Familie,  Rodekassen,  Sorg

4 oplevelser fra 2017, jeg gerne ville have delt med min mor

… så nu får I dem i stedet.

Mor/søn-dokumentaren om Gloria Vanderbilt og Anderson Cooper på HBO, Nothing left unsaid

Min mor ville have rost den 93-årige Vanderbilt for at være en kvinde med klasse, lidt som hendes egen mor var – klasse før alt andet, sådan husker vi levende stadig kvinden Ingeborg – og min mor ville ikke have haft øje for den tragiske historie underneden: Hvor dårligt greb man kan risikere at få om det, der betyder noget i tilværelsen, når man i barndommen i stedet for kram og rutiner og grænser fik en milliardarv.

Vi ville have forstået den dokumentar forskelligt, og det er derfor man oplever noget med nogen, man holder af. For at lære, hvordan andre ser. Og jeg ville bagefter have sendt hende et link til Anderson Coopers artikel, My brother’s suicide, og hun ville ikke have åbnet det, og det er også okay, for hun ville have elsket alene, at jeg havde sendt det.

Min yngste nieces 1-års fødselsdag

Lille A blev født kort tid efter, min mor døde. Min mor har aldrig mødt hende, aldrig aet hendes bløde kind, aldrig set hvor meget hun ligner sin mor, min søster, som spæd.

Hver centimeter, hun vokser, hver ny ting, hun lærer er legemliggørelser af den tid, vi har undværet vores bedstemor. “Vi har undværet hende i den tid, det tager for en tand at bryde frem i et nyt menneske”. “Vi har undværet hende i den tid det tager en baby at lære at spise grød.” “Vi har undværet hende i den tid det tager et menneske at lære at kravle”.

Hvor ønsker jeg mig hårdt, at det velsignede, lille barn snart holder op med være sin mosters levende målestok over tid. Det abstrakte i døden bliver gjort konkret for hver lille bid, hun erobrer af livet. Og det gad jeg godt kunne løsne hende fra.

Tove Ditlevsen 100 år

Jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har været så opslugt af noget univers. I begyndelsen af 2017 læste jeg tre Ditlevsen-bøger i rap, jeg er på arbejdet dykket ned i Tove Ditlevsens forfatterskab, jeg har set Sort Samvittigheds mageløse Tove!Tove!Tove!-stykke i Skuespilhuset, og jeg afslutter året med lydsiden af stykket i ørerne via Spotify PÅ REPEAT.

Min mor har altid set begejstret til fra sidelinjen, når jeg har opdaget en eller anden kvinde fra fortiden og er blevet opslugt af hendes historie og på kort tid har konsumeret alt af og om hende. Først Laura Ingalls, så Caroline Mathilde og Leonora Christine, så Napoleons Desiree, Amalie Skram og Karen Blixen.

Det er et stykke tid siden sidste besættelse af en fortidskvinde, og måske er denne med Tove heller ikke helt så weltschmerzagtig som tidligere, hvor jeg ikke kunne forestille mig at leve to sekunder i denne skrækkelige nutidsverden, der er vores … men det sker. Lige nu. Lidt som da jeg var teenager. Og min mor ville have holdt så inderligt af det.

Min datters godnatritual

Når jeg putter barnet, er der en meget nøjagtig rækkefølge, tingene skal ske i, hvis den toårige skal gå til ro i fred og fordragelighed. Hvis jeg prøver at snyde med nogle af trinene, begynder vi forfra. Det er heldigvis nogle meget overkommelige krav at indfri, så jeg gør det med glæde.

Først skal der krammes godnat henne ved sengen. Så skal vi gå tilbage til hylden, hvor Bedstemors billede står, så det kan få en krammer og jeg kan blive fortalt, at Bedstemor altså bor nede i jorden og at hun er død og sød. Så skal jeg krammes godnat igen (passende, så jeg lige kan få hold på mig selv). Så en tår vand. Så bliver hun lagt i sengen, og dynen presses ind under den lille, lange krop fra skulder til fødder. Så bliver der aet på kind, sagt “Jeg elsker dig” og “Vi ses i morgen”, og så bliver lyset slukket. And it’s a wrap.

Og det er skønt at have så nemt putteligt et barn. Men det er også skrækkeligt, at min mor ikke er her til at fortælle mig, om hun blev lige så blød om hjertet dengang det var mig, der var barnet og hende, der var moderen, der pressede en dyne ind under min lille, lange krop hver aften.

(Det gjorde hun nok.)

@lisastroander, for fanden. Ja. Den er. 💔

Et opslag delt af Karoline (@kammaline) den

***

3 Comments

  • Helle

    Hold nu K… hvor skriver du bare godt..!
    Og en anden ting, som jeg har tænkt på at fortælle dig i noget tid; Jeg ved godt at din sorg over tabet af din mor er forfærdelig og tung. Men der er også noget prisværdigt og misundelsesværdigt over at du savner sådan, for der tyder på så fint et forhold som langt fra alle er forundt. Det løser vel intet at jeg siger det, men jeg håber at du måske en gang imellem kan varme dig lidt ved tanken, i stedet for at det er alt det du ikke fik mere af som fylder.
    Jeg får mest bare ondt i maven over at jeg ikke kommer til at kunne savne, ære og minde min mor på den måde du gør – du gør det godt! 🙂
    Kh

    • Karoline

      Jeg er så glad for din kommentar, Helle. Tak for den og de pæne ord. Jo, jeg varmer mig ved tanken om at sorgen en dag bliver en mildere størrelse med mere plads til alt det smukke … men lige nu er det der fylder mest alligevel følelsen fortrydelse. Over at have spildt tiden, mens hun var her. Jeg ville ønske, at jeg havde tilbragt mere tid med hende i de senere år. Men til mit forsvar: Jeg havde intet begreb om, hvor meget jeg ville savne hende den dag hun var væk. Det har blæst mig bagover, hvor meget i hele min struktur der er ændret af at have mistet min mor.

      Jeg får også ondt i maven over, at du ikke kommer til at savne din mor så meget – eller læser jeg forkert? Du har sikkert ikke lyst til at udbasunere på internettet hvorfor ikke, men du fortjener et langt kram for at bære på en historie, der ikke lyder helt ukompliceret.

      Kærlig hilsen Karoline.

  • Maude // skøreliv.dk

    Hvor er det smukt! ❤️ Og så vil jeg slutte mig til Helles kommentar, jeg har det på samme måde som hende. Så selv om det er ubærligt, så er det enestående. Kæmpe kram fra mig – jeg håber din jul bliver rar, til trods for dit savn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0