Best of,  Graviditet, fødsel og barsel,  Rodekassen

3 umagiske ting ved “den magiske tid” som nybagt mor

Den nybagte mor Kia Ellegaard har i dag postet et billede og en stærk tekst om amning og efterfødselskroppen. I detaljer forklarer hun, hvor svært og overvældende det er at blive mor. Se billedet her.

I den forbindelse efterlyser hun, om ikke flere nye mødre gad tale højere om hvor hård tiden med en nyfødt (også) er, mens de står i den. Mens de er ved at kløjes i den.

Først sagde jeg til mig selv, at den reprimande i hvert fald ikke gjaldt mig.

Og så kom jeg i tanker om, at det gjorde den.

Internettet flyder over med sej kvindeærlighed i disse år … men alligevel har Kia en pointe. De rigtigt svære ting i for eksempel moderskabet er ikke så instagramvenlige, og så bliver de helt skrevet ud af den historie, vi vælger at fortælle. Tilbage står et samlet, velredigeret billede af, at nybagte mødre lever i en verden af gylpfri, støvede pasteller og idyllisk sovende børn. Det ser helt magisk ud.

Det bunder sikkert i, at også moderskabet skal præsteres. Vi er stolte, hvis vi føder uden smertelindring. Hvis vi bider smerterne ved amning i os, til brystvorterne falder af. Og hvis vi er tilbage i vores skinnyjeans efter 2 uger, udløser det en stærk-arm-emoji.

Er der ikke så meget at føle sig sej over, holder vi enten kæft indtil vi igen er ovenpå, eller også graver vi en mikroskopisk sej vinkel på noget frem. Og så kan dén da være prismet, andre ser vores forældreskab gennem. De mange likes kan være rare at varme sig ved, når livet bider til. Og hvorfor egentlig dvæle ved det grimme, synes vi at have spurgt os selv.

Men nogle gange fortryder man altså bare den atombombe, man har smidt ind i sit liv. Og Kia – og alle andre, der står i det nu – fortjener at vide, at de fleste af os har været lige der. At der intet er i vejen med at kløjes i den store omvæltning.

Jeg ved ikke med jer andre, men ret skyldig i glansbilledeproduktion var jeg i hvert fald selv. Måske var jeg ikke den værste i klassen til kun at vise det pæne frem, men i stedet var jeg slem til at inficere det sure med ironisk distance. Og det jo også er et forsøg på at lande på benene. Se mig, det sejler, men jeg kan stadig grine af det, jeg er IKKE ved at knække.

Selv om jeg følte mig ret vissen i fundamentet af og til. Som om jeg faktisk godt kunne knække.

Og det er noget hø at nedtone netop det. For det er hårdt at blive mor, også når det går godt. Ikke bare oppe i hovedet, men i hele kroppen og i særdeles i det lasede skræv, det slappe maveskind og i de tunge, fortyggede bryster. Og det må være rart at kunne spejle hos andre, at deres familie heller ikke kørte i olie fra dag 1, og at der også hos dem kun var minus at øjne på alle konti af og til.

Man lander ikke altid på benene. Nogle gange er man bare helt og aldeles i knæ. Hvis vi vil ytre os offentligt, bliver vi nødt til også at fortælle dén historie. Uden den er vores historie ikke sand.

Så. Kia. Med to års forsinkelse. 3 ting, jeg ikke gad flaunte dengang. Måske kan de kickstarte flere snakke i gang om de ærgerlige, selvmedlidende sider af det at blive mor. Sider, som også skal belyses, hvis vi vil fortælle om de pæne.

1) Efter fødslen sejlede det bagtil.

Og med det mener jeg: Jeg kunne ikke komme på toilettet. Ah, forstoppelse, tænker læseren, det findes der sgu da håndkøbsmedicin imod. Men nej, ikke forstoppelse: Maven fungerede fint og producerede som den skulle (…), men et forstuvet, træt efterfødselsbagparti gjorde det umuligt for mig at lave bare et lille bitte pres.

Det betød en konstant og hyletonefremkaldende fornemmelse af at skulle skide, men uden at være i stand til at gøre det.

Fornemmelsen blev over dage til smerter, og til sidst var jeg så meget på randen af panik, at jeg legede med tanken om at grave det ud med en ske. Jeg græd og græd på det wc og talte ikke med nogen om det, og det var nok det værste. At være ved at sprænges af lort og panik uden at nogen måtte vide noget om det.

(Det lykkedes i øvrigt til sidst. Lad os snakke om hæmorider en anden god gang.)

2) Jeg var helt og aldeles klar til at kvitte den der amning på dag 5.

Sideløbende med problemerne bagtil, skulle der også lige en amning op at køre. Og jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor noget, der siden tidernes morgen har været afgørende for artens overlevelse, skal gøre så ondt, at den udøvende part – moderen – vægrer sig ved det.

På dag 5 sad jeg og truede sundhedsplejersken (som om kun hun havde interesse i, at jeg ammede) med at stoppe amningen, hvis ikke der fandtes en teknik til at stoppe smerterne nu. Jeg var fuldstændig ligeglad med hvor anbefalet det var at amme – min krop var helt færdig af fødsel og søvntortur, og jeg gad ikke mere pis nu.

Når jeg tænker tilbage på mig selv i sofaen med en bylt i armene og bare bryster og et maveskind, der mindede om koldhævet dej og en rasende, gråddirrende underlæbe, får jeg igen vildt ondt af mig selv. Amning er benhårdt! Hårdt, at barnets næring og trivsel er vigtigst, hårdt ikke selv at være lige så vigtig med et skræv presset i skuddermudder og udkørte muskler.

Sundhedsplejersken valgte klogt ikke at føle sig truet. Hun sagde noget venligt og sikkert også opbyggeligt, men jeg har glemt hvad. For det hjalp ikke min amning.

Den, der hjalp, var vores nabo. Ifølge hende ville smerterne gå væk på 10.-11. døgn, hvis der var tale om en almindelig, problemfri amning. Senest da skulle der så at sige være dannet hård hud på babserne. Jeg ved ikke om andre kan bruge den tidsramme til noget, men for mig var det et stærkt strå at hage mig fast i. En tidshorisont. 6 døgn mere med smertefuld amning kunne jeg klare. Hvis altså jeg måtte kaste håndklædet i ringen efter det.

To dage senere, altså på dag 7, forsvandt smerterne. I dag, hvor flere veninder har fået børn og har oplevet alvorlige problemer med deres amning, kan jeg se, at jeg ikke havde problemer. Min ammestart var efter bogen. Og “efter bogen” er åbenbart så led, at man bliver rigtig træls af at skulle stå det ud. Næste gang vil jeg bunde et glas rødvin inden amning og fokusere på ro. Hvis jeg kan.

Jeg fatter ikke, at det er indrettet sådan. (Og skal vi ikke rejse os og klappe af de nye mødre, der lige nu står det igennem.)

3) Jeg fik menstruation igen lige som efterfødselsblødningen var holdt op.

Ja, hej med dig. Min gamle ven. Dig havde jeg overhovedet ikke savnet. Og jeg havde faktisk haft det fint med, at vi vel skulle ses igen omkring vores datters indkøring i vuggestue. Ikke allerede 2 måneder efter fødslen, hvor alt stadig er hormonelt og varmt og blødt og træls. 2 sølle måneder. Oh yes. For fuld smadder.

Helt ærligt.

Give mothers an effing break.

*
*
*
Læs flere af mine ord om den første tid som nybagt mor her

10 råd til alle, der skal på barselsbesøg
Et meget simpelt trick til at huske de skide knibeøvelser

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’

***

17 Comments

  • Signe

    Jeg synes ikke den første tid er spor magisk. Den er benhård, alt gør ondt, amning er en pine og man er skeløjet af søvnmangel og intet er tilnærmelsesvis normalt. Ved mit første barn følte jeg lidt ‘skyld’ over den manglende magi, anden gang accepterede jeg at det (for mig i hvert fald) er et par benhårde uger – for jeg vidste, at det ville blive bedre 🙂

    • Karoline

      Muligvis er der ikke nogen, der betegner den første tid som magisk. Udover mig! Jeg gjorde det. Og jeg fortryder lidt, at jeg ikke blødte det op med nogle fortællinger om, hvad det også også også også er.

  • Skalotteløg

    Kører på femte måned nu. Med ammeproblemer, søvnunderskud og overvejelser om at dræbe min mand. Der er absolut intet smukt i det, og jeg bliver så træt af dem, der glanspolerer det på SoMe (SuckMe??)
    Prøver selv at skrive en masse om, hvor hårdt det er – men jeg har bare så lidt energi til at gøre det, at det meste bliver retroperspektivt… Tror jeg vil tage din udfordring op snarest

    • Karoline

      Intet pres herfra for at dele nogetsomhelst! Men hvis man deler, så kan man jo overveje om det kun skal være det positive. Eller om man kan få nogle nuancer med.

      … og det synes jeg i øvrigt, at du er megagod til.

  • Lika

    Sejt indlæg. Det var en kæmpe omvæltning for mig at blive mor. Opgav amning og en meget frustreret baby nogle uger senere. Han ville aldrig ammes – det var galt lige fra starten. Forstod det ikke og fik ingen hjælp til teknik på sygehuset. Ammamafiaen stod bare og så på og smilede mens det stod på. Og 2 dage senere blev jeg sendt hjem. Kæmpe støtte fra familie og veninder fik jeg dog. Undtaget fra en enkelt, der havde så lidt situationsfornemmelse, at da hun nogle mdr senere blev mor sendte et billede af sig selv og sin baby – mens de ammede. Jo tak – lige hvad jeg havde brug for.

    Anyways, det var sgu lidt svært det hele. Og jeg følte mig så anderledes og unormal, så jeg er sgu glad for at læse at jeg aldeles ikke var det. Bare helt almindelig. Tak fordi du deler 🙂

  • M

    Jeg er lige præcis dér nu med en baby på 6 dage. Jeg føler mig som den eneste i verden, der synes det er vanvittigt hårdt. Ja det er også dejligt, men mest hårdt. Og nogen gange i løbet af dagen føles det faktisk alt for hårdt. Tak for at give mig troen på at det ikke er mig, der er noget galt med.

  • Maja

    Tak fordi du deler 🙂

    Jeg er ikke den store SoMe-bruger, men til gengæld en af de første i omgangskredsen til at få børn. Og det kan være lidt svært hvor meget man skal dele synes jeg: skal jeg f.eks. fortælle min gravide veninde at det først er nu her 2 mdr efter jeg fødte at jeg ikke længere græder når jeg skal lave ‘nr 2’? Og at jeg stadig ind i mellem må holde igen på mellemkødet fordi det føles som om hele underlivet er på vej med ud?
    Jeg vil jo gerne give hende plads til at glæde sig, men også gerne forberede hende på at virkeligheden er meget langt fra de lyserøde insta-filtre…?
    Særligt fordi jeg selv blev meget chokeret med mit første barn over hvor absurd hårdt det er.

    • Karoline

      Du er en sød veninde. Og du har ret – man skal heller ikke skræmme de gravide fra vid og sans. Her er hvad jeg ville gøre: Holde ind med din sandhed, men vær klar til at lytte, når hun har født. Og måske insistere lidt på, at hun gerne må tale heeeelt frit, hvis der er noget, hun synes er svært.

      Det er vist et åg, I må bære, I der er de første i omgangskredsen, der får børn. Vid, at vi er voldsomt taknemmelige for de erfaringer, I høster og deler ud af, os, der bliver mødre efter jer.

      • Maja

        Det lyder som en god balance 🙂
        Og tak, jeg var selv så taknemmelig for min ene gode veninde jeg havde at trække på, som fik børn​ før mig, så nu hvor flere omkring mig begynder at blive gravide tænker jeg meget over hvordan jeg gør det bedst ifht at dele erfaringer.

  • Sille

    Jeg kan nikke genkendende til dit indlæg – det tror jeg, mange kan – men alligevel er det ikke noget man taler om. Og jeg opdager først at det ikke er noget, vi taler om, når jeg læser indlæg som disse. Det er ret vildt, synes jeg. Kollektiv benægtelse på autopilot.

    Især nr. 1 sloges jeg med. Det må være ret almindeligt, men hvorfor advarer ingen os om det? Er det meningen at man bare skal være overladt til sig selv, grædende på kummen? Det kan ikke være rigtigt!
    Så tak for dit indlæg!

  • Charlotte

    Jeg var så en af dem, hvor amning gik fint fra to minutter efter fødslen. Menstrautionen kom også meget sent. Men de to ting kombineret betød et meget lavt østrogenniveau, hvilket betød en helt vanvittig smerte, når min kæreste og jeg flere måneder efter kæmpede med at få gang i sexlivet igen. Jeg var næsten overbevidst om, at jeg var blevet syet forkert sammen.

    Der var forresten heller ingen, der sagde til mig, at man måtte tage smertestillende efter fødslen, hvor ens underliv føltes, som om det havde fået tæsk.

    Jeg havde også ret ondt af mig selv.

  • Ida

    Åh, lad os tale om hæmorider. Har idag fejret min datters og min hæmorides 2 års fødselsdag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0