7 væskende vabler (observationer) fra en coronakrise

Jeg ved ikke hvad jeg skal bidrage med. Og fordi jeg ikke ved hvad jeg skal bidrage med, har jeg været stille.

Men jeg observerer stadig.

*

Den hårde tone. Profilfotorammer med det bryskmorsomme #StayTheFuckAtHome. Det der “fuck” der, det er det, der lige bøjer i neon, at der er et A- og et B-hold under coronaplagen. De skarpe og de dumme, og de dumme taler vi hårdt til, for ellers fatter de ikke en hvede. Som børn, man er trætte af.

Hånen. Af hamstrerne. Vi hamstrede også. Ja, vi gjorde så. Vi stod i Kvickly den sene onsdag aften som dumme får med favnene fulde af bleer og vådservietter, fordi det var så svært at tro på, at der ville være nogle essentielle hygiejneartikler til lige os, når samtlige myndigheder, Twitter-kor og medier unisont brølede, at der IKKE var grund til at frygte vareknaphed. Men det var nok bare os. Og de andre dumme. Der lod os overmande af tvivl. Tvivl er for de svage.

Tuderi. Jeg tog mig selv i at hyle bevæget til Utranyt, fordi statsministeren gider tale direkte til børnene om noget, også de skal forstå.

Min egen måben. Over, at folk faktisk arbejder hjemmefra med børn i alle aldre rendende rundt ved anklerne. Altså … hvordan?

Halsbranden. Fordi jeg spiser, spiser, spiser som var Jorden seriøst fortid i morgen.

Frygten for Kollapset. Verdensøkonomiens. Min arbejdsplads’. Min personlige. Familiens. Sådan her har jeg ikke haft det før med verden, de største bølgeskvulp har altid været indeni mig, ikke udenfor. Og sådan her har du heller ikke haft det før, og det er første gang opdagelsen af et nyt fællesskab ikke har fået mig til at få det lidt bedre.

De sociale medier. Som er mere levende end de længe har været, med kærlighed og med fælleskab og sange fra altaner, men det også her, man får går hen for et rask rap over snuden. En tegner og en forfatter mundhugges, så alle bliver kede af det, DR-kendisserne høster skrækindjagende mange likes på fra hver sin mælkekasse at prædike skarptunget om præcis hvor lidt vi andre har fattet af alvoren, og den foretrukne emoji under mediernes artikler om hvordan almindelige danskere tackler coronakrisen er det hånende latterbrøl-face. Som om alle følelser, nogen tør lægge frem til offentligt skue, frit må grines ad, peges fingre ad, ses ned på.

*

Jeg cyklede hjem fra kontoret i dag (hvor jeg som hende med de mindste børn kan få lov at være ene kvinde) og spekulerede på, hvorfor jeg egentlig havde været så lidt produktiv. Hvorfor jeg ikke havde været professionel nok til at vikle tankerne ud af det vat, de virkede udstoppet med.

Senere, da jeg grædefærdig sad på tæppet og forsøgte at lege med mine børn, den store et elektrisk bundt af indestængt energi, den lille et følsomt vrag af uforståenhed over hvor hans hverdags vuggestuerutiner pludselig er blevet af, spekulerede jeg på, hvor fedt det kunne være, hvis jeg var sådan en, der lavede lemonade, når life gav hende lemons.

Nu, hvor roen har sænket sig over hovedet, byen og hjemmet, ser jeg mere barmhjertigt i øjnene, at jeg nok er … stærkt påvirket af det her.

Som lønslave, som mor, som menneske.

Hvis der er én ting, nej, to ting, der vil hjælpe mig igennem det her lockdown, så er det vist: 1) At holde mig fra Twitter de næste 3 måneder, og 2) kun få nyheder fra radio- og tv-avis i stedet for at jage nyhedsmedierne og coronasmitte.dk og New York Times og Asger Juhls Uafhængige Facebook-nyhedsudsendelse rundt for det næste skud frygt.

Nyhederne skal nok nå mig. Tids nok.

***

15 Comments

Add Yours →

Nu har jeg læst det her tre gange, og det skal være mit sted at gå hen, hver gang frygten, tankemylderet og deraf kvalmen overvinder mig i de her dage. Det er så flot og rigtigt skrevet, og du sætter meget præcist ord på, hvordan mange af os har det lige nu. Tak for det.

Lige præcis dette har jeg også tænkt:
“Hvorfor jeg ikke havde været professionel nok til at vikle tankerne ud af det vat, de virkede udstoppet med.”

Hvorfor kan jeg ikke koncentrere mig om at arbejde, nu når mine børn (som er hjemme) er optaget, og jeg har ro?

Og der gav du svaret.

Dejligt at høre, at jeg ikke var den eneste, der fandt det lidt svært at få det hele til at hænge pænt sammen. Heldigvis har vi en helt masse dage med rollingerne hjemme til at øve os …

Som selvstændig er det heller ikke en fest at få nedreguleret sin indkomst gevaldigt overnight uden at kunne forudsige hvornår det ændrer sig igen. Jeg går træt på arbejde hver dag og kommer endnu trættere hjem selv om jeg laver halvt så meget som normalt. Min go to-respons er som altid at skælde mig selv lidt ud hvis jeg ikke lever op til mine egne forventninger om at jeg er en bad ass superwoman der altid kan klare alt. Efter at have læst dit indlæg tror jeg faktisk jeg vil forsøge mig med noget egenomsorg i stedet – for måske er det faktisk ok at jeg er påvirket af det her og ikke kun er hende der hjælper de andre med at håndtere deres angst.

Jeg tænker, at alle lige kunne have gavn af at dvæle ved, at det er en temmelig stor mundfuld, det her. Som man ville ved en fyring, et dødsfald eller en ulykke og andre store omvæltninger.

Åh hvor har jeg tænkt det samme omkring den hårde tone og siddet og tudet over, at hele verden skælder ud og insisterer på at dystopisk kaos er den eneste udgang på igangværende krise. Hvorfor skal man skamme sig så meget over at være taget på legeplads og smilet ubekymret mens solen skinnede?
Jeg vil gerne have lov at insistere på optimismen for det andet er ikke til at holde ud.
Det var så skønt at høre fra dig!

Ja, man har næsten lyst til at svare samtlige kvikke typer på sociale medier, der skriger, at man skal blive hjemme, at med små børn uden sprog og forståelse er det regulært umuligt 14 dage i træk. Og at myndighedernes anvisninger for børneleg har været mildest talt forvirrende. Må de komme på legeplads (brug din sunde fornuft!), skal de være inde eller ude sammen (brug din sunde fornuft!), er barnet stadig rask nok til at lege, selv om det snotter, for det gør 24-7 i vinterhalvåret, virus eller ej (brug din sunde fornuft!) …

Jeg sidder bare her og prøver at afkode min sunde fornuft.

Fint og dejligt indlæg i den her helt og aldeles surrealistiske tid,
jeg synes der er skræmmende, hvor lidt der egenlig skal til, før end det er survivel of the fittest – også hos en selv….

Jeg har også bøvlet med, at jeg ikke håndterer det hele bedre på den følelsesmæssige front. Jeg er lidt skræmt og bare ked af det, men du sætter gode ord på. Tak.
Og så kan jeg varmt anbefale Zetlands helikopter som nyhedsdækning, det er sobert og fint formidlet.

Det her er det jeg fik mest ud af at læse på internettet i dag. Tak! Jeg bruger alt for meget tid på fb de her dage. Jeg har virkelig svært ved at koncentrere mig om lydbøger og strikketøj, men jeg får kun frustration ud af at hænge ud på sociale medier

Hvor er det et eller andet sted befriende at læse dette. Bliver også virkelig træt af den hårde tone (nogle er tydeligvis virkelig woke), super stresset over at skulle balancere to fuldtidsjob + hjemmeskole her på matriklen, forfærdeligt irriteret over opslag på SOME, der foreslår “ti ting, du kan lave med dit barn, nu du har fri”, når vi knokler som små ponyer for at prøve at sørge for, at vi har en arbejdsplads at vende tilbage til, og frygt for, hvad det her kommer til at betyde økonomisk. Virksomheder lukker allerede på stribe og vi er… hvad, 1/10 igennem? Tak for nuancerne, som jeg virkelig har manglet – jeg tror, jeg skal tage en pause fra SOME, det gør ikke noget godt for mig i disse dage…

Tusind, tusind tak for de fine, følsomme og kloge ord.
Igennem de sidste dage har jeg ikke kunne sætte fingeren på hvad det var, der foruroligede mig sådan. Jeg er ikke synderligt bange for at få sygdommen selv og jeg ved at “mine” udsatte tager alle forholdsregler. Jeg er selvfølgelig nervøs for verdenssituation og hvad krisesituationer gøre ved (nogle) mennesker. Men stadig…
Dine ord om kollapset – at “de største bølgeskvulp har altid været indeni mig, ikke udenfor” – ramte mig lige i ansigtet med en stor spand genkendelse. For JA, jeg har været så vandt til at kapere ting inden i mig selv, med verden og mine nære som den stabile faktor udenfor. Men pludselig virker verden mere ustabil end mig, og det er f**king skræmmende.
Jeg vil helt sikkert følge med her, frem for at få kastet passivt aggressive, selvretfærdige opdateringer i hovedet på Facebook.

Dette er det vigtigste, jeg har læst og vil læse under denne krise. Jeg vil printe det ud og hænge det op. Tak!

Skriv et svar