I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

3 umagiske ting ved “den første, magiske tid” som ny mor

Den ret så fierce og nybagte mor Kia Ellegaard har i dag lagt et billede på Instagram med en stærk billedtekst, der i detaljer forklarer, hvor mange ting, der er svære lige nu, efter hun er blevet mor. Se billedet her.

I den forbindelse efterlyser hun, om ikke flere nye mødre gad tale højere om hvor hård tiden med en nyfødt (også) er, mens de står i den og mens de er ved at kløjes i det hele.

Først sagde jeg til mig selv, at den reprimande i hvert fald ikke gjaldt mig.

Og så kom jeg i tanker om, at det gjorde den.

Der foregår rigtig meget kvindeærlighed på internettet i disse år, men alligevel har Kia en pointe. De rigtigt svære ting i for eksempel moderskabet er ikke så social media-egnede (selv om de rammer mange), og så bliver de helt skrevet ud af den historie, vi vælger at fortælle.

Ikke så meget bloggerne, for jeg synes der er rigtig mange gode blogs, der får både det sure og det søde med. Men den almindelige forbruger af sociale medier er i min optik ret kvik til kun at vise det pæne, lykkelige eller sjove … det “magiske”.

Det bunder sikkert i, at også moderskabet ubevidst skal præsteres. Vi er stolte, hvis vi føder uden smertelindring og bider ammesmerterne i os, til brystvorterne falder af, og er vi tilbage i vores skinnyjeans efter 2 uger udløser det en stærk-arm-emoji. Og hvis ikke vi ægte præsterer en form for sejhed, så kan vi altid fake it till we make it på de sociale medier. Og give vores børn de rigtige, støvede nuancer mærketøj på imens.

Der er altid en positiv vinkel at samle det hele op i. Som skjuler, at man faktisk ikke er særlig sej altid. Nogle gange græder man altså af fortvivlelse ud over det hele og fortryder den atombombe, man har smidt ind i sit liv.

Jeg ved ikke med jer andre, men lidt skyldig i glansbilledeproduktion var jeg i hvert fald selv. Jeg synes ikke, jeg var den værste i klassen til kun at vise de pæne vinkler og støvede pasteller frem, men til gengæld var jeg slem til at inficere det sure med ironisk distance, der jo også er et forsøg på at lande på benene i andres øjne.

Og det er noget hø. For det er hårdt at blive mor, også når det går godt, ikke bare oppe i hovedet, men i hele kroppen og i særdeles i det lasede skræv, det slappe maveskind og i de tunge, fortyggede bryster. Og det må være rart at kunne se rundt på andre i omgangskredsen og på internettet, at det er helt vildt normalt, når det overhovedet ikke kører i olie fra dag 1, og der kun er minus at øjne på alle konti.

Man lander ikke altid på benene. Nogle gange er man bare helt og aldeles i knæ.

Så. Kia. Med to års forsinkelse. 3 ting, jeg ikke gad flaunte dengang, men som passende kan bruges til at sætte flere snakke i gang om de ærgerlige, selvmedlidende, useje sider af det at blive mor, som også skal høres, hvis vi vil fortælle om de pæne:

1) Efter fødslen sejlede det bagtil.
Og med det mener jeg: Jeg kunne ikke komme på toilettet. Ah, forstoppelse, tænker læseren, det findes der sgu da håndkøbsmedicin imod. Men nej, ikke forstoppelse: Maven fungerede fint og producerede som den skulle (…), men et forstuvet, træt efterfødselsbagparti gjorde det umuligt for mig at lave noget, der mindede bare en lille smule om et pres. Det betød en konstant og temmelig hyletonefremkaldende fornemmelse af at skulle på toilettet, men uden at være i stand til at komme af med noget. Fornemmelsen blev over dage til smerter, og til sidst var jeg så meget på randen af panik, at jeg legede med tanken (ikke haha-forsjov-overvejede, men reelt planlagde) at grave det ud med en ske. Jeg græd og græd på det wc og talte ikke med nogen om det, og det var nok det værste. At være ved at sprænges af lort og panik uden at nogen måtte vide noget om det.

(Det lykkedes i øvrigt til sidst. Uden ske. Men lad os snakke om hæmorider en anden god gang.)

2) Jeg var helt og aldeles klar til at kvitte amningen på dag 5.
Sideløbende med problemerne bagtil, skulle der også lige en amning op at køre. Og jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor noget, der siden tidernes morgen har været så essentielt for vores overlevelse, skal gøre så ondt, at den udøvende part – moderen – faktisk ikke har lyst til at gøre det.

På dag 5 sad jeg og truede sundhedsplejersken (for sådan føltes min anspændte, vrede krop – som om den truede hende og som om kun hun havde interesse i, at jeg ammede) med at stoppe amningen, hvis ikke hun kunne vise mig en teknik til at gøre det mindre smertefuldt nu. Jeg var fuldstændig ligeglad med hvor anbefalet det var at amme – min krop var helt færdig, og jeg gad ikke mere pis nu.

Jeg havde vildt ondt af mig selv, og når jeg i dag tænker tilbage på mig selv der i sofaen med en bylt i armene og bare bryster og et maveskind, der mindede om koldhævet dej og en rasende, gråddirrende underlæbe, får jeg igen vildt ondt af mig selv. Det var benhårdt. Især det faktum, at barnets næring og trivsel er vigtigst. Jeg følte mig også temmelig vigtig (som den tilsyneladende eneste) og havde lyst til at reagere som barnet på modgang: Med vræl og flitsbue.

Sundhedsplejersken valgte klogt ikke at føle sig truet. Hun sagde noget venligt og sikkert også konstruktivt, men jeg har glemt hvad, for det hjalp ikke.

Det, der hjalp, var vores nabos ord. Hun sagde, at for rigtig mange med problemfri, almindelige ammeopstarter går smerterne væk på 10.-11. døgn. Senest da skulle der så at sige være dannet hård hud på babserne. Jeg ved ikke om andre kan bruge den tidsramme til noget eller om den overhovedet er sand (den hårdeste ammemafia påstår jo, at korrekt amning slet ikke gør ondt, psssj), men for mig var det det stærkeste strå, nogen kunne have rakt mig i forbindelse med amningen: Hun havde givet mig en horisont. 6 døgn mere med smerter kunne jeg klare, hvis altså jeg måtte kaste håndklædet i ringen efter det.

To dage senere, altså på dag 7, forsvandt smerterne. Det viste sig, at jeg slet ikke havde haft ammeproblemer. Det kan jeg se i dag, hvor flere veninder har fået børn og har oplevet rigtige, alvorlige ammeproblemer. Min ammestart var bare efter bogen. Og “efter bogen” er så åbenbart så led, at man bliver en rigtig træls person af at skulle stå det ud.

Jeg fatter ikke, at det er indrettet sådan. (Og skal vi ikke rejse os og klappe af de nye mødre, der lige nu står det igennem.)

Var smerterne ikke skredet på senest 11.-dagen, så havde jeg i øvrigt uden at kigge mig tilbage stukket min sultne datter en dejlig, lunken flaske. Uden tårer i.

3) Jeg fik menstruation igen lige som efterfødselsblødningen var holdt op.
Ja, hej med dig. Min gamle ven. Dig havde jeg overhovedet ikke savnet. Og jeg havde faktisk haft det fint med udsigten til, at vi først skulle ses igen omkring vores datters indkøring i vuggestue. Ikke allerede nu, kun 2 måneder efter fødslen, hvor alt stadig er hormonelt og varmt og blødt og træls. 2 sølle måneder. Oh yes. For fuld smadder.

Helt ærligt.

Give mothers an effing break.

*
*
*
Facebook * Instagram


Måske vil du også læse:

« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.