min mor er død
Best of,  Familie,  Motherhood,  Rodekassen,  Sorg,  Tanker

7 slemme ting ved ikke at have en mor længere

Det syvendeværste ved at min mor er død:

Frit at kunne gå med de af hendes arvesmykker, hun altid sagde, jeg skulle holde nallerne fra.

… og det sjetteværste:

At vores datter kalder mus for »mousse« og yoghurt for »jugo« og vide, at min mor aldrig får det at høre. At hun spørger efter morfar, farmor og farfar, men ikke ved hvad en mormor er.

… og det femteværste:

At finde gamle blogkommentarer fra min mor og i et rædselsfuldt kort øjeblik kunne høre hendes stemme sige »hej ven«, som hun altid kaldte mig.

… og det fjerdeværste:

At min mor, den som jeg har allermest lyst til at vise vores hjem frem til – nyindrettet med hendes gamle møbler blandt vores nyere – ikke kan se det. Fordi vi slet ikke havde kunnet ommøblere med fine, gamle arveting, hvis ikke hun var kommet til at dø fra os den sidste, smukke sommerdag i september.

… og det tredjeværste:

At velmenende folk kan finde på at spørge, om jeg er »ovre det værste« og de skal forklares, at »det værste« ikke går væk. Det værste bliver hos mig og blegner ikke, for det værste er sådan som det er nu, det er bare sådan her, det er nu. Hun er væk. Og med hendes exit forsvandt også muligheden for nogensinde igen at blive den, jeg engang var.

… og det andetværste:

Visheden om, at det kunne være meget værre. Jeg kunne have mistet mit barn, jeg kunne have mistet min kæreste. Det værste er ikke engang det værste, det ved jeg godt med mit hoved. Men mit hjerte forstår det ikke, mit fortabte hjerte begriber det ikke. At det kan blive meget, meget værre end at man aldrig igen skal aes af sin mor.

… og det allerværste ved at min mor er død:

At ingen af de fremtidige børn, vi måtte få, vil kunne få den vidunderlige gave, som vores datter nåede at få: Et billede af sig selv med hende, som jeg kan vise frem og hviske om, at »jeg ved godt, du ikke husker hende, du var for lille, men du var hos hende, skat, og få ting har gjort hende så glad som dig, og hun er hos dig«.

*

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’

16 kommentarer

  • Pil

    og nummer syv er værdifuld. Sådan et har jeg med min morfar, og min mor siger ‘du kan ikke huske det men han var så glad for dig’

    • Karoline

      Jeg håber sådan, at min datter får lyst til at høre om og se billeder af min mor en dag. Det er så ubarmhjertigt, at de ikke fik mere tid sammen.

  • Jeanette

    Jeg har mistet min mor og min far inden for de sidste 7 år. Jeg venter mit første barn. Jeg er ramt af den følelse hvorfor. Sorgen bulder løs i de følsomme øjeblikke. Det som om at miste dem en gang til. Især tanken om min mor ikke er der og sige det hele skal nok gå.

    • Karoline

      Det er jeg så ked af at høre, Jeanette. Ingen ord kan erstatte en mors, når hendes datter selv bliver mor. Eller en fars, for den sags skyld. Jeg er sikker på, at der vil være megen anden kærlighed at varme sig ved, selv om dine forældre ikke er med. Stort tillykke med at skulle være mor. Kærlig hilsen Karoline.

  • Jeanette

    Hej Karoline. Livet er jo vidunderligt alligevel, og måske påskønner jeg det endnu mere. Men de der graviditets hormoner … suk … de giver de små følelses udbrud :0)

  • Ditte

    Jeg fik et “er du ik’ ovre det endnu?!”- fra en af mine bedste venner, 4 mdr. efter min fars død. Disse ord (og min harme over dem) borede sig ind i min bevidsthed, indtil jeg ‘konfronterede’ ham m dem. Han har (endnu) ikke selv oplevet at miste én at de vigtigste personer i sit liv (heldigvis), så han ved ikke, hvordan det kan føles. Tak for dine bevægende ord og de altid (samuraisværd) skarpe sætninger. Dit første skriv om din mors død er noget af det mest rammende og rørende jeg har læst om sorg (og kærlighed). Jeg tudbrølede – og screen shottede. Så tak for den nye blog – skriv endelig amok! Og navnet, bare ja!#Fangirl

    • Karoline

      Øj, dét var også en uovervejet formulering. Håber I fik talt godt ud om det?

      Jeg har kun oplevet, at folk har været ude i bedste mening, når de spørger, om jeg er ovre det værste. Og når jeg tænker over det, så er gestussen alene nok til at opveje, at de har en antagelse om, at “det værste” er en periode, der kan overståes. For det er en gestus og en omsorg, jeg ikke vil glemme dem for, når folk tør åbne døren ind til sorgen og sige “her, du behøver ikke have lukket dør ind til sorgen, den må godt komme ud til os andre, jeg kan godt rumme, at vi taler om det”.

      Som du er inde på: Ofte bunder disse antagelser om sorg jo i, at de ikke selv har prøvet det. Jeg ville give milliarder for at være i deres sko ikke ane, hvad sorg er.

  • VenterPaaVinBlog

    <3 <3
    Min søde, moderløse, veninde sagde igår: "Åh, og det værste er, at de i år viser Les Miserable i Aalborg Kongress center i år, og den så jeg med min mor derinde året før hun døde. Og jeg tror ikke, jeg kan klare at se den igen, men omvendt var det jo en en flot opvisning.. men tror helst bare, jeg vil bevare mindet og så aldrig genopleve showet".
    Det var så fint sagt, men skar lidt i venindehjertet.

    – A

    • Karoline

      Det giver SÅ meget mening. Jeg har måttet veje for og imod med en del arrangementer her i vinter, fordi min mor skulle have været med til dem, nu hvor hun endelig var flyttet til København. Hun fik 3 måneder i byen … og hvert et arrangement har mindet mig om, hvor kort tid det var.

      Tak for din hilsen

      kh fra mig

  • LIVING WITH LESS

    Det må være som at miste en del af sig selv, når man mister sin mor. Min egen sorg ville være afgrundsdyb.

    Det største kram til dig Karoline.

    Så mega dejligt at du er tilbage i øvrigt ❤️

    • Karoline

      Kære Anne Marie, tak for din besked og dit link. Jeg kan genkende den ud fra url’en. Den var en af de første tekster, jeg læste efter min mors død, hvor jeg forstod, at tabet af en mor, hende der gav en liv, er noget ganske, ganske særligt.

      Kærlig hilsen Karoline.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *