I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Anne fra Grønnebakken på Netflix: Dem, der siger, du skal undgå den, tager fejl

Når folk siger, at de også læste Anne fra Grønnebakken som barn, som om vi så har noget til fælles, så smiler jeg, fordi det forventes … men smilet er lidt stift.

Anne Shirley var *min* barndomsveninde. Hun kan ikke have været andres på helt samme måde. Og jeg bliver lidt jaloux, hvis netop det antydes.

Sådan skulle jeg for nylig på arbejde forklare, hvilken bog i barndommen, der havde gjort mig til en voksen, der holder af litteratur.

Og sådan har jeg det stadig. Mit voksenliv var ikke blevet det samme uden den kærlighed til litteraturen (og til videbegærligheden og til selvstændigheden og til modet og til det at turde drømme), som de bøger åbnede for mig.

Især føles Anne tæt på i denne tid, for det var min salig mor, der i sin tid købte bøgerne til mig på et tilfældigt udsalg. Hun kendte dem ikke selv og blev aldrig den store læsehest, men hun så det som sin opgave at holde min store læsesult stillet med nye (og ofte ret tilfældige) bøger, fordi, mistænker jeg, måske ville jeg så alligevel og på egen hånd blive en dannet, kultiveret litteraturkender, som hendes egen mor var det.

Og i dag arbejder jeg i bogbranchen. Takket være den gnist, hun tændte, den dag hun fandt de bøger til mig i boghandleren i Vibycenteret. Tænk, hvis hun ikke var gået forbi den butik og ikke havde stillet dem i min reol på lige netop det tidspunkt, hvor jeg var lige så gammel som Anne Shirley, da hun ankommer til Grønnebakken, og hvor jeg var lige præcis max modtagelig over for denne nye, særlige veninde.

Jeg havde ikke ligefrem troet, at jeg var åben for alternative Anne’r i mit liv her i tiden efter min mors død … men alligevel er der føjet et nyt kapitel til fortællingen om os.

Netflix-serien Anne With An E.

Angiveligt har den fået triste anmeldelser, men det ved jeg nu ikke mere om, da jeg besluttede ikke at læse andres meninger om og forhold til Anne Shirley og hele hendes eftermæle (igen, fordi jalousi).

Jeg hoppede bare ud i det. Uden nogen andre.

Og den er vidunderlig.

Ikke bare er den flot at se på og viser et smukt Canada og en rå Prince Edward Island frem på en måde, så det hiver i én for at nå at få set det med egne øjne, inden man skal herfra, men de har simpelthen også formået at få beklædt alle birollerne med skuespillere, der ligner personerne i mit hoved på. en. prik. Især Marilla er som trådt ud af min fantasi, men også Gilbert Blythe, Mrs. Lynde, Diana og Ruby Gillis ligner dem, jeg har tilbragt så mange timers genlæsning i min barndom.

(Anne selv og hendes facon skal man lige … vænne sig til. Men da sidste afsnit af første sæson rullede over skærmen, var jeg for længst solgt.)

I modsætning til tv-ficeringen fra 1985 med Megan Follows, som sikkert åbnede universet for mange flere end de gamle bøger fra begyndelsen af 1900-tallet ville have kunnet alene, er Anne With An E klædeligt dyster og ærlig.

Tunge emner som vold, pubertetens nederen aspekter, børns forestillinger om de voksnes (grænseoverskridende) sexliv, feminisme og andre temaer, som både bøger og den ufarlige, pussenussede tv-serie fra 1985 dansede kysk uden om, kommer på bordet. Handlingen er filet til og påklistret udviklinger for nogle af karaktererne, som for nogen vil være dealbreaker, men for mig kun blev forstadier til det. Da disse twists blev introduceret, var jeg allerede med på, at både handling og persongalleri er sit eget og ikke bare en genoppustning af det gamle, jeg kender så godt.

Det er som om den er blevet voksen.

De varmeste anbefalinger herfra. Fra én, der indtil i sidste uge så Lucy Maud Montgomerys bøger som noget helligt, som ingen måtte pille ved, men kun nyde i sin originale form (fordi ingen forstod det som jeg).

*
*
*
Facebook * Instagram


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.