6

4 ting, jeg ikke blogger om

Da jeg skrev det indledende blogindlæg om mine 40 ugers rehab fra mit mobilmisbrug, lød den igen.

Paranoia-stemmen. Den, der sidder og griner af mig bagerst i hovedet, når jeg uploader noget offentligt. Griner, som jeg forestiller mig at store dele af min blogs besøgende griner.

Det, den grinede hovedrystende af i sammenhængene mobilmisbrug og digital detox, var noget a la dette:

“Hende Karoline. Altså, er der slet ikke noget, hun er tilfreds med i sit liv? Så er det behovet for at dele sig selv på internettet, der nager. Så er det vægten. Så er det mor-utilstrækkeligheden. Så er det den manglende evne til at kunne holde rent, og nu er det så mobilvanerne. Hvor er det trættende at læse en voksen kvinde hælde sine usikkerheder og fejl ud i plenum, hvor vi alle inviteres til at endevende hendes navlefnuller. Tænk, hvis hun fandt lidt mere selvsikkerhed frem og turde stå ved, at hun bare er fejlbarlig som os andre – og bruge tiden på noget med lidt mere substans”.

Og lad os nu for eksemplet skyld sige, at nogen derude (udover mig) tænker som paranoiastemmen lyder.

Så vil jeg bare minde dem (og mig selv) om, at bloggen er et beskedent udsnit af mit “rigtige” liv. Der foregår heldigvis rigtig meget andet ovre i det liv, der er Karoline, end det, der findes på icarriedawatermelon.dk.

Og det ved I naturligvis godt. Men husker I det altid? Jeg spørger, fordi jeg selv har tendens til at glemme det, når jeg læser med hos andre bloggere. At jeg ikke kender dem 1:1. Jeg kender dem fra et kurateret udsnit af virkeligheden. Ikke kurateret som i “poleret”, men som i “udvalgt”. Noget kommer på, meget gør ikke.

Jeg kom i den forbindelse til at spekulere en del over, hvad mine bedste blogveninder (jo: dem, jeg aldrig har mødt, men som jeg alligevel godt kan tænke på som jeg tænker på mine “rigtige” veninder) mon udelader … og jeg vil derfor godt her opridse, hvad det er jeg ikke blogger om. Det, som fylder lige så meget og tilsammen meget, meget mere end min utilstrækkelighed, min sorg, mit mobilmisbrug og alle de andre udsnit, der rammer bloggen her.

1: Mit parforhold.

Størst af alt er kærligheden – også i mit liv. Og parforhold er pissesvært og hårdt og sindssygt uddannende, måske den vildeste, daglige eksamen i disciplinen Menneskeliv, jeg kommer til at opleve. Og så er det privat. Selv om det er det, der er allermest kød på for en fortæller som mig.

Hvis jeg nu var i forhold med en type som mig selv, en digital hore, så ville hans og mit liv sammen fylde endnu mere. Men det er jeg ikke. Jens er privat, og det respekterer jeg lige så meget som han respekterer, at jeg ikke er nærig med mig selv på internettet.

2: Mine børns udvikling.

Jeg skriver om moderskab, ja, med tryk på ordet “moder”. Jeg bestræber mig på, at mine børn aldrig er genstand for en pointe – men at det er dét at være deres mor, der er genstanden. Og det er fordi deres historie er deres egen at fortælle eller tie med. De skal selv bestemme.

Hvis man gider grave, kan man kan sikkert sagtens finde flere eksempler, der går imod mine bestræbelser. Det er fordi jeg ikke er perfekt. Men intentionen er noget andet. Mit moderskab overlapper med deres barndom, selvfølgelig, men et sted imellem de to går der en grænse, som jeg prøver at overholde.

3: Mit arbejdsliv.

Ud fra et forsigtighedsprincip tier jeg stille med de fleste tanker, der vedrører mit professionelle virke. Man ved aldrig, og man kunne komme til at støde nogen uden at ville det – og så er det dumt at have sit indtægtsgrundlag i fare.

Men jeg elsker mit job, min arbejdsplads og mit felt, og det fylder meget i mine tanker. Nok fordi jeg er så heldig, at mine kolleger føles som familie – en kæmpestor, italiensk familie, hvor de fleste er både lidt irriterende og svært elskelige på samme tid – og det ved vi kun om hinanden, fordi vi ser hinanden mere, end vi ser vores “rigtige” slægtninge.

4: Mine veninderelationer.

De udgør bærende konstruktioner i min tilværelse, og alligevel nævner jeg dem sjældent på bloggen. Og det er bestemt ikke fordi deres liv og oplevelser ikke er blogmateriale (omg, dét er de – gid de bloggede!), eller at de ikke jævnligt gør mig klogere med deres vise indsigt. At de ikke er med på bloggen skyldes alene, at den fine fortrolighed, der er imellem mig og hver enkelt af dem, aldrig må forurenes af en tvivl hos dem om, om jeg kunne finde på at hælde ud på internettet, hvad det er vi når frem til.

Det håber jeg de ved, at jeg ikke gør – og at jeg ville spørge om lov på forhånd, hvis det var.

Så hvad er der så tilbage med bare lidt kød på? Er det overhovedet meningsfuldt at have et skrivested på internettet, når der er store dele af livet, der ikke må inddrages i det?

Det må I jo bedømme. For mig giver det mening, selv om det ikke har meget med hele billedet af mig at gøre. Her får I hverdag, makrelsalat, sorg og selvkritik. Og resten gemmer jeg til nogle andre. Det er mere ufarligt på denne måde, jo, bevares, men sådan må det være.

Engang hørte jeg et skriveråd om, at hvis man vil producere en tekst, der river og flår i andre så meget som den river og flår i en selv, så skal man skrive sådan her: Som om alle, man elsker, er døde og at ingen, man kender, nogensinde skal læse det.

Dang.

Sådan kommer jeg nok aldrig til at skrive, selv om jeg har en art liderlighed efter at prøve det. Give fanden i alt og bare lade ordene falde ud af fingrene uden at nogen eller noget kunne hæmme dem. Men. Jeg elsker min blog, men jeg elsker alt det uden for den højere. Trods alt.

(Den her tekst var nok mest til mig selv. Når jeg farer vild i voksenlivet og kommer i tvivl om hvem jeg egentlig er og om jeg har værdierne i orden, fordi det er så pissesvært at se maleriet klart, når man står med snotten helt oppe i de enkelte penselstrøg.)

***

6 thoughts on “4 ting, jeg ikke blogger om”

  1. Jeg kan virkelig følge dig. Tror jeg engang udtalte (til bachelor-/specialestuderende eller lignende), at jeg gerne ville være personlig, men ikke privat. Lige der må jeg indrømme, at jeg egentlig synes, at jeg havde en lille åbenbaring 🙂 For det er jo det, jeg gerne vil. Jeg vil gerne give folk et indblik i mit liv og mine tanker, men jeg lukker dem ikke ind i privatsfæren.

    Vedr. arbejdsliv: Der er jeg ikke 100 pct. på linje med dig, men det er også fordi, at jeg med bloggen (i hvert fald da jeg var phd-stipendiat) gerne ville punktere nogle myter om at arbejde “inden for murene”. Nu er det mere overvejelser om at være underviser, om at lære fra sig, underviseransvaret m.v., men altid holdt på et generelt plan, for der er et professionelt Marina, der lige skal holdes adskilt fra fritids Marina.

  2. Nåmn, jeg elsker altså også din blog, hvis du var i tvivl! ❤️ Oooog det der med at holde tingene på sin egen banehalvdel. En evig udfordring, fuckit det er svært. Jeg beundrer dem, der kan. Jeg tror jeg er helt og aldeles i minus på karmapoint hvad den slags angår. Tror egentlig mest jeg praktiserer/producerer skriftlig opkast, og det kan godt være jeg (på et tidspunkt) lige bør tænke lidt ekstra over det.

  3. Hej Karoline,

    Ja, jeg kan jo også rigtigt godt lide dine skriverier om alt muligt, også selvom det er et udsnit af et helt, levet liv. Det må det jo nødvendigvis være på en blog, ville ikke forvente andet.

    Jeg blev lige nysgerrig. Det der skriveråd og forskellige afarter af det har jeg også læst og tænkt: “umuligt!” Men jeg kom lige til at tænke på, var det lidt sådan, din tidligere blog fungerede? Hvor anonymiteten frigav noget mere “råt” materiale? Og måske også en grund til, at tage den ned fra www igen, forståeligt. Men jeg kan huske, at den var særligt medrivende, måske kunne man mærke, at den ikke tog (så mange) hensyn. Jeg ved det ikke og det er egentlig heller ikke for at sammenligne. Jeg er bare nysgerrig på forskelligheden i de måder at skrive en blog på. Hvis du forstår?

    Mvh Katrine

    • Hej Katrine. Ja, det var nok noget i den dur. Men den var også skrevet i et tidligere liv, hvor der ikke var andre end mig helt inde i indercirklen at passe på. Så er det jo nemmere og mere omkostningsfrit at gøre præcis som man selv vil.

      Egentlig tænker jeg – og det kunne du og andre der spørger til den tid ikke vide! – at den er et lukket kapitel, så jeg håber I forstår, at jeg ikke uddyber yderligere. Men jeg er så glad for, at I hænger på og hænger ud og godt gider mig, selv om jeg bare er helt almindelig og umystisk!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *