Rodekassen

Anbefalinger: 3 gratis glæder, der har gjort min hverdag så meget federe

1) At fravige mit krav om på Instagram kun at følge de fremmede, hvis billeder var flot stylede

Instagram er mit yndlingsmedie, og det er lige blevet 200 procent mere yndlings efter jeg har lukket folk ind, der oftere skeler til substans end æstetik.

Ikke at de tager dårlige billeder – deres er bare knap så stylede som dem, jeg tidligere har svoret til (og fortsat holder meget af!).

Mit feed er ikke lige så clean, opstillet eller fyldt med croissanter og emoji-bårne kortcaptions som dengang mit krav uden undtagelse gik på, at mit feed skulle se nydeligt ud; til gengæld er der smæk for skillingen i billedteksterne. Præcis som jeg godt selv gad levere det, men ikke altid evner.

Tak for al eftertanken og inspirationen til mine nye “venner”: @katrineblauenfeldt, @natalhariri, @leonorachristinaskov, @frejamaynovember, @katherine_diez (hvis labre stænger er dem, der ses læsende avis øverst), @jegfinderselvud, @khateraparwani og @snithvede.

2) App’en Too good to go

Okay, gratis er jo løgn her. For brug af denne gratis app involverer køb. Men: Det er nedsatte priser på overskydende mad fra butikker, der ellers ville have kylet det ud. Kender I den ikke, så fungerer det sådan, at man via app’en prøver lykken hos en tilmeldt butik eller takeawaysted, som så i et kort tidsrum ved lukketid samme dag har pakket noget klar til en.

Forleden købte jeg en hel bærepose Emmerys-brød til 39 kroner og fik fyldt fryseren op, og den anden dag spiste den treårige og jeg os aftensmadsmætte i smørrebrød til den nette sum af hele 29 kroner. Til i aften pønser jeg på sushi.

App’en er blevet den mest brugervenlige, jeg længe er stødt på (de må have opgraderet den på flere måder, for det er min anden runde med den, og første gang var jeg ikke imponeret), og jeg anbefaler den varmt uanset om man er drevet af madspildsambitioner eller straight up besparelser i husholdningsbudgettet.

3) Jeg er nærmest holdt op med at vaske mit hår

… og det troede jeg aldrig skulle ske. Jeg har vantro hørt på flere kloge koner sige, at den daglige hårvask er et vildt overforbrug af både shampoo, varmt vand og føntørrings-el, og jeg har godt anet, at de nok havde ret, men jeg troede simpelthen ikke, at jeg ville kunne holde mig selv ud uden rent hår.

Men. Så gik jeg hen og var gravid hen over den meget varme maj-juni-juli 2018, og jeg syntes det var så inderligt synd for mig, at jeg både skulle bakse med hårvask OG føntørring (og lufttørring har aldrig været mig). Kræfterne var få og lunten kort, så det var med at prøve alle muligheder for ikke at implodere i raseri. Så jeg begyndte at lade være med at vaske håret i dage og siden uger ad gangen.

Og det utrolige skete. Trods varmen og svedmængderne blev mit hår ikke fedtet. Forstå det, hvem der kan (det er jo ikke fordi gravide sveder mindre end andre i heden – min deodorant måtte pensioneres hen over sommeren og erstattes af flere, daglige truckerbade ved håndvasken). Faktisk blev håret mere medgørligt af de lange pauser fra shampooen.

Så det er jeg fortsat med her ind i den køligere august. Jeg bruger et pift tørshampoo og saltvandsspray på de dage, hvor jeg skal mødes med mennesker ude i civilisationen (og, indrømmet, det er ikke hver dag dét sker), men ellers ikke. Og en gang hver anden eller tredje uge tager jeg mig sammen og vasker det. Men mest af frygt for, at det måske lugter uden at jeg ved det … Det giver en uudredelig løvemanke, men eftersom højt, vildt firseragtigt hår er et look, jeg hele mit voksenliv har efterstræbt med toupering og hårspray (!), passer det mig glimrende.

Så hvis du også er sådan en, der ikke tror, at hyppig hårvask kan spares væk, fordi du er afhængig af det: Gør det. Hvis jeg kan, kan alle.

***

5 Comments

  • Ditte

    Åh, sådan var mit hår også under graviditeten. Det var fantastisk. Jeg forsøgte derfor at holde den efterfølgende. Men uden succes. Mit hår fedter igen. Og bliver ikke mindst uglet som jeg aldrig har oplevet det før. Og så er der jo lige den typiske “efter-graviditet-fældning”. Utroligt der stadig er hår på mit hoved. Vræl.

    Jeg håber, du får en bedre oplevelse, du ser i hvert fald fantastisk ud. 😀

  • Sille

    Det her indlæg kom først på Bloglovin’ i dag – 3 dage senere end det er udgivet Er det Bloglovin’ den er gal med, eller?
    Anyway – dine indlæg er altid skønne uanset om de er dugfriske eller 3 dage forsinkede

    • Karoline

      Det er udgivet i dag, men kladden er muligvis oprettet for tre dage siden. Grrr, WordPress er altså lidt stenet med den detalje.

  • Frida

    Tak for tips! Det skulle være, jeg skulle tjekke Too good to go ud igen..

    Og ift shampoo-forbrug, er jeg gået over til at bruge rasul-ler for ca. to måneder siden, og mit hår er blevet meeeget gladere (og jeg behøver heller ikke hårvask så ofte mere). Du kan læse om det her, hvis det er http://neohippie.dk/rasul/

    Kh F

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0