MINE 8 GODE RÅD TIL BLOGGING
Best of,  Blogging

Skriveskole: 8 grunde til, at din blog ikke læses af (endnu) flere

| 8 GODE RÅD TIL BLOGGING |

Har du nogensinde studeret en andens blog (en af dem med mange flere besøgende end din og min tilsammen har), og i en stille, mørk krog af dit sind tænkt noget a la “WTF sker der følgertilslutningen her, jeg er da bedre til dét og dét og dét (fx til at stave, mene noget interessant, være sjov)? Men mine trafiktal ligger og karter rundt nede omkring gulvpanelerne i forhold til det her!”

Ja? Og set cirka sådan her ud imens:

8 gode råd til blogging

Og derefter har du måske konkluderet, at verden er på vej mod en afgrund, og at det i hvert fald ikke er dig, der gør noget forkert – men læserne, der ikke længere har sans for kvalitet?

Ja? Cirka sådan her:

8 gode råd til blogging

Sikkert. Det har vi vist alle, alle os med små- og mellemstore blogs.

Men det gør nu ikke tankerækken mere sand. At vi alle har haft den.

For de store er dygtige. Det er derfor, så mange gider læse dem. De går nemlig til deres blogs professionelt, også før de begynder at tjene penge på dem (og her taler jeg om dem, der begyndte som dig og mig og nu har blogger som primær titel – ikke dem, der først blev kendte på tv og Realityportalen og som følge deraf har en velbesøgt blog).

Med slid og planlægning og gode vaner, ganske som hvis de skulle iværksætte alt muligt andet. Måske ikke fra dag 1, men i hvert fald fra det tidspunkt, de begyndte at ville bruge deres talenter til noget. Deres flair for at fortælle og samle folk og udtrykke sig.

Der er ingen, der har fået vedvarende blogsucces foræret, fordi de var pæne eller havde kendte venner.

Og det er jo godt! For det betyder, at almindelige mennesker med blogambitioner kan gøre dem kunsten efter. Uanset om ambitionerne går på at tjene penge på bloggeriet eller “bare” at blive læst og holde bloggen som en fritidssyssel. Der er masser, man selv kan gøre for at tiltrække nye læsere hurtigere.

Her er mine bud på de største snubletråde, som jeg ærgrer mig over, at så mange velskrivende, interessante, morsomme bloggere fældes af. For konsekvensen er, at deres ord ikke bliver udbredt. Og det er synd, synes jeg. At et strålende bidrag til verden ikke når sit fulde potentiale.

Gode råd til blogging: 8 grunde til, at du ikke har alle de læsere, du kunne have

#1: Dine overskrifter er ikke æggende

Det er en videnskab at skrive gode overskrifter, og det kunne man skrive lange guides om (så det har jeg gjort her), men pointen er:

Skriv, så en ikke-indviet læsers interesse vækkes, når linket farer forbi i et Facebook-feed. Tænk på, om overskriften også fremstår interessant, når alt kendskab til dig og din blog er helt skrællet væk.

Nogle af værktøjerne til det er 1) at bruge mindst ét aktivt udsagnsord, 2) at få nævnt et nøgleord fra tekstens emne, så en ikke-indviet hurtigt forstår hvilken boldgade, du bevæger dig i, og 3) at bruge spændende, overraskende, finurlige ord, man stopper op over – og på den måde køber dig lidt mere tid.

Overskrifterne er din fordør for nye læsere, der ikke kender dig. Er dén lukket, kommer de aldrig ind, og så kan det være nok så ligegyldigt, om du egentlig generelt skriver godt og har en spøjs, indtagende humor. Det opdager de aldrig. Men er fordøren åben, titter de måske lige indenfor og orienterer sig.

#2: Du putter ikke billeder i dine blogindlæg

Facebook elsker billeder, Pinterest elsker billeder, Bloglovin’ og Feedly og de andre readers elsker billeder, og Google elsker billeder.

De to første, fordi de så har en illustration, et blikfang, at servere stort og flot sammen med dit link. Intet billede = mindre plads i deres feeds. Færre opdager som følge deraf dit indhold, det vil sige færre reagerer på det med likes, delinger og kommentarer, og dermed er der endnu færre, der ser det.

Blogreader-appsene elsker det, fordi billedfeltet i deres feeds så ikke står gabende tomt og gråt hen.

Google elsker det, fordi den i billedets data kan aflæse hvilke nøgleord, der er på din tekst, og dermed forstår den, hvilke googlere, den skal parre din tekst med. Mere om at indstille dét (og SEO generelt) her.

#2.1: Her er 2 små fototip

1) Er du ikke den store fotograf eller kan du bare godt lide at være anonym, så brug de store, online, reklamedrevne billeddatabaser med gratis stock photos. Der findes noget for enhver smag, hvis man googler free stock photos (og der er meget mere at komme efter end den klassiske colorboxstil med sektlignende robotmennesker, der griner hysterisk, mens de spiser salat).

Flere fotografer sender også en gratis stock photo-pakke, hvis man tilmelder sig deres nyhedsbrev.

2) Blogger du fra WordPress, og har du installeret plugin’et Yoast SEO? Så kan du under menupunktet Social indstille et generisk standardbillede, der passer til din blog, som Facebook, Twitter, Pinterest og Google+ viser sammen med dit bloglink – også selv om der ikke er klæbet et billede på det enkelte blogindlæg.

#3: Dit site er ikke mobiloptimeret

Du skriver sikkert på computeren … men du læses altså fra mobilen. De fleste blogindlæg læses på farten, så find din mobil frem og tjek, at din blog fremstår læsevenlig og lækker der.

Måske skal der et nyt look til? Du bør gå efter såkaldte responsive designs. Det betyder, at temaet tilpasser sig den skærm, den vises på.

#4: Du skriver ikke langt nok

Seneste studier fra i år af Googles præferencer og delekulturen på de sociale medier, viser, at lange tekster ranker højere og deles oftere. Anbefalingen til tekstlængde lyder, at der som absolut minimum er 300 ord. Men hvis man virkelig vil ranke højt og deles af læserne, så skal man endnu højere op. Over 1.000 ord. Jo længere, jo bedre.

Og nej, det her punkt er naturligvis ikke en ode til lange, vrøvlende tekster, der er fyldt op med lir for at snyde Google. Det gamle skriveråd med at skære alt overflødigt væk, gælder stadig. Punktet er en ode til, at man arbejder på hver enkelt tekst over flere omgange. Skriver kladder, skriver om, finpudser, skriver til, sletter, opdager nye aspekter, maser dem ind.

… for er man virkelig kommet i dybden med anekdoten, rådet, tanken i blogindlægget – det, man vil tage andres tid med – når det ikke fylder mere end 300 ord?

#5: Du mangler varemærket; dét, der skiller dig ud fra mængden

… og det behøver ikke være rocket science. Det fremmeste eksempel på varemærkeindhold fra den danske blogsfære synes jeg er de anonymt indsendte hemmeligheder på miriamsblok.dk. Men det kunne også være twinpeaks.dk, der blandt andet skriver om at være mor til tvillinger. Eller hvidkaffe.com, der offentligt fortæller om sin fortid med anoreksi. Eller blogsbjerg.com, der bare skriver pølsefingrene af os andre med lækkert sprog (så selv tekster om fagforeninger er noget, man husker – længe). Eller Line Kjeldsen Jensen, der kan tegne. Eller sneglcille.dk, der har en vaskeægte, dansk Modern Family og et renoveringsprojekt i Hornbæk. Eller canabuttenschon.dk, der er den sælsomme kombi af jordemoder og blogger.

Et varemærke er ikke vinklen for alt på bloggen. Men det er én af søjlerne i din blog; noget, læserne kan regne med bliver serveret jævnligt, noget, du er rigtig god til.

Hvad kan du? Hvad skal man sige om dig, når man fuldfører sætningen “Jooo, har du ikke set den blog? Det er den med …”

#6: Du opdaterer ikke på en fast frekvens

… så dine læsere ved ikke, hvornår de kan forvente nyt fra dig.

Der behøver ikke være en forpligtelse til et blogindlæg om dagen eller 8 om måneden. Men en stilen efter, at der ikke er tavst i to uger, for derefter at spamme flere gange om dagen de næste to uger, er en god idé.

Smør indholdet ud, så du ikke først lader læserne tro, at du er helt færdig med at blogge, for derefter at servere dem mere indhold, end de i deres travle liv kan nå at optage.

Det her gode råd til blogging er mit eget Waterloo. At pleje min blog, når jeg er krævet andetsteds – og, endnu sværere – at holde indhold tilbage, når jeg er superinspireret og kunne udgive blogindlæg tre gange om dagen. Jeg tamper ned i tasterne i nogle perioder og lader her være tavst i andre. Og det på trods af, at jeg kender denne sandhed til hudløshed efter mange år i gamet: Faste frekvenser giver faste læsere.

Jeg læste lige, at emilysalomon.dk holder sin første blogpause i 9 år. Den første i 9 år! Hun har i 9 år altså opdateret dagligt, nogle gange flere gange dagligt. Ferier har varet max en uge, ellers har der været lagt indhold klar til autopublicering. I perioder med skriveblokade (for sådanne må der have været) har hun fundet en idé alligevel. Det er fandme dedikeret. Og uden tvivl en medvirkende faktor i, at hun har en af de største livsstilsblogs herhjemme. Man kan regne med hende – som en god veninde.

#7: Du glemmer infrastrukturen på dit site

Ser du nogensinde din blog udefra? Som om du besøger den for første gang?

Design din side sådan, at en ny læser hurtigt kan finde din “Om bloggeren”-side (min tredjemest læste side), din blogs emner og en art kalender, så de kan gå tilbage og læse fra dag 1. I WordPress kan dine menuer designes under Udseende -> Widgets.

Husk også et plugin, der viser relaterede links under hvert blogindlæg. Så kan interesserede læse mere om samme emne. Det er en god idé i den forbindelse at have god justits med kategorier og tags, så maskinen ikke kæder helt random ting sammen.

#8: Du promoverer ikke dine blogindlæg

Det eneste sted helt fremmede læsere kommer fra, er Google. Og det er ikke sikkert de er blogfølgere. Måske interesserer de sig bare for et enkelt emne, du har beskrevet.

Selv på Bloglovin’ og Feedly, hvor dine blogindlæg spyttes ud automatisk, skal dine følgere have fattet interesse for dig, før de beslutter at følge dig.

For at dine læsere ikke bare læser ét af dine guldkorn og derefter bouncer ud igen, kan du tydeligt fortælle flere steder, hvor man kan følge dig henne udover på bloggen. For bloglæsere følger med på de sociale medier – Facebook, Instagram, Twitter og Pinterest. Og ser de dig der, bliver du holdt frisk i erindring. Også selv om du ikke er typen, der lægger “Så er der nyt indlæg oppe! #linkibio”-opslag op.

Likes og delinger vil sende nye læsere din vej – hvis altså der en god overskrift og billede på 😉

>> Se min kvikguide til Pinterest her.

*

Jeg ved godt, at mange hyggebloggere halv- eller helbevidst ikke går op i strategisk jagt på nye læsere. Fordi så går charmen af det for dem. Eller også er der ikke tid til det. Eller også tør de ikke owne bloggingen helt, for måske er der nogen, der så griner af dem.
Og det er en helt fair sag, det mener jeg oprigtigt. Each to his own. I så fald vil mine gode råd til blogging her nok aktivere brækrefleksen ret så hårdt.
Mit håb er blot, at man ikke sidder og ærgrer sig over sit uforløste håb om flere besøgende og skæver misundeligt til andres følgertal, mens man beslutter, at det hårde arbejde, der går forud for høje læsertal, ikke er noget for én.

*

Andre lektioner i Skriveskole for bloggere:

>> Skriveskole: De 3 typer overskrifter, der altid giver mig flere læsere end ventet

>> Skriveskole: 3 nemme SEO-genveje for dem, der ikke tænker nøje over søgeoptimering

>> Skriveskole: Pinterest-kvikguide for dem, der ikke orker mediet (men godt vil score trafik derfra)

*

Gode råd til blogging: 8 grunde til, at din blog ikke læses af (endnu) flere

***

13 Comments

  • Marina

    Du er ret rå til det skriveskole – jeg labber det i hvert fald i mig, selvom jeg ikke forventer, at jeg kan komme bare i nærheden af min gamle blogfrekvens.

    Vedr. gratis billeder kan hjemmesiden pixabay.com bestemt anbefales. Der finder jeg mange af de billeder, jeg bruger i min undervisning.

    • gravidgrahvad

      unsplash.com er også et rigtig godt og nemt sted at hente royalty free billeder. Her er det også let at kreditere fotografen og på den måde give lidt tilbage, uden at man skal oprette en bruger eller andet besværligt. 🙂

      Tak for de gode råd. En dag – en skønne dag – når tiden er der til at få skrevet alt det, der er i mit hoved, så vil jeg helt sikkert gå tilbage hertil og benytte mig af dine tips og tricks.

  • Kirstine

    Tusind tak for et klogt indlæg og anbefalinger af blogs. De er fantastiske alle sammen. Den med overskrifterne er min akilleshæl – jeg giiider ikke finde på en, når jeg lige har skrevet et helt indlæg Og så billeder på bloglovin. Men det er fordi mit rrs-feed er gået i stykker (kan det det? Åbenbart!)

    • Karoline

      Tak for din søde kommentar, Kirstine!

      Overskrifter er seriøst det vigtigste redskab overhovedet, hvis man vil læses. Men helt ærligt: Jeg synes du er rigtig godt kørende på overskriftfronten! Der er levende ord, pirret nysgerrighed og god variation. Så bare bliv ved som du gør, er mit råd 🙂

    • Karoline

      Og, angående billeder i Bloglovin’. Jeg har ikke så godt forstand på RSS, men ja, der ser lidt tomt ud uden forklaring hos dog på Bloglovin’. Måske kan du overskrive defekten med plugin’et Yoast SEO, som jeg beskriver i et af punkterne? Så bliver billedet ens for alle dine indlæg – men det er vel bedre end ingen billeder?

  • Slinkypiinky

    Pissefedt indlæg! Og flere tips jeg kan bruge.

    Jeg ville mega gerne læses af det halve af Danmark, men er udfordret af tid og lige præcis det dér med to ugers stilhed, og så en overvældese af skriveentutiasme.

    Blev ved bliv ved, det er brugbart og simpelt! Og præcis overskrifterne har jeg tænkt meget over efter at have læst dit indlæg om det. Jeg må øve mig

  • Rikke Bihl Remmer

    Tusind tak for et fedt og brugbart indlæg.

    Er relativt ny i denne verden og er virkelig ærgelig over, at jeg ikke har fået sponsoreret flamingo pust op fætter (som jo er et must i denne verden ) eller har udviklet et hoved, der ser smuk ud med stor hat.

    Men måske er der håb forude med dine råd?

    Oh well, der skal nok lidt mere til, men jeg tager imod alle gode råd – Så tak for dem!

    P.s. Ender sgu med bare at købe flamingoen selv.

  • Rikke Bihl Remmer

    Åh, tænkte nok, det hårde arbejde kom før flamingoen – Hvad med store sommerhatte, er det det samme? Ha ha.

    Ej, det er nu også helt okay – Jeg kæmper gerne for min blog også UDEN flamingo og store hatte.

    Tak for link til flere råd – De skal nærlæses med det samme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0