Bedre mobilvaner nu, uge 17/40: Hvad barselstristesse gør for mobilforbruget

Mine (Dårlige) Mobilvaner er en serie i 40 løbende kapitler. Her går jeg i flæsket på hvad fanden det er, der foregår mellem mig og den mobil – og dig og din mobil – for det har jo taget for vild overhånd. Sammen folder vi her aspekterne i vores dårlige vaner ud, og intet er for småt til at blive gransket, afprøvet og debatteret. Vær med i kommentarfelterne!

Læs hele serien HER.

*

Ugens ilandsprivilegerede excuses-excuses-excuses

Siden sidste uges kapitel har jeg på den gode side:

tegnet lidt.
løbet en del.
… og læst både avis og bøger.

Men jeg har også:

… underskudsscrollet alt for meget og tænkt, at barselslivet virkelig er barsk for tiden. Babyen bliver godt nok nemmere og nemmere, men jeg LÆNGES efter noget andet at rive i end hvad det hjemmegående liv kan tilbyde. Efter at bruge min hjerne og min faglighed og producere noget, som høster anerkendelse.

Jeg finder nul mening i de giga bunker af vasketøj, madplanerne og den endeløse opgave med at rense babymadrester fra inventar. Eller i at lægge soveværelsesgardinerne op og de million andre småting, jeg kunne fylde dagene ud med, hvis jeg gad.

(jeg føler trang til at skyde ind her, at jeg elsker mine børn og mit liv til himlen og tilbage igen, og at jeg er lykkelig hver dag, not all day everyday, but everyday, selv om I godt ved det og at jeg godt ved, at I ved det)

Barselstristessen kommer bag på mig, for jeg har indtil nu i denne orlov og i hele barslen med vores første barn oplevet det som enormt meningsfuldt at trække mig fra det job, jeg holder sådan af, for at give mine børn nærmest udelt opmærksomhed i den første tid af deres liv.

Men jeg er ved at ramme loftet. Meningen skrumper. Jeg længes efter at være mere end mor dag ud og dag ind. Og jeg er i dårligt humør over den rutine, der er så vigtig for babyen, men som gør mine dage så ensformige. Hver dag starter det hele bare forfra, som Line Jensen skriver. Måske er det ekstra svært at huske at nyde det, som man jo bør (!), fordi vuggestuepladsen har lange udsigter her i Københavns Kommune. Så vi ved ikke rigtigt hvad vi gør med pasning, når jeg skal arbejde igen, og derfor er det vanskeligt at tælle ned og glæde sig til jobstart og det nye kapitel i livet for os alle fire.

Og når jeg har det sådan her. Når jeg er presset af mine (pisseprivilegerede) vilkår. Så har jeg det med at søge ind i min telefon i alle ledige øjeblikke. Jeg zapper ud, så jeg kan lade være at tænke.

Det var det, jeg gjorde non-stop inden eksperimentet her, fordi jeg ikke var bevidst om det, og det er det, jeg har fået så godt som bugt med i løbet af eksperimentet. Men som jeg godt kan mærke står klar til at æde min tid op, når jeg føler mig presset af min hverdag.

Det må jeg jo … arbejde med.

Sagde hun på samme tid modløst og dramatisk.

Ugens data

***

1 Comment

Add Yours →

Skriv et svar