I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Al den fødselsforberedelse hjalp faktisk. Kh Birthzilla

»Du kan da ikke planlægge en fødsel,« blev jeg ofte fortalt (typisk af midaldrende fædre), hvis jeg i graviditeten til folk med børn kom til at nævne fødselsforberedelse og at jeg gjorde mig svært mange tanker om hvordan det barn skulle komme ud af mig.

»Kroppen ved godt, hvad den skal!,« formanede andre.

Ingen af den slags velmenende råd og carte blancher til at holde tankefri kunne jeg bruge til meget. Jeg er i livet generelt dukset vild med at forberede mig – og det var jeg også her.

Jeg var en rigtig Birthzilla. Indrømmet. Fra midt i andet trimester og frem brugte jeg al den sparsomme, vågne tid mellem arbejde, søvn og måltider på at kredse om den store, ukendte eksamen, der lå og ventede mig engang i foråret.

Nævn noget relateret til fødselsforberedelse, og jeg har formentlig inhaleret det: Smertefri Fødsel, gravidyoga, Hvidovre Hospitals »Barn i Vente«-kursus inkl. pensum, online fødselsberetninger, Politikens heteronormative graviditetsbog og tre andre lidt mere neutrale opslagsværker, to forskellige apps, min mors gamle gravidlitteratur fra firserne, APA, den britiske tv-programserie One Born Every Minute og alle fødselshjemmevideoer, som YouTube kunne byde på (hvor højdepunktet klart var denne leende, lykkelige mor).

Jeg var umættelig! Vel vidende, at jeg nok ikke kunne gøre det abstrakte mere konkret af at læse (og se!) andres oplevelser, så gjorde al den studeren og fødselsforberedelse det nemmere at fordrive tiden uden at gå i baglås af angst over, hvad der kunne gå galt. For den stod liiige uden for vinduet og bankede på, angsten.

Og hvordan gik fødslen så? Den gik sgu godt! Og ikke dermed lighedstegn mellem mit fødeterperi og denne vellykkede fødsel, for der er så mange faktorer, der spiller ind, så om succesoplevelsen primært skyldtes en særligt fødedygtig fysik eller en særligt roligt fødegang eller noget helt tredje uden for min kontrol, det ved jeg ikke. Men faktum var, at jeg havde gavn af hele min værktøjskasse, da veerne bed til. Al min viden gjorde, at jeg ikke gik i panik. Og hvad er stærk smerte, hvis panik og uvished tages ud af ligningen? Noget, man godt kan stå igennem.

Jeg gav mig hen til musik og indre billeder, og jeg trak vejret med forskellige, indstuderede teknikker. Og det gjorde naller, for helvede, av, men jeg var ikke bange, og forløbet skred frem efter bogen. Ved ankomst på fødegangen efter syv timers veer hjemme, var jeg 7 centimeter åben. To timers smertelindringsfrit, benhårdt arbejde senere lå en lille, fin pige på mit bryst.

En veninde sagde efter vores datters veloverståede fødsel, at hun var så lettet over, at jeg havde haft en god oplevelse, for jeg havde i graviditeten udkonkurreret alle gravide, hun kendte, i mængde af fødeangst. Det var jeg også. Lettet over. At man kan føde godt, selv om man bruger betragteligt store dele af 9 måneder på fødefrygt.

Vi er indrettet forskelligt. Sjovt nok også når det kommer til at skulle føde. Det er okay at holde helt tankefri. Og det er okay at terpe løs.

Du kan ikke planlægge en fødsel, havde de (midaldrende fædre) ret i, for der kan støde 117 ting til, som afviger fra det planlagte. Men tænk nu, hvis du som mig blev benådet med en efter-bogen-fødsel som mig. Tænk nu, hvis fødslens eneste udfordringer er smerter og angst, og du så faktisk kan gøre fra og til med din ro.

 


« »

© 2018 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.