steel-magnolias
Sorg

Anbefalinger: 4 bidder kultur, jeg ville elske at nyde (hvis ikke mit savn stod i vejen)

Det her er ikke endnu et blogindlæg om sorg! Det er et blogindlæg om ting, jeg ikke tør nærme mig, fordi jeg savner min mor. Det er noget helt andet!

1 >> Podcasten Hej mor

podcast hej mor af cecilie underbjerg og kit abelEt så dejligt og fint udtænkt koncept: To kvinder, en voksen datter og hendes mor, snakker sig igennem den tid, de har haft sammen – et år ad gangen. Og jeg har ikke turdet lytte til et eneste sekund af det.

Tårerne sved i øjnene, da jeg læste beskrivelsen for snart mange måneder siden … for jeg får aldrig chancen for at få samme slags samtaler med min mor. Og jeg blevet mest af alt misundelig på Cecilie og Kit, fordi de havde fået ideen til den podcast i tide.

Jeg håber, at andre vil lytte. Og snakke med deres mor, inspireret af det. Jeg kan ikke forestille mig, at det er andet end godt lytteri.

2 >> Bogen Alt må vige for natten af Delphine de Vigan

anbefaling alt må vige for natten af delphine de viganAlle praiser den roman, og jeg har mere end lyst til at dykke ned i den.

Og jeg skal 100p aldrig nogensinde læse den færdig.

På første side finder hovedpersonen sin mor død, og resten af bogen skulle eftersigende handle om denne mor, der havde et skrøbeligt sind og en besværlig tilværelse.

Og det er meget fint, og især sproget kunne jeg mærke var magisk, men det er ikke noget for mig. Selv om den er noget for mig. Altså, den jeg var for to år siden og ikke havde prøvet at miste min mor, før jeg fik sagt alt det til hende, jeg skulle huske at sige.

Men hermed er den altså på en måde anbefalet af mig. Til andre end mig.

3 >> Filmen Steel Magnolias

det stærke kønNår min mor og jeg rigtigt skulle hygge, så var der popcorn i skålen (fra gryde, ikke mikro) og film fra cirka 1990 på dvd-maskinen under hendes kæmpe lokum af et fjernsyn. Gerne Pige overbord, Pretty Woman, I seng med fjenden eller Something to talk about, men allerallerhelst dramakomedien Steel Magnolias (eller, som den så pompøst hedder på dansk: Det stærke køn) med alle de gode. Julia Roberts, Sally Field, Dolly Parton, Shirley MacLaine og Darryl Hannah.

Purunge Julia Roberts spiller en kvinde med sukkersyge, og min mor, ligeledes diabetiker, græd altid som pisket til en af de første scener, hvor Julia Roberts får et anfald af lavt blodsukker og må have hjælp. Ikke så meget over anfaldet, men over, hvor fint det blev beskrevet, hvordan det er at have sådan et anfald, komme til sig selv og opdage, at hele rummet bliver ved med at tale om en i tredjeperson, selv om man er ved at blive sig selv igen. Som om man stadig ikke er der.

Det kæmpede hun med i alle sine 51 år med sukkersyge. At forhindre, at de anfald, hun ikke kunne kontrollere, medførte, at hun blev set på som en ikke-person i den rum tid, hun havde brug for andres hjælp.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde kommer til at se den film igen. Men det håber jeg, at andre gør. Den er så varm og rar og fin.

4 >> Bogen Vis mig dine tårer af Ditte Clemen

bog om at miste mor eller far vis mig dine tårer ditte clemenEt værk, der står mig ganske nær, da Ditte er en god veninde og en meget livsklog en af slagsen.

Som 9-årig mistede hun sin far. Hun sørger stadig som 34-årig, og det bliver hun ved med. For et tab er noget, der kommer ind i ens liv for at blive – det er hvordan vi tackler dét vilkår, der er spændende at dvæle ved. Ikke hvorvidt man nogensinde “kommer sig” over tabet.

Jeg har været med i flere processer op til og efter bogens udgivelse, og det er jeg meget taknemmelig for at have været. Men læse den færdig har jeg aldrig kunnet. Hvor meget jeg end gerne ville. Det er for tæt på, og Dittes vise ord og voksne savn er for close to home. Jeg kunne ikke engang lytte til hendes tale til udgivelsesreceptionen uden at spuletude (det var der nu heller ikke andre, der kunne).

Bogen er henvendt til dem, der har mistet mor eller far tidligt. Hvis du på en eller anden måde har sådan en i dit liv, voksen, ung eller barn, en, som skal bære det tab med sig i resten af livet, måske en kæreste eller en veninde, måske dig selv, så anbefaler jeg Vis mig dine tårer. Til at blive klogere af og tale sammen over. Den kan købes her.

*

Kender I det? Jer, der også har mistet nogen? At der er ting, man bare må undgå nu? Film, man holdt af sammen? Bøger, man havde talt om? Tøj, man havde på den dag, man fik beskeden om, at de var borte?

Varer det for evigt?

*

***

11 Comments

  • Kat k

    Det går væk, ja. Eller, det gjorde det for mig. Jeg sang ‘om lidt’ af Kim Larsen til min fars begravelse, og i mange år undgik jeg den sang som pesten, men i dag bliver jeg bare ramt af nostalgi, glæde og selvfølgelig lidt savn, når den spilles, men det er ikke længere ubærligt. Det samme er tilfældet med visse film, vi så sammen, og Den Lille Prins, som han læste højt for mig (det var den, der tog længst tid at kunne opleve igen). Den sang er blevet en reminder for mig. Ikke at jeg nogensinde glemmer min far, men sommetider glemmer jeg, at han ikke kun er faren, jeg har mistet. Han er også faren, der lærte mig hvad det vil sige at være et godt menneske. Faren, der fortalte historier, lærte mig at spille klaver og havde det blødeste skæg i verden. Sangen (og de andre ting) er blevet en erindringsdør for mig, i stedet for den kniv i hjertet, den var i starten <3

    • Karoline

      Sikke en fin besked. Jeg glæder mig til den dag. Hvor jeg skal opleve alle de fine ting, der lige nu er lidt besværlige at have med at gøre. For at mindes den mor, jeg havde, og ikke kun hende, vi mistede.

  • L

    Kender jeg det? Hm.. både og. Jeg mistede min mor tidligt, så jeg kan ikke huske så mange detaljer og vi havde ikke noget fælles litteratur eller film, ikke noget jeg kan huske i hvert fald. Men jeg kan blive meget bevæget af forskellige ting, fx. Politikkens Podcast “Alt er nu”
    Selvom der ikke indgik noget mor-datter-forhold, så fik den mig fuldstændig over beskrivelsen af sygdomsforløbet. Og sådan har jeg det generelt med ting der omhandler kræft. Jeg tør godt læse/se/høre det, nogen gange kan jeg næste ikke lade være. Men det gør mig dybt ulykkelig og det sidder i mig mange dage efter. Jeg sidder både tilbage med en dyb frygt for selv at dø fra mine børn og samtidig en stor taknemmelighed for at være der hos dem. Det er meget mærkelig dobbelt størrelse. Tak for din fine blog og dine gode skriv.

    • Karoline

      Ja, den podcast er virkelig hård. Og meget, meget smuk.

      Hvor er jeg ked af at høre, at du mistede din mor tidligt. Kram til dig.

  • Nina

    Jeg har købt den bog, som min mor var igang med at læse, da hun døde.
    Fik overbevist mig selv om, da jeg købte den, at den lød god og at den ville jeg gerne læse. Nu står den i reolen på sjette år og jeg ved godt at den kommer jeg nok aldrig igang med

  • Stine

    Jeg har ikke mistet nogen af mine forældre, men har mistet en søn for snart 4 år siden..
    Jeg kan stadig ikke høre “er der nogen i himlen” med danser med drenge. Ikke fordi den har noget at gøre med ham, men fordi jeg hver gang tænker er der nogen der kan elske et barn som forældrene – og vi lever begge endnu.. Mega egoistisk tanke for selvfølgelig er der nogen der elsker vores afdøde der hvor de er..
    Elefantens vuggevise blev spillet som preludium til begravelsen. Da lillebror blev født sang min svoger den til ham engang han sad sammen og jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at bede ham holde mund, for kunne han ikke huske hvor den blev spillet? Kommet nok aldrig til at synge den med nogen børn igen..
    Jeg har vist en del med sange for jeg tudede mig gennem de første gange vi sang “du som har tændt millioner af stjerner” til babysalmesang med lillebror for den sang vi til begravelsen, men den kan jeg godt holde ud nu..
    Helt generelt er det blevet meget bedre og der bliver længere mellem mine sorganfald, men det er ting der nok altid vil være bittersøde, som at se mine drenge lege sammen, for der vil at mangle en..

  • IdaB

    Min far døde, da jeg var var barn. Vi var i gang med at læse ‘Børnene i Nyskoven’. Hans bogmærke sidder stadig i. Jeg kommer aldrig til at fjerne det, men en dag vil jeg nok læse den for mine egne børn.

    Jeg synes, du skriver så fint og ærligt om at miste en forældre. Jeg ønsker det ikke for nogen, men jeg sætter rigtig stor pris på at have nogen at spejle mig i.

    /Ida

    • Karoline

      Kære Ida. Tak for din besked, dit minde og dine pæne ord til mig. Det varmer mere, end du aner, at nogen spejler sig. Og jeg bliver altid lidt paf, når I der har mistet som børn, gider tage mig alvorligt. Mig, som havde min mor hos mig i 32 år og endda nåede at lægge et barnebarn i hendes arme. Jeg ved godt, at I kvitterer med endnu finere ord, når jeg siger sådan noget, men jeg ER paf. Tak til dig og de andre. Hvor ER jeg ked af, at I måtte undvære en mor eller far, da I voksede op. Det kan jeg slet ikke forestille mig hvordan må have været. Kh fra mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0