Bedre mobilvaner nu, uge 13/40: Smadret skærm, hot or not?


Mine Mobilvaner er en serie i 40 løbende kapitler. Her går jeg i flæsket på hvad fanden det er, der foregår mellem mig og den mobil – og dig og din mobil – for det har jo taget for vild overhånd. Sammen folder vi her aspekterne i vores dårlige vaner ud, og intet er for småt til at blive gransket, afprøvet og debatteret. Vær med i kommentarfelterne!

Læs hele serien HER.

*

Ugens beretning fra det virkelige liv

I mandags skete dette vidunderlige: På en perron på Hovedbanegården stressede jeg så meget over, om vi ville nå toget, at jeg stod med to tunge tasker i hænderne, en rejseivrig fireårig og en rullekuffert om benene og mobilen i hånden, fordi jeg kommandosms’ede med Jens oppe i ankomsthallen. Om som det ville være sket i en film, gik det galt. Skæbnen havde brug for et godt grin. Til jorden med min mobil.

Og det er blottet for sarkasme, at jeg kalder det vidunderligt. Nok bandede jeg arrigt over hændelsen i øjeblikket, men da vi først var godt installeret i toget og havde fået styr på blodsukker og tropper, kom fordelen snigende: Når man tager nemhed og tilgængelighed ud af den lille dims, så er den bare en dims. Ikke længere en spændende verden, man kan flygte ind i. Den lokkede ikke – jeg sværger, det er sandt!

Den fungerer nu lige akkurat til sommerhusfornødenheder som opskriftgoogling og huskeseddelskrivning (og wifi-deling til computeren her, så jeg kan blogge mellem 05 og 06, hvor babyen e n d e l i g er faldet til ro igen), men al udenomstidsfordriv som Insta-scrolling og bloglæsning er tvunget ud i afvejningen: Er det her så vigtigt, at jeg vil knibe øjnene sammen for at se så mange linjer, at jeg kan forestille mig helheden – eller skulle jeg bare lave noget andet? Og således befandt jeg mig i går på stranden med mobilen i tasken, stirrende ud i horisonten i over en halv time, mens børnene legede i sandet ved siden af mig. Bare mig, mine børn og mine tanker.

Det er ikke fordi jeg mener, at I skal smadre jeres mobilskærme. Jeg siger bare, at jeg muligvis ikke kommer til at fixe min, før jobbet igen kalder om nogle måneder, og jeg skal kunne bruge den som arbejdsredskab.

Og dog. Nu skal jeg heller ikke være hellig. Det gør jo også de gode ting, man kan bruge mobilen til, ret besværlige. Messenger-korrespondancerne er nærmest umulige, hvis ikke det skal være kortfattede beskeder, og det er vanskeligt hurtigt at finde en god podcast, fordi nogle funktioner til det sidder i lige det hjørne af skærmen, der nu er helt ude af drift. Så der ender jeg tit med at stå og frustrationshamre på skærmen lidt for længe. Ikke ligefrem zen.

Derudover

… har jeg ikke så meget på hjerte i denne uge. Som skrevet er vi i sommerhus, og om det er slow living-gearet eller den smadrede skærm, der har vendt tankerne helt væk fra både trangen til scroll og tankerne om min scroll, det vil tiden vise.

I hvert grubler jeg mere over rabarbertærtebagning og familiebankoturnering i denne uge end mine egne, digitale utilstrækkeligheder. Life, eh!

Ugens data

***

1 Comment

Add Yours →

Skriv et svar