i øjnene, at jeg er handikappet af den indsigt, eksperimentet har givet mig: Mobilen er ikke mere led, end jeg gør den til. Jeg er ikke et forsvarsløst væsen i en grum, digitaliseret robotæra. Jeg er en voksen kvinde med masser af kontrol. Som godt ved, at skærme bare er skærme. Når jeg misbruger dem, så handler det ikke om dem, men om noget bagvedliggende. Og at det er et vilkår for mig, at jeg ikke er bundlykkelig i mit liv hver eneste sekund dagen lang. Jeg elsker mit liv, men jeg elsker ikke ulvetime … eller hedebølgeweekender med aflyste planer og en mand på weekendvagt … eller uforklarligt utilfredse babyer. Sådan nogle ting trykker på mine røde knapper og giver mig lyst til at skabe mig eller – da jeg tit er ene voksne på dækket, når det her går ned – flygte. Hvorfor jeg heavy scroller mest på besværlige dage.

Og jeg har fred med det. Ikke på den måde, at jeg synes det er en fed måde at reagere på, eller at jeg ikke ville ønske, at jeg var typen, der mødte børnefamiliekaos med luft på stemmen og “kom, skal vi ikke lægge noget neglelak og rigtigt hygge igennem med det og så bygge en idyllisk, Instagram-venlig hule med dæmpet lys i bagefter?”. Men jeg møder det med fred. At jeg er som jeg er. Med alle mine mangler.

Egentlig synes jeg nemlig, at det går rigtig godt.

Især er jeg stolt af, at vi to voksne herhjemme er helt på samme side med at begrænse skærmtid for vores børn – Ramasjang mellem aftensmad og puttetid + nul iPad – så længe de er behovsstyrede og har behov for fornuftige rammer og kortere snor end os voksne. Og at vi er konsekvente og kører fælles front med det. Og jeg er også glad for, at vi kan tale om det herhjemme, mobilbrug, hvad det gør ved os som familie, når én melder sig ud af fællesskabet med apparatet i hånden, hvordan man kan bruge mobilerne konstruktivt, hvordan vi synes andre får det til at fungere.

Og når alt kommer til alt, så er det det, der tæller. De store linjer. Ikke om jeg altid ses med en mobil i hånden, når de andre forældre i børnehaven ser mig (for hvad ved de om resten af mit forældreskab?), om jeg lytter til podcasts på de lange trilleture og lukker det offentlige rum ude, selv om jeg benytter det (for det regulerer sig selv – jeg er lige så ofte i humør til fuglefløjt og bystøj som til radiospeaks), om jeg scroller i venteværelset hos lægen (helt ærligt – det er ikke et offentligt rum, jeg har behov for at deltage i) eller alle de andre udpluk af liv, vi kan liste her.

Det store billede tæller, ikke de enkelte penselstrøg.

Er du så også ligeglad nu med alle dem, der snakker i telefon på cykelstierne og bag rattet?

Nej. Men det handler om sikkerhed og om at sende et signal til sine sårbare medtrafikanter om, at man er ligeglad med at passe på dem – ikke om hvordan skærmbrug påvirker os. Det er bare dumt at orientere sig mod sin mobil, når man har eget og andres liv/førlighed på bordet. Punktum.

Men Karoline, hvad med de unge? Bliver vi ikke nødt til at gøre noget? De er så forfærdeligt knyttede til de apparater, de bliver uempatiske af det?

Måske gør de. Måske gør de ikke. Jeg ved ikke noget videnskabeligt om det, men de kloge siger, at de unge bygger fællesskaber oven på mobilen, ud fra den, fællesskaber, vi gamle ikke fatter – fordi vi er bange for det, der kommer efter os. Som gamle til alle tider ængsteligt ikke har fattet den unge, lysende ungdom.

Så projektet er slut. Og som efter ethvert godt projekt er dets søfarer klogere end ved begyndelsen.

Nu vil jeg for en sidste gang deaktivere datatrackeren Skærmtid i min telefon, lukke skærmen her, bevæge mig ind på sofaen, kramme min kæreste og se noget fjernsyn med ham.

De 20 kapitler om mine mobilvaner i foråret 2019 kan læses HER.

Rigtig god aften derude.

***

2 Comments

Add Yours →

Tak for en god føljeton! Jeg har også fået noget ud af at følge den: At det netop handler om bevidstheden i brugen – at tage sig selv i, at “hov, nu er jeg ved at scrolle min aften væk, selvom jeg hellere vil noget andet” eller “hov, nu flygter jeg fra noget, der er svært (og så måske fortsætte – men i hvert fald så have taget valget om det), og at det ikke nødvendigvis handler så meget om tidsforbrug.

Tillykke – det lyder som et godt sted at være landet 🙂 Og jeg er meget enig i dine betragtninger i øvrigt. Jeg har heller ikke oplevet, at det gjorde mig gladere at forsøge at være 100% nærværende og bevidst altid og i alle situationer. Nogle gange vil jeg hellere bare lade mig opsluge af kattevideoer eller en interessant diskussion end at være, hvor jeg er. Især hvis “hvor jeg er” er 20 numre nede i køen på apoteket. So what?

Skriv et svar