Jeg har ikke min mor længere. I stedet har jeg minder, breve, drømmemøder og … utrolig mange ting af pludseligt høj affektionsværdi.

Eller, jeg har ikke. Vi har, må jeg sige, vi, for jeg bor ikke alene, og jeg har således tvunget min kæreste og vores datter til også at have disse mange ting. Så vi har mange ting. Ting, man ikke må komme til at ødelægge eller skramme, for så bliver mor ked af det.

De oplagte ting, selvfølgelig.

Den flotte kommode. Soveværelsesmøblementet. Bogreolerne inkl. indhold i 4×6 meter, som jeg husker som en tryg og rar vidensbank fra min barndom.

Og så de mindre oplagte ting, der også har fået sig en masse affektionsværdi i hendes fravær.

Billedrammerne, hun havde købt tilfældigt i Søstrene Grene, og som jeg behandler som havde de kostet en formue. Alene fordi de var hendes. Og spisestellet, hun selv havde arvet, som ligner noget fra en Downton Abbey-scene, og som jeg ikke mindes nogensinde at have set hende spise af, men som må have haft nok betydning for en af vores forfædre; nok til at hun beholdt det, og så må jeg også. Og bord- og stolesættet i rokokostil (!), som jeg i en fjern ungdom gerne ville arve fra mine bedsteforældre, og som min mor derfor husede, indtil jeg fik et rigtigt hjem, det kunne stå i. Men jeg voksede fra idéen mens jeg endnu boede på kollegium, så sættet forlod aldrig hendes hjem, og her i mit voksenliv er jeg faktisk helst fri for rokoko. Men det kom alligevel hjem til os for at bo, da hun døde. Tanken om at smide symbolet på hendes velvillige opbevaring af de pompøse, guldlakerede, fløjsbetrukne rædsler, var mere end jeg kunne klare, da hun var gået bort. Heldigvis sidder man ret godt i det.

Og så er de helt groteske ting, som jeg ikke kan skille mig af med.

affektionsværdi

Den knage, jeg ikke har en væg til, og som derfor bare ligger. Den gammeldags telefon, som jeg førte den sidste samtale med hende i, og som nu bare står tavs hen. De forældede Turen går til-bøger i reolen, som jeg aldrig får åbnet igen, men som hun har haft med sig ud i verden. Det lille krus fra rodehylden i Netto til min datter med et E på, som var en del af min mors sidste fødselsdaggave til hende, og som min datter nærmest ikke måtte røre ved efter dødsfaldet ( … en krampagtig historie om et krus, der endte den dag jeg selv tabte det på gulvet og gik i stykker med det). Min mors makeuppung. Hendes håndklæder. Hendes sløve brødkniv.

Og det betænksomme kort fra en på arbejdet, som jeg modtog på etårsdagen for min mors død. »For et år med magisk tænkning. Jeg ved godt, at du tænker på hende hele tiden, og sådan er kærlighed,« stod der. Det er klæbet op på min opslagstavle ved kontorpladsen sammen med to gode billeder af min mor. Og egentlig ville jeg gerne pille det hele ned og lægge dem et andet sted, for jeg bliver så bevæget hver gang jeg dvæler ved dem, og det dur simpelthen ikke, når man også skal være noget på arbejdsmarkedet, men tanken om at fjerne dem, viske dem ud fra hverdagen, gør mig helt syg indeni.

Så nu hænger de der. Med alt deres affektionsværdi. Lige som rokokostolene står der i stuen og lyser kitschet op, knagen roder hjemløst rundt i skåle og bakker og skuffer, sminken ligger og tørrer ind, hendes håndklæder bliver vasket mere og mere grå, fordi vi er eklatant dårlige til at farvesortere vasketøjet hjemme hos os, og så bliver hvide ting grå, også dem med masser af affektionsværdi.

Det hele er der. Og minder mig om hende på hver sin måde i alle dagens vågne timer.

Jeg kan ikke forestille mig at få et andet forhold til alle de her ting, jeg nu en gang har fået raget til mig, for sådan er jeg med ting. Det har jeg fra hende, for sådan var hun også med ting. Men faktisk er jeg også lidt træt af at bo i et museum over mit tab. Se, alt det, jeg har, fordi jeg ikke har min mor mere. Og at tvinge andre til at bo i det også. Med, vel at mærke, en museumsudstilling, der udvider sig løbende, selv om dødsfaldet fandt sted for over et år siden. Jeg mener, én ting er de gode møbler og de klenodier, hun selv skattede højt, eller som har en særlig historie … men det er faktisk lidt et åg, at en billedramme fra Søstrene Grene ikke bare er en billedramme fra Søstrene Grene.

Kan man lære noget af én sorg og gemme det til den næste sorg (gulp)? For så vil jeg gerne tage dette med mig: At grovsortere bedre blandt det jordiske gods, et dødsfald efterlader. Rive plastret af. Kassere, hvad der kasseres må.

Håndplukke nøjere, hvad jeg vil have med mig videre.

Og hvad af det, der bare skal blive til minder.

*
*
*
Facebook * Instagram

Et opslag delt af Karoline (@kammaline) den