Bedre mobilvaner nu, uge 18/40: Min indre teenager har kontrært meldt sig på banen og truer med at forpurre projektet

Mine (Dårlige) Mobilvaner er en serie i 40 løbende kapitler. Her går jeg i flæsket på hvad fanden det er, der foregår mellem mig og den mobil – og dig og din mobil – for det har jo taget for vild overhånd. Sammen folder vi her aspekterne i vores dårlige vaner ud, og intet er for småt til at blive gransket, afprøvet og debatteret. Vær med i kommentarfelterne!

Læs hele serien HER.

*

I søndags ramte jeg vist rock bottom i barselslivet. Statussen som hjemmegående hang mig ud af halsen, som jeg skrev om her.

Kun et døgn senere var en del ting lysnet betragteligt. Mandag morgen blev vi tilbudt en vuggestueplads, og dens indkøring passer som fod i hose med min jobstart til august. Og derudover kom der en mail omme fra arbejdet med noget afklaring i organisationen, som gjorde, at jeg bedre ved, hvad jeg vender tilbage til. Nu kan jeg rigtigt begynde at tælle ned og glæde mig.

Jeg nævner det, fordi jeg i sidste uge gav barselstristessen skyld for at mit mobilforbrug var tårnhøjt.

Well. Jeg kan så berette, at mobilforbruget fortsatte med at stige. Og stige og stige. Til jeg til sidst slog trackeren Skærmtid fra, så den ikke generede mig med sine høje tal længere.

Derfor har jeg ikke noget screenshot af ugens data, kun en fornemmelse, der ikke er så rar.

Jeg er for tiden den mindst nærværende, den mest opgivende og den mest apatisk scrollende type, I ser på gaden. I supermarkedet. På legepladsen. I dobbeltsengen. I sofaen.

Jeg havde planlagt at skrive noget zen om, hvordan det at slå Skærmtid-trackeren fra i en periode havde givet mig et tiltrængt pusterum fra de mange målinger, og at jeg havde fornemmelsen slet ikke at være gået grassat i mobilen alligevel.

Men så besluttede jeg mig for at være ærlig i stedet.

Der er ikke så meget zen at komme efter i min lejr. Friheden fra tallene har jeg ikke administreret særlig modent.

Jeg har mistet retningen, og troen på projektet er falmet, helt teenageagtigt er jeg gået i den anden grøft, for hvad nytter det hele. Jeg scroller løs foran mine børn og kæreste, når jeg hellere skulle se dem i øjnene, jeg tjekker Instagram hvert femte minut og henter apps, jeg ikke har brug for (hej LinkedIn og Goodreads), så jeg kan forsvinde ind i endnu flere feeds, der kan bedøve tankerne lidt.

Måske hænger det sammen med, at mine nerver er lidt flossede for tiden. At det der med at have været hjemmegående i et år nu har pillet mere ved mit selvbillede end jeg lige har overblik over (fungerer mit hoved stadig til det, nogen betaler det for?) (gid jeg så bare lidt mere corporate og lidt mindre straight outta kolonihaven ud hele tiden) (hvorfor fik jeg egentlig aldrig meldt os til salmesang og babybongo, nu er det for sent, og jeg er vistnok helt sikkert færdig med få børn, fuck, det her var sidste gang, hvorfor fik jeg aldrig rigtigt skovlen under det der med at være en homemaker?) (flygt. nu. play dead, tag mobilen frem, mute alle de tanker).

Måske er det bare undskyldninger for at lade impulserne styre mit liv i fred.

Mit eneste håb er, at det vil gøre noget godt at tænde Skærmtid igen. Så det gør jeg nu, inden jeg trykker publicér på den her ynkelige omgang. Og så ses vi om uge.

***

3 Comments

Add Yours →

Tak for at du deler og er ærlig! Jeg tænker om det også kan hænge sammen med at man ind i mellem har brug for at vende tilbage til “Det gamle” lige for at mærke om det nu var så slemt … Hvad gjorde det ved dig, manden, børnene, nærværet? Det kan måske gen-booste motivationen? Masser af hep herfra til næste uge!

Kære du. Det er så genkendeligt. Jeg har også max brudt alle grænser for skærmtid, og akademiker-Jane ved jo godt, at det handler om at dulme svære følelser. Men Jane-tre-år vil bare have sit fix, og ikke forholde sig til alt det svære. Næste uge bliver bedre – der skal være dårlige uger til at opveje de gode – eller noget 🙂 KRAM Jane

Ingen kloge råd, men jeg kender følelsen. Min pige er 8 måneder og jeg glæder mig til at arbejde igen.

Skriv et svar