Familie,  Sorg

Kan man knytte sig for meget til jordisk gods (altså andres)? Hvis ja, så tror jeg, det er der, jeg er.

Jeg har ikke min mor længere. I stedet har jeg minder, breve, drømmemøder og … utrolig mange ting af pludseligt høj affektionsværdi.

Eller, jeg har ikke. Vi har, må jeg sige, vi, for jeg bor ikke alene, og jeg har således tvunget min kæreste og vores datter til også at have disse mange ting. Så vi har mange ting. Ting, man ikke må komme til at ødelægge eller skramme, for så bliver mor ked af det.

De oplagte ting, selvfølgelig.

Den flotte kommode. Soveværelsesmøblementet. Bogreolerne inkl. indhold i 4×6 meter, som jeg husker som en tryg og rar vidensbank fra min barndom.

Og så de mindre oplagte ting, der også har fået sig en masse affektionsværdi i hendes fravær.

Billedrammerne, hun havde købt tilfældigt i Søstrene Grene, og som jeg behandler som havde de kostet en formue. Alene fordi de var hendes. Og spisestellet, hun selv havde arvet, som ligner noget fra en Downton Abbey-scene, og som jeg ikke mindes nogensinde at have set hende spise af, men som må have haft nok betydning for en af vores forfædre; nok til at hun beholdt det, og så må jeg også. Og bord- og stolesættet i rokokostil (!), som jeg i en fjern ungdom gerne ville arve fra mine bedsteforældre, og som min mor derfor husede, indtil jeg fik et rigtigt hjem, det kunne stå i. Men jeg voksede fra idéen mens jeg endnu boede på kollegium, så sættet forlod aldrig hendes hjem, og her i mit voksenliv er jeg faktisk helst fri for rokoko. Men det kom alligevel hjem til os for at bo, da hun døde. Tanken om at smide symbolet på hendes velvillige opbevaring af de pompøse, guldlakerede, fløjsbetrukne rædsler, var mere end jeg kunne klare, da hun var gået bort. Heldigvis sidder man ret godt i det.

Og så er de helt groteske ting, som jeg ikke kan skille mig af med.

affektionsværdi

Den knage, jeg ikke har en væg til, og som derfor bare ligger. Den gammeldags telefon, som jeg førte den sidste samtale med hende i, og som nu bare står tavs hen. De forældede Turen går til-bøger i reolen, som jeg aldrig får åbnet igen, men som hun har haft med sig ud i verden. Det lille krus fra rodehylden i Netto til min datter med et E på, som var en del af min mors sidste fødselsdaggave til hende, og som min datter nærmest ikke måtte røre ved efter dødsfaldet ( … en krampagtig historie om et krus, der endte den dag jeg selv tabte det på gulvet og gik i stykker med det). Min mors makeuppung. Hendes håndklæder. Hendes sløve brødkniv.

Og det betænksomme kort fra en på arbejdet, som jeg modtog på etårsdagen for min mors død. »For et år med magisk tænkning. Jeg ved godt, at du tænker på hende hele tiden, og sådan er kærlighed,« stod der. Det er klæbet op på min opslagstavle ved kontorpladsen sammen med to gode billeder af min mor. Og egentlig ville jeg gerne pille det hele ned og lægge dem et andet sted, for jeg bliver så bevæget hver gang jeg dvæler ved dem, og det dur simpelthen ikke, når man også skal være noget på arbejdsmarkedet, men tanken om at fjerne dem, viske dem ud fra hverdagen, gør mig helt syg indeni.

Så nu hænger de der. Med alt deres affektionsværdi. Lige som rokokostolene står der i stuen og lyser kitschet op, knagen roder hjemløst rundt i skåle og bakker og skuffer, sminken ligger og tørrer ind, hendes håndklæder bliver vasket mere og mere grå, fordi vi er eklatant dårlige til at farvesortere vasketøjet hjemme hos os, og så bliver hvide ting grå, også dem med masser af affektionsværdi.

Det hele er der. Og minder mig om hende på hver sin måde i alle dagens vågne timer.

Jeg kan ikke forestille mig at få et andet forhold til alle de her ting, jeg nu en gang har fået raget til mig, for sådan er jeg med ting. Det har jeg fra hende, for sådan var hun også med ting. Men faktisk er jeg også lidt træt af at bo i et museum over mit tab. Se, alt det, jeg har, fordi jeg ikke har min mor mere. Og at tvinge andre til at bo i det også. Med, vel at mærke, en museumsudstilling, der udvider sig løbende, selv om dødsfaldet fandt sted for over et år siden. Jeg mener, én ting er de gode møbler og de klenodier, hun selv skattede højt, eller som har en særlig historie … men det er faktisk lidt et åg, at en billedramme fra Søstrene Grene ikke bare er en billedramme fra Søstrene Grene.

Kan man lære noget af én sorg og gemme det til den næste sorg (gulp)? For så vil jeg gerne tage dette med mig: At grovsortere bedre blandt det jordiske gods, et dødsfald efterlader. Rive plastret af. Kassere, hvad der kasseres må.

Håndplukke nøjere, hvad jeg vil have med mig videre.

Og hvad af det, der bare skal blive til minder.

*
*
*
Facebook * Instagram

Et opslag delt af Karoline (@kammaline) den

***

29 Comments

  • Nina

    Havde det på præcis samme måde, da vi ryddede op efter min mors død. Her ti år efter kan jeg dog “trøste” dig med at ligeså stille og roligt bliver det bare ting, så jeg i hvert fald kan forholde mig til om det reelt er noget jeg vil beholde, så der lige så stille bliver sorteret ud i det.

  • Karoline Mathilde

    Jeg ved godt, at det måske ikke er et pragmatisk svar, du har mest brug for lige nu (jeg samler og gemmer selv alt), men jeg har lige læst resultaterne fra noget forskning, og de viste, at man har nemmere ved at give slip på ting, hvis man fotograferer dem først. For mange sidder mindet i synet af en genstand, og så længe man stadig kan blive mindet om det, er det nemmere at give slip. Jeg tror, at jeg skal prøve det af.
    Kram.

  • Julie

    Pyh, jeg har været nogenlunde der hvor du er. Med den forskel at min fars (sprit!)nye kone ville af med meget få ting. Men min far havde lavet en liste over hvad jeg og mine søstre hver især skulle have. Så pludselig boede jeg og min daværende kæreste på
    38 m2 med 5 store designerlamper. Og jeg hulkegræd hver gang min kæreste foreslog om en af dem måske kunne bo på loftet bare en stund. Følelsen af at de ting var det eneste jeg havde efter ham/i stedet for ham var overvældende, og at skulle skille mig af med dem var som om jeg frivilligt skulle skille mig af med en del af ham – og dermed fuldstændigt ubærligt. Nu har jeg (knap 10 år efter) fået skruet lidt ned for tilknytningen. Det er så dejligt at have ting fra ham, men det er også dejligt at mindet om ham nu ikke er så knyttet til konkrete ting. Men det har været en lang proces med mange overvejelser og små skridt og stik i hjertet. På et tidspunkt solgte jeg nogle af hans ting på et loppemarked, bl.a. til en mand, der havde virkeligt optur over nogle af hans ting. Det gjorde mig glad at hans ting fik et nyt og godt liv. Men det ville jeg slet ikke kunne have gjort fra start. Kram til dig – og sikke et smukt brev du fik.

    • Karoline

      Det er præcis sådan, det føles: Som om man frivilligt skiller sig af med den døde, stykke for stykke.

      Jeg er glad for at høre, at I andre er blevet bedre til downsizingen med tiden. Jeg må acceptere, at jeg er et tidligere sted i processen.

      Kh fra mig.

  • Kathrissen

    I vores skab ligger to identiske sæt tøj fra Hollys i størrelse småt. Der er to tøjkaniner med vores pigernes navne og fødselsdato graveret på. Der er det lys som vi tændte på den Internationale Spædbarnsdød-dag, men som kom med hjem fordi det blæste for meget til at lyset kunne holde sig tændt.

    Tøjet har snart ligget der i 3 år og er endnu ikke pakket sammen. Det var kun “væk” i de tre uger vi flyttede fra en lejlighed til en anden.

    Jeg kan ikke forestille mig at pakke det sammen. Det skal være lige her ved os, ved mig.

      • Kathrissen

        Og det jeg vil frem til, er at jeg tror at det er en helt naturlig ting for os der er tilbage at holde fast i de fysiske ting som vi har tilbage. Jo mere, desto bedre. Måske en dag pakker vi pigernes (ubrugt) ting sammen, måske en dag får du sat stolene på loftet eller sagt farvel til billedrammerne, men måske er den dag bare ikke nu.

      • Karoline

        Det har jeg også helt ro med. At den dag ikke er nu.

        Min pointe var også mere, at jeg i mit tilfælde nok godt kunne have sorteret bedre i hvad jeg ville have med mig videre – for der var jo et helt hjem og et 62 år langt liv af plukke i – ikke alt deri havde behøvet at få tillagt affektionsværdi (især ikke, når de ikke havde det før hendes død, fx rammer og håndklæder). Det vidste jeg ikke, da jeg stod i situationen, men det ved jeg så til fremover. At ting også kan tynge.

        Det er ikke det samme som i jeres situation, hvor I næsten ikke har noget. Åh, hvor er jeg dog ked af at høre, at I mistede dem.

  • Cecil pallesen

    Min mor døde for tre år siden og jeg har det præcist med hendes ting som du beskriver det: jeg er totalt bange for at mine børn ødelægger noget. Smider hendes ringe i toilettet, fx. Eller ødelægger det silketørklæde, som jeg har givet dem lov til at lege med, fordi jeg ikke selv gider at gå med det. Eller at min mand ødelægger hendes elcykel, som vi arvede.
    Og for er halvt år siden mistede jeg så også min far. Min søster og jeg har netop solgt hans hus og flyttet mange mange kubikmeter ting ud. Vi var ukritiske da vi pakkede ned. Hylde efter hylde med bøger, noder, noter, breve, bykort og kassettebånd. På et tidspunkt skal vi gå det hele igennem og smide en stor del ud, men lige nu kan vi ikke. Så alle kasserne fylder vores nyindkøbte sommerhus ud og venter på at vi finder overskud og mod til at gå i gang.
    Det er nogle sindssyge processer. Og jeg tror det er vigtigt ikke at lade sit hjem indtage af ting og dimser – samtidigt med at det simpelthen er så rart netop at have ting og dimser som vækker minder og bringer een i kontakt med dem man savner. Men det er svært, det hele.

    • Karoline

      Ja, det er virkelig en balance. Måske bilder jeg mig bare ind, at man kan have det overskud midt i sorgen – at det spiller en rolle, hvor “trænet” i tab, man er. Det gør det måske ikke. Hvert tab sit chok. Og følelsestunge beslutninger.

      Jeg er ked af at høre, at du har mistet begge dine forældre. Rigtig stort kram til dig.

  • Cecil pallesen

    Ps: ved siden af mig og min seks mdr gamle datter ligger der i dobbeltsengen en Ph-lampe. Den kommer hjemme fra min far og jeg er skidebange for at nogen ridser den eller laver buler i den, for han havde passet så godt på den. Så indtil videre bor den blødt og trygt i sengen

  • Cecil pallesen

    Kom lige til at tænke på at det jo er det samme med folks digitale efterliv. Hvornår er man klar til at slette sine forældres facebookprofiler? Vi har ikke kunnet tage os sammen til det endnu.

    • Karoline

      Der kan jeg så byde ind med erfaring. Vi hentede hurtigt det, vi ville gemme fra profilen, billeder og screenshots – lidt som at fotografere måske? – og så bare den praktiske del af nedlukningen som en i rækken af de der trælse gøremål, man ikke kan udskyde. Indrykke dødsannonce, kontakte advokat, opsige lejemål, den slags. Jeg er glad for, at vi fik det overstået hurtigt.

      Men det var også helt vildt surrealistisk at sidde med den scannede dødsattest og udfylde en formular hos Facebook om, at ja, hun ER død.

      Jeg kan godt forstå, at andre har det anderledes. At det kan føles som om man frivilligt skiller sig af med dem. Og at en profil kan føles lidt som om de er her endnu.

      • Cecil pallesen

        Jeg tror det er godt at gøre det med det samme. Det er som om det bliver mere og mere uoverskueligt med tiden…
        Men på samme tid er det så syret når min mor popper op på LinkedIn og har jubilæum på sit arbejde. Eller når folk, som ikke ved hun er død, skriver tillykke med fødselsdagen på hendes væg.
        I øvrigt: hvis du kommer til Århus indenfor nærmeste fremtid, så er der en fin udstilling om de dødes nærvær. Der er blandt andet en kunstner som har taget en speciel slags fotografier (har glemt hvad teknikken hedder, men lidt a la røntgen) af sin afdøde mormors ting. Som en måde hvorpå hun kan indfange tingenes sjæl…
        Og i den faste etnografiske udstilling er temaet også døden – der er bla en afdeling som beskæftiger sig med de dødes ting.
        Kh cecil

  • Fie

    Jeg har ikke arvet noget efter min far, da min mor heldigvis stadig lever. Men gys for den dag hun dør og jeg skal gennemgå ting fra begge forældre samtidig.
    Jeg tænker også hellere for mange end for få ting. Flere jeg kender har gode erfaringer med fotografier også.

    Du behøves slet ikke svare, hvis det er for nært, men hvor er din far i din sorg?

    • Karoline

      Min far er tæt på os i vores tab. Som far, ikke som enkemand. Han og min mor var skilt, og han har været gift igen i nu en del år.

  • Astrid

    Jeg mistede min mor i oktober, og har nu arvet et helt hus af ting, mens jeg selv bor i en toværelses lejlighed. Hvordan sorterer man dog i sin mors ting? Hun “er” jo endnu mere i sine ting nu, end da hun var i live. Nogen der har gode ideer til grovsorteringsprincipper?
    Jeg prøvede at gå i gang i lørdags, men endte med kun at smide gamle papirer og mad fra køleskabet ud. Bare hendes bukser fra hospitalet kan være umulige at se på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0