I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Arvede penge er skrækkelige penge. Men i dag blev de en tand mindre skrækkelige.

Mens vi læste på Journalisthøjskolen, købte min studieveninde en lejlighed.

Det var et palads. I hvert fald i mine nogle-og-tyve-årige øjne. Jeg havde af nødvendighed både bofælle, overtræk og skabene fulde af tomatpure og pasta til de økonomisk virkelig sløje dage. Fast ejendom virkede forbeholdt en helt anden generation.

Da jeg for tredje gang måbende havde råbt halvhøjt ind i hendes tomme, nye vægge, at holdkæft hvor gad jeg godt, at den lejlighed var min, kiggede hun lidt … ja, opgivende på mig. Som om nu måtte jeg godt snart skrue ned.

Med det der blik, hvor man godt kan fornemme, at der er noget, man ikke har fattet.

Jeg lagde ikke to og to sammen, før hun var tvunget til at sige det højt.

– Jeg ville da sådan set hellere have min far her, som du har.

Og så blev jeg stille.

Jeg vidste jo godt, at hun havde købt lejligheden for noget af den arv, hendes far havde efterladt hende. Men jeg var ung. Og fattede ikke, hvad arvede penge er for nogle. At det ikke bare er penge.

Det ved jeg nu.

Nu har jeg selv arvet.

Og hvor er det en gennemført lidelse at arve en pose penge, som nogen skulle have levet i sus og dus for, men aldrig blev gammel nok til at omsætte til sjov og ballade og lænen sig tilbage efter et langt og aktivt liv på arbejdsmarkedet.

For fanden, hvor jeg gøs og stejlede og hylede, hver gang der tikkede en mail ind fra boets advokat, der bad mig tage stilling til et eller andet mikroskopisk i det kafkaske arvecirkus, der går forud, før man kan få udbetalt den arv, man helst er fri for. Hvis ikke min søster og min kæreste og min svoger havde teamet up som voksne mennesker i mit fravær, så ved jeg ikke om bare havde doneret hele baduljen til Kattens Værn for at slippe for den.

Hver en overført sjat mindede mig om, hvad de symboliserede. Død, tab, sorg. Nu omsat til kroner og øre. De stod der og flagrede i mit synsfelt, uanset hvor jeg kiggede hen. Få dem nu anbragt fornuftigt, messede en indre, myndig stemme, og jeg var lige ved at ørle under vægten af kravet om fornuft.

Men da jeg havde dyrket uretfærdigheden længe nok (og tvunget min bedre halvdel til også at dyrke det længe nok), kunne vi godt se, hvad det også var.

En mulighed for at drømme.

En ny bolig i København? Et feriehus i Spanien? Nye, dyre vaner?

Nej.

Et sommerhus. Ja, sgu.

Noget, vi aldrig nogensinde har skænket en eneste tanke før, fordi vi ikke ville have lyst til at plukke midler ud til det i den daglige økonomi. Den hviler fint i sig selv, men heller ikke mere end det. Samtidig er et sommerhus noget, som forener to store drømme i vores københavnerhverdag: Muligheden for at forene barnet med naturen (uden at det er et projekt) og muligheden for at være endnu mere sammen med vores familie.

Et af de første huse til salg, vi faldt over på nettet, tabte vi vores hjerter til, begge to. Rødt og lyst og tæt på stranden. Men pligtskyldigt fortsatte vi med at afsøge hele sommerhusmarkedet på de egne, vi var lune på, for man skal ikke nøjes med det første, det bedste, når man skalter og valter med arv, messede fornuften.

Intet kunne måle sig med det oprindelige. Til sidst var researchen så gennemført, at vi godt turde satse på mavefornemmelsen.

I påsken var vi til fremvisning (og blev blæst bagover af huset, øen, stranden, stemningen). I dag, kort før pinse, er nøglerne til det vores.

Det hus bliver mange ting med tiden, er håbet. Minder, lyde, smage, ny viden, projekter, åh, al den fremtid, jeg kan næsten ikke vente med at inhalere den.

Men lige nu er det hus først og fremmest én ting. Det er det hus, hun gav os.

Her skal vi mindes min mors liv og alt det, hun var, da hun levede. Ikke hendes død.

Jeg har nok af mørke steder til at besøge sorgen, bisættelsen, synet af hende død, chokket og alle de andre, indre forskydninger. Men her på denne adresse har hendes død intet at gøre.

Det har hendes minde til gengæld. For uden hendes penge? Intet hus.

Og det har et kæmpestort tak. Tak for huset. Jeg lover, at vi skal have det godt i det.

 

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.