Best of,  Graviditet, fødsel og barsel

Al den fødselsforberedelse hjalp faktisk. Kh Birthzilla

»Du kan da ikke planlægge en fødsel,« blev jeg ofte fortalt (typisk af midaldrende fædre), hvis jeg i graviditeten til folk med børn kom til at nævne fødselsforberedelse og at jeg gjorde mig svært mange tanker om hvordan det barn skulle komme ud af mig.

»Kroppen ved godt, hvad den skal!,« formanede andre.

Ingen af den slags velmenende råd og carte blancher til at holde tankefri kunne jeg bruge til meget. Jeg er i livet generelt dukset vild med at forberede mig – og det var jeg også her.

Jeg var en rigtig Birthzilla. Indrømmet. Fra midt i andet trimester og frem brugte jeg al den sparsomme, vågne tid mellem arbejde, søvn og måltider på at kredse om den store, ukendte eksamen, der lå og ventede mig engang i foråret.

Nævn noget relateret til fødselsforberedelse, og jeg har formentlig inhaleret det: Smertefri Fødsel, gravidyoga, Hvidovre Hospitals »Barn i Vente«-kursus inkl. pensum, online fødselsberetninger, Politikens heteronormative graviditetsbog og tre andre lidt mere neutrale opslagsværker, to forskellige apps, min mors gamle gravidlitteratur fra firserne, APA, den britiske tv-programserie One Born Every Minute og alle fødselshjemmevideoer, som YouTube kunne byde på (hvor højdepunktet klart var denne leende, lykkelige mor).

Jeg var umættelig! Vel vidende, at jeg nok ikke kunne gøre det abstrakte mere konkret af at læse (og se!) andres oplevelser, så gjorde al den studeren og fødselsforberedelse det nemmere at fordrive tiden uden at gå i baglås af angst over, hvad der kunne gå galt. For den stod liiige uden for vinduet og bankede på, angsten.

Og hvordan gik fødslen så? Den gik sgu godt! Og ikke dermed lighedstegn mellem mit fødeterperi og denne vellykkede fødsel, for der er så mange faktorer, der spiller ind, så om succesoplevelsen primært skyldtes en særligt fødedygtig fysik eller en særligt roligt fødegang eller noget helt tredje uden for min kontrol, det ved jeg ikke. Men faktum var, at jeg havde gavn af hele min værktøjskasse, da veerne bed til. Al min viden gjorde, at jeg ikke gik i panik. Og hvad er stærk smerte, hvis panik og uvished tages ud af ligningen? Noget, man godt kan stå igennem.

Jeg gav mig hen til musik og indre billeder, og jeg trak vejret med forskellige, indstuderede teknikker. Og det gjorde naller, for helvede, av, men jeg var ikke bange, og forløbet skred frem efter bogen. Ved ankomst på fødegangen efter syv timers veer hjemme, var jeg 7 centimeter åben. To timers smertelindringsfrit, benhårdt arbejde senere lå en lille, fin pige på mit bryst.

En veninde sagde efter vores datters veloverståede fødsel, at hun var så lettet over, at jeg havde haft en god oplevelse, for jeg havde i graviditeten udkonkurreret alle gravide, hun kendte, i mængde af fødeangst. Det var jeg også. Lettet over. At man kan føde godt, selv om man bruger betragteligt store dele af 9 måneder på fødefrygt.

Vi er indrettet forskelligt. Sjovt nok også når det kommer til at skulle føde. Det er okay at holde helt tankefri. Og det er okay at terpe løs.

Du kan ikke planlægge en fødsel, havde de (midaldrende fædre) ret i, for der kan støde 117 ting til, som afviger fra det planlagte. Men tænk nu, hvis du som mig blev benådet med en efter-bogen-fødsel som mig. Tænk nu, hvis fødslens eneste udfordringer er smerter og angst, og du så faktisk kan gøre fra og til med din ro.

 

***

7 Comments

  • Heidi

    DIn historie kunne være skrevet af mig! Jeg tror samtlige i min omgangskreds tænkte “good luck, du aner ikke hvad du snakker om”, når jeg helt optimistisk sagde at kanyler og smertelindring aldrig skulle finde vej til min fødestue! Jeg terpede alt hvad jeg kunne og talte med gamle garvede jordemødre, som delte min mening om at smertelindring ikke burde være nødvendigt! Jeg tog imod alle deres råd om at håndtere smerten og 8 timer gik der fra vandafgang til Alfred kom til verden! Bort set fra de sidste øjeblikke, hvor en anelse panik over barnets hjerterytme bredte sig på stuen, havde jeg på intet tidspunkt følelsen af frygt eller angst. For mig var viden en beroligselse, for andre ville den måske have været angstprovokerende! Mental forberedelse er fornuftigt, planlægning – not so much! 😀

    • Karoline

      Min jordemoder sagde noget meget godt, da vi talte om, hvad jeg gerne ville støttes i under fødslen, herunder ingen smertelindring: “Det her er det, vi er blevet enige om i fredstid”. I krigstid, altså ved komplikationer, skulle jeg være lige så indstillet på at lytte som de var på at støtte. Det var *lige* sådan jeg skulle tales til, for da følte jeg mig både støttet og i trygge hænder af fagpersoner, der trods alt ved mere om fødsler end mig.

      Så jeg havde været parat til smertelindring og alverdens andre drugs, så længe jeg fik en chance for at presse mig selv lidt inden for det forsvarlige.

      Det eneste, jeg var ret unuanceret modstander af, var medicinsk igangsættelse. Mere om det i et senere blogindlæg.

  • Pernille Scheuer

    Jeg læste også alt hvad jeg kunne komme i nærheden af – for at få en fornemmelse af faserne og de tilsyneladende vidt forskellige scenarier der kunne udspille sig. Det hjalp for mig. Holdt mig således udelukkende til selvstudier primært om natten når man lå lysvågen efter 4. toiletbesøg. Da dagen kom brugte jeg iøvrigt den vejrtrækning jeg normalt tyer til ved turbulens i flyveren og så havde jeg en tyrkertro på at det nok skulle gå. På trods af sidemand med dårlig ånde, svedige håndflader og saltstangskrummer i skødet så lander man jo altid til sidst!

    • Karoline, firstmomproblems.dk

      Haha, ja! Og det gode ved fødslen er, at sidemanden kan lugte af gnu ud af munden og have alle de krummer i skødet, han orker – man ænser det ikke!

      (Ej, det er vist løgn. Min kæreste måtte have en lindrende smøg midtvejs. Da han kom tilbage og lagde an til at heppe ved min side som før han gik ud, måtte jeg hvisleskrigegispe “NEJ! AD! LUGT! GÅ VÆK!! VÆK!” ud mellem vejrtrækningerne)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0