I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Strøtanker: Dage med døve tanker og vand i kroppen

Her midt i uge 40 af min første graviditet har jeg …
  • undret mig over, hvor køligt jeg tager det, at jeg ikke rigtigt kan interessere mig for andre lige nu. Deres jobudfordringer, kærestesorger, deres venindetroubles … kan. ikke. mønstre. oprigtig. interesse, selv om jeg virkelig prøver. Har deres veninde/søster/kollega/whatever derimod lige født – så sidder jeg og glammer for alle detaljer om dette ukendte menneskes overvejelser og erfaringer. Må sende alle en buket, når symbiose og ammehjerne og handikapbekymringer er drevet over om … 35 år.
  • tænkt, at samme undskyldende buket må sendes til min gamle pligtfølelse over for at følge med i samfundet. Har lige bedt min kæreste tage høretelefoner på, hvis han absolut skulle se det klip hvor Yahya Hassan debatterer Dan Parks med enelleranden politiker, for jeg kunne altså ikke høre min musik gennem al den snak. Undskyld.
  • masseret min hang til bekymringer med denne artikel fra Kristeligt Dagblad om lille Lova, der ti dage gammel viser sig at være døv – et faktum, der splatter ud over moderens og kernefamiliens lille idyl som et ubærligt chok. Jeg nåede aldrig så langt i artiklen som til at læse, at moderen sikkert bliver stærk af det og lærer noget vigtigt om liv og moderskab og hvad man kan overkomme. Stoppede bare der, hvor det så allersortest ud for hende, og hvor hun helst ville bytte Lova væk. Mine tanker om, at hvis min pige ikke er døv, så er hun nok noget andet, overdøvede artiklen. Og hvis det ikke viser sig ved fødslen, så senere. Eller også kommer hun ud for en ulykke. Eller også ditten. Eller datten. (Velkommen til moderskabet, griner I, jeg kan godt høre jer.)
  • hvæset indeni, hvorfor fanden jeg lugter sådan af sved og hvorfor det ikke kan vaskes væk!?
  • gjort som en læser rådede i går og set dokumentarfilmen Babies, der meget nøgternt og fint minder om, at børn bliver født hele tiden verden over, og at tryghed ikke ligger i udstyr, men i kærlighed. Nu er jeg vendt tilbage til at være okay med, at vi nok hen ad vejen finder det rette blemærke, og panikken over ikke at have en babyalarm indkøbt her før termin er også skrumpet noget. Det skal nok gå. Filmen kan ses gratis lige her.
  • været meget vred over væske i ikke bare hænder og fødder, men også fucking ansigtet. What the fucking fuck.

« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.