Bedre mobilvaner nu, uge 15/40: En mælkeanalogi og et nærmest historisk “lavpunkt”

Mine (Dårlige) Mobilvaner er en serie i 40 løbende kapitler. Her går jeg i flæsket på hvad fanden det er, der foregår mellem mig og den mobil – og dig og din mobil – for det har jo taget for vild overhånd. Sammen folder vi her aspekterne i vores dårlige vaner ud, og intet er for småt til at blive gransket, afprøvet og debatteret. Vær med i kommentarfelterne!

Læs hele serien HER.

*

Ugens 2 analogier

Jeg har vist ikke hidtil gjort mig helt klart, hvordan jeg gerne vil være som voksen i en mobiltid. Det står mig helt klart, hvordan jeg ikke vil være (en som vrisser ad sine børn og parkerer dem foran en skærm, mens hun undskudsscroller sig gennem feed efter feed og prøver at bedøve tanken om, at alt ved småbørnslivet er hårdt). Men hvordan vil jeg så gerne være?

I den forgangne uge har vi været på Kristi Himmelfart-ferie med min kærestes familie, og jeg må indrømme, at min svigerinde og hendes mand har et bedre forhold til skærme, end jeg har.

De har mobilerne tæt på for det meste, men de forsvinder aldrig ind i dem på den måde, jeg selv synes at jeg gjorde (og kunne længes efter, når mobilen var langt væk) før denne føljeton stævnede ud.

Her er, hvordan jeg tror, de har det med mobiler og skærme: De tænker ikke over dem som hverken gode eller dårlige. Skærme er måske lige som … mælk. Et neutralt begreb som nogle bruger meget, andre lidt, og som ikke som udgangspunkt er dårligere på bordet end gemt væk. Man kan sagtens blive kulret eller lad af for meget, men det er ikke hele tiden et ræs mod mindre, mindre, mindre.

Jeg længes efter det forhold til min mobil. Som noget, jeg godt må bruge, og som ikke giver mig dårlig samvittighed. Som jeg kan bruge aktivt til at samles med mine børn om på en god måde, og som jeg så nemt som ingenting kan lægge fra mig. Som jeg gerne må slappe af med uden at skele til alle de minutter, der løber på dagens skærmtidstæller, men som ikke har nogen særlig magt over mig i forhold til bøger, sysler eller motion.

Da jeg tog kørekort, lærte min kørelærer mig at bakke ud af vores indkørsel sådan her: Fokuser på det, du skal ramme, altså vejbanen. Hvis du fokuserer på det træ, du endelig må undgå, så er det formentlig træet, du snitter.

Den analogi hjælper her. Fokus over på de gode eksempler på mobilbalance og længere væk fra alt det, jeg endelig skal undgå. De gode eksempler er også rarere at samle på, for ærligt talt: Man bliver sur af at gå og fokusere på, hvordan andre kunne være i bedre mobilbalance. Sur og grå. Så hellere finde inspiration hos dem, der gør det godt.

(Mit problem er bare, at det tidligere er løbet løbsk for mig, hvis der ingen rammer eller regler er? Løsning?)

Ugens link

Jane fra projecthandmade.dk afprøver for tiden sit eget mobilneddroslingsregelsæt. X + 12, kalder hun det. Få en status og måske noget inspiration lige her.

Ugens data

I sidste uge gloede jeg i gennemsnit 54 minutter på min mobilskærm hver dag – og det inkluderer vejrmeldinger, googlinger om kroatiske forhold og andre ikke-social-media-ting.

54 minutter. Hvis ikke “historisk” var et lidt træt udtryk, ville jeg bruge det her. Historisk lavt! For det er overraskende lavt for mig, lavere end jeg måske nok regnede med nogensinde at ramme, da jeg søsatte denne føljeton.

Forklaringen er naturligvis: Ferie. Ikke udlandet i sig selv, for vores lejlighed var udstyret med wifi, og fordi vi var af sted hele familien på 11 personer (og børnene således passede hinanden nærmest hele tiden) var der rig mulighed for afslapning og – hvad afslapning tidligere har betydet for mig i stor stil: – scrolling.

Men jeg må have søgt selskabet og snakkene og bøgerne over mobilens verden, når det var tid til afslapning. Jeg husker at have scrollet lidt igennem Instagram og Facebook, men også at have tænkt, at det var oprigtigt ligegyldigt at se billeder fra Heartland-regn og opslag om valgkamp hjemmefra, når man befinder sig 1.800 kilometer borte med vin i glasset, kridhvide kulhydrater på bordet og lange snakke med gode folk, man ikke ser hver dag, lige for.

Og igen-igen er det bevist, at man er nødt til at have et meningsfuldt alternativ til mobilen, hvis man gerne vil se mindre til den. Det rækker kun begrænset at beslutte sig for at bruge den mindre, hvis ikke man har en palette af attraktive, konkrete tilbud at kaste sin nye overskudstid på.

Og det er måske den vigtigste lektie, føljetonen hidtil har budt på.

Jeg mangler fortsat at konvertere den gode feriestil, som jeg også oplevede på vores sommerhustur for nylig, til god stil hjemme i København. Ferieselskabet er rejst hjem til Fyn og barselshverdagen er tilbage, og gør-det-selv-projekterne står ikke i kø (rengøring er bare ikke det samme).

Men jeg er meget fortrøstningsfuld og synes i al beskedenhed, at jeg er på lige det spor, jeg gerne vil være. Et overskud, en følelse af ubesværethed og en tilgivelse af, at mobilen igen kan komme til at fylde mere, når overskuddet går ned, præger mine tanker om mobilen i denne uge.

***

4 Comments

Add Yours →

Jeg vil gerne byde ind med en observation, jeg har gjort mig, som måske ikke umiddelbart hænger sammen med dette konkrete indlæg, men som alligevel hænger sammen med emnet.

Jeg har to meget, meget forskellige børn, som begge to er så priviligerede at have adgang til en iPad (=børnenes svar på en mobil). Og hvor den ene tydeligt slapper af med sin iPad og sagtens kan lege, mens den står og kører byggeanvisninger til noget lego/ninja/fortnite-relateret, smider det andet barn iPad’en så SNART, der er andet, der er bare moderat interessant. Det har givet mig stof til eftertanke ift. at der måske er forskel på, hvad iPads (og telefoner ) gør for os? For jeg har indtryk af, at min ældste bruger sin iPad, som jeg bruger bøger: En måde at lukke verden ude og forhindre hjernen i at løbe løbsk og køre så hurtigt og hidsigt i tomgang, at den er i fare for at brænde sammen. For den lille er det mere tomme kalorier, som hun somme tider higer efter, men aldrig rigtig tilfredsstilles af.

Min tanke er, at man måske også, når man vurderer sit forhold til sin mobil, skal forholde sig til, at man kan have forskellige “personligheder” ift. hvad man får ud af at bruge den? Jeg er med på, at det er rasende upolitisk ukorrekt at tænke sådan, for ideelt set ville vi alle føle os tilfredsstillede og fuldt ud stimulerede af gå-ture i naturen, stilhed og af at iagttage vores børn lege og Være. Og hvis man sidder med fornemmelsen af at bruge mobilen som flugt, så er det selvfølgelig fint at forholde sig til, hvad det er, man flygter fra. Men jeg mener bare: I alle andre af livets forhold er vi enige om, at pauser og restitution kan være altafgørende for at være i balance, og jeg kunne godt tænke mig at åbne en dør på klem for, at vi parkerer skam og skyld og prøver at forholde os åbent til, at der måske faktisk er nogen for hvem, en skærm kan fungere som netop det. Jeg bed mærke i, at en hel del forskere var ude og kritisere WHO’s anbefaling af at sætte tid på skærmforbrug, fordi der ikke forelægger konkrete beviser for, at det skulle være skadeligt. Mit bud er, at det er et religiøst levn ift. at vi betragter skærmtid som dovenskab, fordi det ikke som sådan kræver noget af os, og dovenskab føler vi instinktivt *må* være forkert?

Og nu styrtede jeg ud af en tangent, og jeg er i tvivl om, hvor godt det hænger sammen, når man ikke er inde i mit hoved, men jeg satser på, at du nogenlunde forstår, hvad jeg mener.

Kære Linda, tusind tak for kommentaren. Jeg er totalt med på, hvad du mener. Tror jeg!

Jeg synes ikke det er fy at tale om, at skærm kan være en pause – især for børn. Det taler vi tit om herhjemme, og det er netop pausen, der er søjlen i, at vores ældste får lov at se fjerner mellem aftensmad og Nyhederne de fleste dage. Fordi vi tænker, at hun har haft en dag med knald på i børnehaven, masser af larm og andre mennesker at forholde sig til dagen igennem. Det skal være okay at hun lige gearer ned – ikke noget, vi allernådigst tåler.

Men balancen. Balancen! Hvis man spurgte hende selv, ville hun nok se fjernsyn hele dagen lang hver dag. Hun har ikke den der stopknap, hvor hun selv smutter fra et tændt fjernsyn, så det er op til os at lure, hvor “pausen” er forbi og hun bare sidder og er parkeret og får hældt tomme kalorier i face.

Jeg tror helt bestemt på, at du kan have en pointe i, at man kan have forskellige personligheder og derfor forskellige behov for pauser – og at skærme sagtens kan være et redskab i at få de pauser, som vi som race altid har haft behov for. Helt sikkert.

Det er vigtigt for mig at understrege, at min føljton her handler om mig selv og ikke mine børn. For jeg tror der er forskel på børn og voksne. Jeg har en slags ro med, at børnenes skærmforbrug er sat i rammer, for rammerne er fastsat ud fra mange-mange-mange snakke os to forældre imellem om hvordan vi gør det så godt vi kan og bliver bedre til at overholde vores egne regler, og så jeg ikke rigtigt bede om mere. Men den er mere tricky med mig selv og mit scrolleri, synes jeg. Jeg er jo voksen og er fri til at bryde mine egne rammer, når jeg vil. Jeg kan kalde det en pause, når jeg scroller løs, selv om jeg ved, at det er en flugt – og jeg kan komme til uagtet at gøre det modsatte. Kalde en pause for en flugt. Hjernen snyder mig, synes jeg, gør kål på mine gode intentioner. Spørgsmålet er om man bare skal lade den gøre det og gå med det og slippe sin skyld og skam. Men hvis det er sandt … gælder det så også for min trang til at leve af chips og Aperol? Vi må vel gerne have nogle idealer at styre mod? For ikke kun at bestå af vores drifter?

I mit tilfælde tror jeg ikke, at mobilen og sociale medier er en pause – som jeg forstår ordet pause, hvor man får ro på og checker lidt ud af at præstere. Jeg er nok mere typen, der oftere ville have godt af at meditere, tage en lur, lukke øjnene til en podcast eller løbe en tur. De ting gør mig roligere i sindet, end min aktivitet på mobilen gør. Fjernsynet er noget andet (og ligner nok børns iPad og Ramasjang mere) for mig. Mobil … nej, jeg har svært ved at se, at den for mig er den fornødne pause.

Jeg tror, vi taler forbi hinanden, for min kommentar hænger egentlig ikke sammen med børn og skærmtid. Når det er dem, jeg bruger som eksempel er det fordi, der er nogle ting, som jeg pludselig forstår på en anden måde, efter at jeg pludselig kan se dem gennem mine børn. Der er adfærd og mønstre hos mig selv, som jeg altid har opfattet som selvskabte, men som jeg pludselig, når jeg kigger på mine børn, kan se, at jeg måske faktisk ikke selv har haft ret meget indflydelse på, som jeg troede. Min sociale adfærd, mit forhold til mad og hvad jeg finder ro ved og får energi af er bare nogle af eksemplerne på elementer i mit liv, som jeg pludselig ser i et nyt lys, fordi jeg ser, hvordan de kommer til udtryk gennem mine børn.

Men måske er det mig, der forstår dit indlæg/emne på en anden måde, end du har tænkt det, og det *er* svært at diskutere nuanceret på skrift. Vi må tage den over kaffe en dag i virkeligheden:)

Ah, jeg forstår. Men se, hvordan man kan trykke play på mig ved bare at berøre emnet “børn og skærm”, haha 😉

Skriv et svar