Graviditet, fødsel og barsel

5 bønner: Min ønskeliste til efterfødselsjulemanden

Kære julemand for nyslåede mødre. 

Egentlig vil jeg ikke være utaknemmelig. For faktisk er jeg stadig hage-i-bordet-imponeret over, at min krop kan finde ud af at røre komponenterne til et menneske sammen og på 9 måneder hæve det til et færdigt menneske på næsten 5 kilo – for derefter selv at lade ovnen hyle, åbne lugen for vedkommende og dens madpakke og endda rengøre ovnen nogenlunde efter sig.

Taknemmelig. 

Men. Nu er det snart 6 uger siden, vi legede Den Store Bagedyst-finale, mig og min krop, og
i den forbindelse har jeg nogle ønsker, som jeg godt kunne tænke mig i julegave. Bare, hvis nu det stadig er på tapetet til den tid. 

1. Bedre fungerende skræv

Jeg kunne godt tænke mig ikke at skulle i kontakt med Tena-bind for selv de korte trilleture. Jeg laver artigt mine knibeøvelser hver dag, men jeg kan stadig ikke holde på alt vandet. Det meste, jojo, men det er lidt som at være “lidt gravid”. Enten tisser man i bukserne eller også gør man ikke.

2. Coolness

Jeg kunne godt tænke mig at kunne bære det mere cool, når apotekermanden råber HÆMORIDEN ud over alle de andre kunder, når han insisterer på at instruere mig i brugen af den salve, jeg nøje har lært mig navnet på – netop for at ordet “hæmoride” ikke behøvede komme op under  transaktionen. 

3. Et nyt spejlbillede

Jeg medgiver, at det er smart designet, at efterfødselstrætte mødre er så grimme, at ingen hanner får lystige ideer ved synet af dem. Men kunne vi alligevel skrue lidt ned for hvor fladt og fedtet ammehår bliver på en enkelt nat? Angående huden i ansigtet kunne det være fedt, hvis den var bare lidt mindre livsopgivende.

4. Bedre bling-stil

Jeg står dagligt og prøver at pull off en barselssej Sofie Linde foran spejlet med diverse tørklæder i håret, men enten ligner jeg en bange, jødisk flygtning anno 1942, eller også ser jeg bare udklædt ud. Da jeg ikke har tid til make-up i det daglige og vejret ikke længere egner sig det mindste til gigantiske solbriller (og jeg trak den virkelig længe), kunne det være fedt ikke at ligne en klovn, når jeg prøver at camouflere mig med hurtige tørklæder og smykker.

5. Mindre sukkertrang

Det er egentlig ikke fordi jeg har behov for at være sund-sund og slankere lige nu. Kroppen skal lige have en chance, så jeg danner mig tidligst et overblik over fx min store, hængende efterfødselsbug, når der er gået 8 uger. Tidligst. Men al den sukker fra alle de tarvelige supermarkedssmåkager gør altså ikke noget godt for duften på al den luft, det også kniber med at holde inde (se pkt. 1). Så hvis vi lige kunne se på bare det, tak.

Vi kan lige tales ved løbende. 

Med venlig hilsen

Karoline

***

12 Comments

  • Caroline Henningsen

    Som en anden Caroline på barsel med barn nr 2, kan jeg spejle mig i det meste du skriver. TAK for en virkelig god og ærlig blog! Du virker som én man virkelig godt gad være veninde med. 🙂
    Og så har jeg to tips: CC creme fra Estee Lauder (nej, den er ikke spor øko, og ja den er dyr, men den giver lige præcis det break man har brug for ifht at kamouflere hvor træt og slidt man egentlig er), og sovemeditationer med Natbjørnen Tjugga, som virker på både hende på knap 3 og ham på et halvt år.

    • Karoline

      Selv tak! Cremen der skal jeg da have fat i. Børnene sover heldigvis okay (jinx!), men godt at vide, at der findes hjælp derude.

  • Marie

    Du har trods alt fedtet, fladt barselsgarn – mit forlader mig i store totter. Og det er ikke engang det mærkelige lille pandehår, jeg erhvervede mig under sidste barsel, der ryger igen. Hvis bare det var så vel.. De tårnhøje tindingers tidsalder..

  • Nat

    Fuuuuuck du er så underholdende… Tør jeg god at sige selvom du krænger ud – tror det er hensigten Sidder her og klukker ved siden af hubby der smiler med i mundvigen

  • Pia Trans

    Elsker din blog. Den sender mig 30 år tilbage i tiden – tilbage til dengang jeg var hende med skidt fungere skræv, gusten hud og ammegarn. Glæd dig over at det koldt nok til fede huer!

  • Ida

    Åhhhh, hvor kan jeg dog relatere til punkt nr. 2. Da vi i sommer fejrede min førstfødtes 3 års fødselsdag “fejrede” hæmoriden også fødselsdag.
    Og jeg har stået på apoteket, hvor den unge mandlig elev fortalte højt og tydeligt, at stikpillerne ikke skal indføres med den spidse ende først, selv om det virker mest logisk…
    Nu venter jeg nr. 2 og jeg håber fandme ikke også at hæmoriden har tænkt sig at få en søster…..

  • Louise

    Skal føde 2. barn om 3 måneder, har stadig hæmoer fra første graviditet, har netop i går erkendt, at trusseindlæg ikke længere kan holde på det, min blære heller ikke kan, (er der en Tena du kan anbefale i den sammenhæng?), har også forsøgt med fancy glimmer hårbånd fra Pico (får mig til at ligne en der var til fest i går, men abolut ikke i dag) og er også mega træt af, at det ikke længere er solbrillevejr. Er slet ikke på barsel endnu, er bare gravid og har en 2 årig. Og blærebetændelse 🙂
    Dit indlæg fik mig sådan til at grine. Tak for det 🙂

    • Karoline

      Selv tak! Og tak for at dele! Om et år er vi begge tiptop igen, måske lidt før. Og SÅ fortjener vi at gå med festligt hårbånd kun til fest.

      Jeg har i øvrigt lidt af problemet med træt fjæs med et stort, sort pamdebånd. Det får mig til at føle mig lidt som Suzanne Brøgger trods manglen på makeup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0