nem frugtkage
Husligt

Nem frugtkage på no time (som i: Åndssvagt nem)

NEM FRUGTKAGE | Hvis det er gået nogens næse forbi, så slår vi det fast her: Jeg er en sucker for ekstranemme løsninger, der giver ufortjent flotte resultater, og jeg springer gerne over diverse lave gærder for tilfredsstillelsen.

Derfor bookmarkede jeg straks opskriften, da jeg her stødte på min tidligere kollega Sarah Skarums opskrift på en åbenbart psykopatnem frugtkage, der ifølge artiklen skulle kunne kreeres i selv det dårligst udstyrede sommerhuskøkken uden besvær.

Jeg måtte dog rette lidt til, da jeg med alderen har nedsat tærsklen lidt for hvor søde, jeg kan lide mine søde sager. Og fordi jeg simpelthen ikke havde nok af ingredienserne i originalopskriften. Så jeg måtte på jagt i skabene efter alternativer. Derfor ser ingredienslisten lidt vild ud nedenfor, men det var det, jeg havde i skabene. Der kan sikkert skiftes ud inden for de rette blandingsforhold med hvad man selv lige har af tilsvarende sager.

Undervejs tvivlede jeg en del på, at det kunne blive godt, for Skarum er en troldkvinde i et køkken, ved jeg, og tweaking i den her grad med sukker og mel er vel nærmest at ødelægge hyggen, vil nogen måske argumentere for.  Men resultatet blev altså temmelig hæderligt, for ikke at sige decideret velsmagende.

Lad der dog ikke være tvivl: Originalen (som er nemmest, fordi den består af nogle få, helt almindelige ingredienser) er her.

Nem frugtkage på no time – med lidt tweak i:

175g blødt smør
150g af din foretrukne sødning – jeg brugte 100g rørsukker og 50g kokossukker
4 æg
100g hvedemel
25g kokosfibermel
2 spsk Husk
1 spsk grahamsmel
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljepulver
Ca. 100-120g frugt – jeg brugte frosne hindbær og blåbær

Fremgangsmåde

Ælt det bløde smør ud ind i sukkerblandingen. Jeg brugte klør-fem. Derefter røres de 4 æg i et efter et. Jeg brugte en gaffel. Så skal alt resterende (bortset fra bærrene) røres i. Massen bliver fastere, end jeg har været vant til med nemme kager (læs: shake’n’bake fra Amo), men mere luftig i det.

Massen væltes ud i en form med bagepapir, cirka lille-tærtefadsstørrelse eller et andet mindre fad (hvis du heller ikke ejer en springform) og tværes på plads. Bærrene lægges på. Kagen bages i 45-50 minutter ved 180 grader. Tag ud, når den er smukt svampet og let brun.

Spis som den er eller med creme fraiche til!

 

opskrift: nem frugtkage

***

5 Comments

  • Ditte

    årh det lyder godt nok som en sygt god kage… den må prøves her i ferie tiden…

    Tak for heads up til opskriften (jeg er også til de nemme bageopskrifter)…

    • Karoline

      Uh, jeg er lidt usikker på avisernes betalingsmodeller og om de vises ens for alle, men her hos mig vises kageopskriften med en “snyde”-mur på. Linket lige under betalingsknappen giver i hvert fald mig adgang direkte uden at jeg behøver tegne abonnement.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0