Graviditet, fødsel og barsel

Den barske sandhed om de hårde nætter i småbarnsfamilier

Engang troede jeg, at en hård nat i en småbørnsfamilie så sådan ud:

En let urolig, let klynkende bylt i armene på en slåbrokklædt, moderligt tålmodig type med en løs Caroline Ingalls-natfletning, som travende op og ned ad plankegulve, utrættelig og aldrig irriteret, i loop nynner smagfulde vuggeviser som Nu falmer skoven og Pjerrot sagde til månen og Den blå anemone, time efter time, aende den lille guldklump ind i en tyk vished om tryghed, varme og evig kærlighed.

Hårdt, men aldrig mere hårdt end at det kunne passe ind i et ikeakatalog. For hvordan kan noget for alvor være hårdt, når man har fået sit helt eget barn?

Det var før den urolige bylt fra min fantasi blev konkret; før jeg blev mor selv.

Nu ved jeg, hvad en hård nat er.

At den typisk ser sådan ud: At der forud for den går en velment regel om, at barnet skal lære at sove en hel nat uden at få mad. For nu er mavesækken altså stor nok til at rumme et måltid, der kan vare fra 23 til 6-7 stykker, har forældrene læst, hvorfor de kaster sig ud i Projekt Sove Igennem, hvor der ikke serveres mad og ikke tages op fra sengen i nattetimerne. De skal være stålsatte, forvisser de nye forældre hinanden, så barnet ikke mærker nogen vaklen, så skal det nok gå. Bare hun er tryg, den lille, så skal hun nok sove.

(… haha.)

Den fælles front varer lige indtil klokken 2.30. Hvor en meget lidt tålmodig mor eller far sidder og hvisler mesterjacob, mes-ter-ja-cob ned i gulvet med panden hvilende søvndrukkent mod barnesengens kølige tremmer.

Og tæller sammen.

Hvor meget man lige sidder der og sparer sammen i banken, mens den anden får sin søvn.

Parforholdets bank.

Banken.

Bank.

***

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0