anne fra grønnebakken sæson 2 netflix
Best of,  Rodekassen

Anne fra Grønnebakken på Netflix: Hvad der brusede gennem mig, da jeg så sæson 2

| Sæson 2, Anne fra Grønnebakken, ingen spoilere her! |

Det her blogindlæg tjener først og fremmest det formål at fortælle eventuelt uvidende om, at Netflix-serien Anne With an E, Mit Navn er Anne, den nyeste filmatisering af mine yndlingsbøger, endelig har ladet sin sæson 2 lande.

Som vi allerede har slået fast her, så er jeg langt ude over hvorvidt det er blasfemi eller ej at nyfilmatisere L. M. Montgomerys gamle ungdomsbøger fra begyndelsen af 1900-tallet, når nu et andet filmatiseringsforsøg fra 1985 opnåede næsten sammen kultstatus som bøgerne har.

For jeg elsker det. Man behøver ikke være på enten team Megan Follows eller team Netflix i mine øjne. Det er lidt som at man ikke behøver at være på enten team Colin Firth eller team Keira Knightly, når man taler om Pride and Prejudice. Der er milevid forskel på de to filmatiseringer af Jane Austen-klassikeren.

Samme med Anne-gate her.

Hvor firserserien holder sig til bøgerne, føjer Netflix’ forsøg et spændende, nyt kapitel til fortællingen om Anne, Gilbert og alle de andre i Avonlea.

Og her er hvad jeg mødte i mig selv, mens jeg så de første afsnit af sæson 2:

Genkendelse

… over Marilla, der næsten modvilligt lader strandsand kærtegne sine tæer i et sjældent øjeblik, hvor hun ikke kan finde på noget nyttigt at lave. Noget, mistænker man, der vil holde hendes tanker beskæftiget, så hun slipper for at tænke.

(Hvor Marilla holder sig i gang med husligt arbejde, har vi andre feeds på de sociale medier til at holde tankerne stangen. Men fællesnævneren er flugt. Og vi kender det vist alle)

Kedsomhed

… over sporet med Nate og den anden svindler. Det er helt okay med mig, at skaberne putter andet ind i denne filmatisering end hvad der stammer fra Anne fra Grønnebakken-bøgerne … men så skal det altså være spændende. Det sluttede SÅ nervepirrende i sæson 1 med de to, der lejer sig ind på Grønnebakken uden rent mel i posen. Men så fortsætter det bare en anelse tamt i sæson 2.

Jubel

… over Annes frygtelige flashbacks til tiden på børnehjem. En del af historien, der ikke bores dybt ned i i bøgerne, men som i Anne With an E får fuld spade. Det er dystert og unfair og nedbrydende, og for én som mig, der er helt syltet ind i The Handmaid’s Tale-gruen, er det fin foder til min hunger efter dén stemning.

Taknemmelighed

… over hvordan bikarakterne fortsætter med at få mere sul på kroppen. Dianas forældre, Josie Pye, Matthew, Mrs Lynde, karlen Jerry. Hvor er det altså nærmest bevægende for en kæmpe Anne-fan som mig, at nogen har gidet udvide bøgernes univers så gennemført.

Storsind

… for hvor er det tydeligt, at skaberne bag er ægte Anne-fans. Der er en masse galt med serien, som sikkert vil få nye seere, der ikke i forvejen er Anne-fans, til at stå af. Den er lidt kluntet i pointerne af og til, og dramaet holder ikke helt fremdrift, hvis ikke man i forvejen har en særlig kærlighed til karaktererne. Men for os, der har. Åh altså! Hvor er det en skøn serie! Hvor er det skønt, at nogen derovre også har tænkt “det  være til at folde den i bøgerne lillebitte sidehistorie om Prissy Andrews og Mr. Phillips ud” og “det kan ikke passe, at alle de gode elsker Anne og alle de onde finder hende irriterende. Tænk … hvis nu … at en af de virkelig likeable … altså, tænk hvis nu … MISS STACY ikke elsker Anne fra første færd! Hvad ville der mon komme ud af det!?”

Slow clap herfra. Er hvad der kom ud af det. Tak tak tak for de krøller på alle sidehistorierne.

Irritation

… over hvordan skaberne slet ikke har nogen impulskontrol med Annes pompøse sprogblomster. Nu har vi hørt “no scope for the imagination”, venner. Den er ikke bedårende længere. Tværtimod er det mere end tydeligt, at ingen ville tale sådan – kun på skrift i bøgerne. Hendes floromvundne vendinger kan ikke siges højt uden at blive akavede med lyd på. Det kunne skaberne godt have løst mere elegant.

Vellyst

… over castingen. At Gilbert er så nydelig. At Marilla så tydeligt gemmer på et rigt indre, som hun gør alt for at lægge låg på. At Mrs Lynde er det der gode kryds af varme, sladder og nævenyttighed. Men allermest nok af Anne, der for en gangs skyld ikke er en heltinde, vi skal forestille os som mindre køn end hun faktisk er (mens hun spilles af en overdrevet køn skuespillerinde, jeg kigger på dig, Megan Follows).

Denne version af Anne, spillet af Amybeth McNulty, er jævn at se på. Men med en skønhed, som man kun kan se, hvis man elsker hende. For alle andre end Gilbert og Matthew og Marilla ser hun ordinær ud – også, ved første øjekast, os ude på den anden side af skærmen. Langsomt, som serien skrider frem, vænner man sig til, at hun ikke er smuk, men at hun er noget andet i stedet. Noget langt mere interessant. Hun er indtagende, levende. Og i modsætning til filmatiseringen fra 1985 er der her valgt en skuespillerinde med præcis dét ydre. En, der både har gule tænder, ranglet krop og grå klude for tøj. Med spillende, store øjne, en atletisk elegance og ukærligt behandlet, forhadt hår.

Præcis som i mine elskede bøger. Og alligevel slet ikke.

(Det er egentlig ikke fordi jeg gider puste til det der med hvordan kvinder ser ud i fjernsynet, når mænds udseende oftere går under dén radar. Men i bøgerne spiller Annes forfængelighed og udvikling på den front så stor en rolle, at det er rart, at der er givet plads til en helt almindeligt udseende pige her).

Jeg elsker det. Stadig. Og jeg må få set den Prince Edward Island en dag. . Hold kæft, hvor fremstiller de den ø betagende.

***

One Comment

  • Anne R

    Jeg er lige startet på sæson 1 og var nødt til at pause for at skrive dette svar.
    Hvor er det dog en SMUK intro!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0