Bedre mobilvaner nu, uge 14/40: Tilgivelse, produktomtale og en snak om byliv vs. landliv

Mine Mobilvaner er en serie i 40 løbende kapitler. Her går jeg i flæsket på hvad fanden det er, der foregår mellem mig og den mobil – og dig og din mobil – for det har jo taget for vild overhånd. Sammen folder vi her aspekterne i vores dårlige vaner ud, og intet er for småt til at blive gransket, afprøvet og debatteret. Vær med i kommentarfelterne!

Læs hele serien HER.

*

Ugens selvudvikling

Tilgivelse. Det er et ord, der ringer en del i mig for tiden. Forsøget på at finde en form for fred med de ting, jeg umiddelbart vil ønske var anderledes ved mig selv. Min vægt, min scrolling, mine dårlige øjeblikke som mor og kæreste. Alle mine kilder til dårlig samvittighed.

En forståelse for, at tingene er som de er af en grund. En ro med, at guilty pleasures som formålsløs scrolling også sagtens kan være gavnlige. En fred med, at jeg arbejder på at luge ud, så den gode mobilbrug står tilbage og den destruktive zappen ud af livet, når det har modhager, elimineres. En vished om, at arbejdet er hårdt og nogle gange stagnerende, men i det store hele dog fremadskridende.

Flot arbejde, har jeg faktisk lyst til at sige til mig selv, når jeg betragter projektet fra oven.

(… og så bliver jeg lidt trist her ved køkkenbordet, når snakken falder på dårlig samvittighed og hvor skadelig, den er. Jeg har så gode folk omkring mig, folk, der roser og hepper og holder af mig, ser mig. Og imens er min egen, indre stemme så åndssvagt hård. Hvis nogen talte sådan til mine børn, som jeg taler til mig selv, så havde jeg slået dem ned, uden tøven.)

Ugens produktomtale

Har jeg nævnt, at vi har fået Google Home? Sådan en højtalerdims, der sidder i stikket og kan stemmeaktiveres. Så siger man “Okay, Google” ud i rummet for at vække den (og føler sig både temmelig åndssvag og science fiction-agtig), og så giver man en kommando. “Spil musik”. “Spil Radio 24syv”. “Hvordan er vejret på Langeland”. “Fortæl en vittighed” (!). En håndfri højtaler, om man vil. Jeg har ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle mene om den, for det var min kærestes store ønske at få sådan en gadget, ikke mit. Men nu har jeg vænnet mig til den.

Og den er relevant i skærmsammenhæng, for dens helt store plus er, at jeg ikke længere skal stå og rode med min mobil og diverse apps og Bluetooth for at høre noget ud i rummet. Vi skulle smide hinandens telefoner af og på vores gamle højtaler til stor og langvarig frustration hver gang, og jeg syntes det var træls at tilbuddene i DR-app’en, 24syv-app’en og Spotify og min podcast-app ikke var samlet ét sted. Jeg brugte så mange minutter ad gangen med mobilen i hånden om morgenen, når børnene vimsede rundt og morgenmaden skulle ordnes, at jeg tit bare droppede den radio, der skulle være et hyggeelement – eller med et nemt klik tændte jeg for vores gamle radio (der havde tænderskærende dårlig lydkvalitet, og jeg ved næsten ikke noget værre).

Bekvemmelighed er key, og især er det dejligt, at vi har flere apparater på vores system nu, så samme udsendelse kan spilles ud i hele lejligheden, når man fx går og gør rent eller bare er i flere rum med børnene på samme tid eller laver mad og dækker bord og lægger tøj sammen samtidigt #hilsenhusmoderen.

Det er for mig bedre end at gå rundt med plugs i ørerne herhjemme. Jeg oplever det som ekskluderende at lukke sig ind på den måde, også når jeg er alene hjemme, faktisk. Og som det modsatte, når rummet er fyldt af lyd. Det er bare ikke mig at være inde i den der boble.

Det helt store minus ved Google Home er … paranoiaen. Datasikkerheden – en optager i hjemmet, der lytter til os? Hvor ender de optagelser? Børnene, der vokser op med en maskine, de kan tale til. Og dertil en række tekniske, mindre minusser, som at Google Home ikke kan browse i podcasts endnu, så dét foregår fortsat manuelt, og så at dimsen nogle gange bliver vækket af almindelig samtale i rummet, fx fjernsynets, og pludselig blæser ud i lokalet med sin maskinstemme: “UND-SKYLD, DEN KOM-MAN-DO FOR-STOD JEG IK-KE!”. Oh, gru. Fremtiden gone bad.

Samlet set ved jeg ikke om jeg er helt tryg ved vores lille sci-fi-famliemedlem. Men ser vi isoleret på skærmtid, så er den en stor hjælp. De digitale muligheder er der fortsat, men man står ikke og glor ind i isolationen på samme måde.

Ugens data

Ugens skærmdata bærer fortsat præg af vores sommerhusophold, hvor mobilen ikke trak i mig på samme måde som den gør herhjemme.

Nu har vi været hjemme nogle dage, og jeg kan godt afsløre, at billedet nok ser noget anderledes ud i næste uge.

Det er skægt, ikke? Jeg er jo den samme om jeg er på landet eller i byen. Men alligevel er jeg ikke. På landet er der spændende renoveringsprojekter, venlige naboer, gode solspots til kaffe og læsning og solsamtaler, og der er gode løberuter. I byen er der primært oprydning og rengøring at kaste mig over i vores lejebolig, som var gennemrenoveret, da vi flyttede ind; naboerne kender vi ikke rigtigt (#hejbyliv) og løberuten rundt i Assistens Kirkegårds udkant ER bare ikke det samme som vidderne og vinden ved Tryggelev Nor på Langeland.

Der sker også noget med børnene på landet. De søger ikke aktivering fra de voksne i samme grad.

På denne tur har jeg virkelig fået øjnene op for, hvad familielivet i et hus tæt på naturen kan.

Ugens praktiske info

Næste uges kapitel udgår (formentlig), da en snarlig ferie og dårlig wifi betyder en lille blogpause for mit vedkommende. Jeg samler op, når føljetonen vender tilbage ugen efter.

***

1 Comment

Add Yours →

http://www.toreknudsen.dk/work/project-alias/

Tjek det her projekt! Tore og Bjørn har lavet en dims (en parasit, kalder de den), som man kan sætte oven på sin sci-fi ven, så man ikke skal være bange for at blive lyttet til hele tiden. Den fungerer som mellemmand mellem jer og sci-fi vennen, og sender støj ned i mikrofonen, når I ikke skal bruge den. Parasitten skal have et nyt wake word, så det er dit nye selvvalgte ord, og ikke ‘ok google’ der aktiverer den.

Den kan ikke købes nogen steder, men alt er open source, så man selv kan lave den.

Skriv et svar