Graviditet,  Kvinde kend din morkrop

5 flashbacks: Mit voksenliv fortalt i junier

Mine to kære er taget på stranden. Og selv om jeg var grøn af misundelse over deres lækre lørdagsplan, så har jeg også ret optur over ikke at skulle sidde i havfruestilling på et tæppe med bækkensmerter og gravidvom tilsat solcreme og sved og prust væltende ud over alt og alle.

Så her sidder jeg. I en lænestol med isvand og koldt brusebad inden for rækkevidde. Og selv om jeg prøver at mønstre et politisk korrekt surmuleri over at være temmelig lænket til mit nogenlunde kølige hjems bløde siddepladser i hedebølgen, så er det vanskeligt at være rigtigt sur … for jeg er lige, hvor jeg gerne vil være.

Det demonstrerede en spontan gåtur tilbage i bloggens arkiver nemlig. Intet viser, hvor godt man har det, når man kan holde en kontrast op til det.

Og jeg har ikke altid haft det lige skægt i mit voksenlivs junier, viser det sig. På dage som i dag er jeg taknemmelig for at have skrevet tekster digitalt mange steder i mange år, og at jeg tog mig sammen til at importere alle filerne til dette domæne, så det meste nu ligger samlet her … for det muliggør nedslag som disse:

Der var for eksempel den junidag i 2011, hvor jeg var ved at kradse huden af mig selv i raseri over hverken at have job, kæreste, råd til noget eller udsigt til en federe bolig end et slidt værelse i en skummel Amager-lejlighed med indvendigt vindue fra fordelingsgangen ind i … brusekabinen, såmænd. En junidag i den periode var jeg til det obligatoriske dagpengecirkusmøde på jobcentret, og det kom der denne harske tekst ud af:

Fra jobkonsulentens parlør: 9 lektioner i moderne New Speak

*

I juni 2015 og 2016 kredsede det meste af min tankevirksomhed om barn og moderskab. Og ikke ét ondt ord om det. Jeg har bare også nydt at erkende, at den periode for hjernen får en ende – i hvert fald i mit tilfælde.

Gennem hele min barselsorlov var tanken om at vende tilbage til mit ellers højtelskede job mig så fremmed, at jeg alvorligt overvejede at trække mig fra det og blive hjemmegående. De ønsker stoppede brat med amningens ophør, og gudskelov for det. Ikke fordi der er noget i vejen med at være hjemmegående, men fordi det ikke var livet som hjemmegående, der trak – det var livet som udearbejdende, der ikke trak.

Heldigvis skulle jeg bare lige lande i rutinerne med work-vuggestue-balance, for at jeg kunne komme til at holde af dem.

Jeg tænker, at det var den indviklede og intelligente morbiologi, der havde fået mig til at anskue yngelpleje som livets eneste formål. Og. Det hjælper mig at vide, nu hvor vi står på tærsklen til at begynde forfra med lortebleer, natteater og ammebryster, at der kommer en dag, hvor jeg bliver mit gamle jeg igen. At mit gamle jeg ikke er lagt i graven for bestandigt. At jeg godt kan passe børn og deltage i husholdningen, uden at det er min (eneste) identitet. At jeg får lyst til at strække benene uden for hjemmet og overlade børnepasningen til andre og tænke tanker, der ikke har noget med efterfødselskrop, legepladser eller broccolimos at gøre, selv om lysten for en periode forsvinder, når mælken løber til.

*

I juni 2017 havde min mor været borte i 8 måneder. Boet var gjort op, og arven blev omsat til verdens dejligste plet i en for mig ny egn af Danmark – Langeland.

Læs om det her: Arvede penge er skrækkelige penge. Men i dag blev de en tand mindre skrækkelige.

Det tog mig et stykke tid at vænne mig til, at noget på en og samme tid kan være rædselsfuldt og vidunderligt. Ikke bare i teorien bittersødt, men bittersødme manifesteret i et hus. Et vidunderligt hus, i hvis favn skuldrene sænkes en ekstra tand og dagene går med strand, hobbyprojekter, bærplukning i haven og kroketspil … men et hus, der ikke ville være vores, hvis min mor stadig var her.

Og jeg ved godt, hvilken af de to, hus eller mor, jeg helst ville have i mit liv. Hvis jeg kunne vælge.

Suk.

Hyl.

*

Heldigvis var juni sidste år ikke kun sorg og savn. Der var også tid til at komme helt ned på jorden med en af mine mest debatterede problemstillinger: Ikke at kunne få menstruationskoppen, den tingest, som alle går amok i jubel over, til at fungere.

Læs eller genlæs her: Min menstruationskop & mig: En moderne tragedie

*
*
*


6 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *