5 kærlige ting, jeg gerne vil minde den et år ældre Karoline om

Julen var hård i år.

Eller, ikke julen per se, for den var vidunderlig og magisk og fyldt med kærlighed.

Men december var hård. Som den er hvert år.

Det er som om det der med at julen er hjerternes fest klinger i loop som en forpulet jingle allerede fra midt-november, det er NU min kærlighed til mine kære skal stå sin prøve, og den måles på en vægt af præstation og umage.

Måske var den ekstrahård i år, fordi jeg i begyndelsen af måneden påbegyndte et terapiforløb, som jeg længe har ladet op til. Og gid jeg havde gjort det for længe siden! Det er pissehårdt at sidde der og grave i sig selv med en fremmed, og hver gang må efterfølges af en session på et toilet, hvor jeg græder al betændelsen ud, og jeg er helt drænet bagefter, men det føles rensende, som gråd uden centrum og kerne og grund, bare gråd, ren, barnlig gråd.

Mig og Åsa, for det hedder psykologen, mycket kompetent, ikke?, arbejder allermest med at identificere den række af negative, automatiske tanker om mig selv, som min hjerne sætter drøn på – uden mit bevidste vidende – så snart jeg er under selv minimalt pres. Hver gang en af de negative selvfortællinger som “Jeg er også sådan en som ikke kan ditten” eller “Det er sådan noget som dét her datten andre ikke kan lide ved mig” går i gang, skal den kaldes ud i lyset. Så vi kan dissekere dem og opdage, at de sjældent har noget på sig. De er løgne at worst, myter af den slags, som et levet liv kan føre med sig, og som man skal lære at behandle med de ord, de fortjener: “Det er vist noget vrøvl. Og tier du lige stille, jeg er lige i gang med noget?” At best er de noget smerteligt, som slet ikke vil være hårdt og kynisk, men er blevet det, fordi jeg gennem 35 år bare har lært mig selv, at sådan coper jeg med livet: Med fernis.

Det er jeg næppe den eneste, der gør.

Det er en herligt konkret tilgang til at arbejde med det, vi har døbt molstemmen (for det er det, den er: En tone af mol, der nynner en mislyd ind over min glæde og lykke, så jeg af og til slet ikke kan høre al den dur, jeg også har). Der er lang vej igen for mig, før jeg helt behersker det her med at tage min molstemme alvorligt som noget destruktivt, og ikke bare noget, jeg skal leve med, fordi jeg fortjener det. Men for første gang har jeg faktisk et værktøjskasse, som jeg er ved at lære at finde rundt i.

Og i anledning af at have fået den i julegave, vil jeg her lige komme med 5 kærlige, konstruktive remindere til Karoline i den fremtidige udgave, hende, der står på tærsklen til december 2020.

1: Du kommer ikke i gang med de juleforberedelser før 19. december. Du har et fuldtidsarbejde og to små børn; det er fucking okay.

2: Det skal nok gå med de gaver, selv om du hverken har udtænkt ønskelister eller planlagt gaver til alle, når november bliver til december. Og det er ikke værd at ødelægge al julehumør med dårlig samvittighed over at være bagud. Du er ikke bagud. Du gør dit bedste. Og det ER godt nok.

3: At give hinanden gaver er ikke nødvendigvis bare “et gaveræs” eller en “hovedløs forbrugsfest”, og du behøver ikke dunke dig selv oveni for ikke at have taget det efterhånden obligatoriske opgør med hele den pukkelryggede om at der skal drosles ned. En gave er som udgangspunkt en god ting at give, også i en klimatid som vores. Også selv om den er købt i en butik og pakket ind i billigt, dårligt papir i en rødvinsbrandert lillejuleaften. Det er først når glæden ved at give er forduftet, at det begynder at være en lidt meningsløs, dyr tradition.

4: Det er okay at have idealer om, hvilken kvinde, mor og kæreste, du gerne vil være. Idealet siger noget om dine værdier. Men det er også okay ikke altid at være i mål på alle parametre. Du øver dig, det er en proces.

5: Dine kære kan vitterligt godt lide dig. Som du er. Med alle fejl og mangler og plusser og goder. Også selv om du ikke er ret opfindsom med nissedrillerierne, ikke går op i din hjemmelavede rødkål med hele dit liv, ikke irettesætter dine børn med den perfekte balance af ro, rummelighed og anerkendelse, ikke har tabt dig, ikke har syet og filtet gaverne selv, ikke har fået styr på det kørekort i årets løb og etcetera og etcetera. Jul er ikke den højtid, hvor det store familiegældsregnskab gøres op og kun de dygtigste kommer ind i det nye år som fortsat elskede.

Nu puster vi ud. Og lader op til nytår, mere terapi og et spændende, endnu blankt 2020, som jeg glæder mig vanvittigt til, fordi det byder på nye arbejdsudfordringer, større børn og et endnu mere bevidst eventyr mod at have kærligheden og dens væsen og dens sprog i centrum.

***

9 Comments

Add Yours →

Tak for dette, men især tak for punkt nummer 4. Det skal jeg gentage igen og igen for mig selv, til det sidder helt fast.

Karoline, for filan, hvor er det sejt, du er gået i gang med den terapi – det kræver gevaldigt mod og tilløb! Jeg kan, som altid, fristes jeg til at skrive, genkende umådeligt meget af mig selv i dine ord og refleksioner.
Glædelig jul og godt nytår, og ikke mindst held og lykke med at sætte kærligheden i centrum – især den til dig selv❤️

“4: Det er okay at have idealer om, hvilken kvinde, mor og kæreste, du gerne vil være. Idealet siger noget om dine værdier. Men det er også okay ikke altid at være i mål på alle parametre. Du øver dig, det er en proces.” – giver mig øjeblikkeligt tårer i øjnene. Det er så sandt og så alligvel så svært at aceceptere.
Tak for din dejlige blog.

Skriv et svar