I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

3 umagiske ting ved “den magiske tid” som nybagt mor

Den nybagte mor Kia Ellegaard har i dag postet et billede og en stærk tekst om amning og efterfødselskroppen. I detaljer forklarer hun, hvor svært og overvældende det er at blive mor. Se billedet her.

I den forbindelse efterlyser hun, om ikke flere nye mødre gad tale højere om hvor hård tiden med en nyfødt (også) er, mens de står i den. Mens de er ved at kløjes i den.

Først sagde jeg til mig selv, at den reprimande i hvert fald ikke gjaldt mig.

Og så kom jeg i tanker om, at det gjorde den.

Internettet flyder over med sej kvindeærlighed i disse år … men alligevel har Kia en pointe. De rigtigt svære ting i for eksempel moderskabet er ikke så instagramvenlige, og så bliver de helt skrevet ud af den historie, vi vælger at fortælle. Tilbage står et samlet, velredigeret billede af, at nybagte mødre lever i en verden af gylpfri, støvede pasteller og idyllisk sovende børn. Det ser helt magisk ud.

Det bunder sikkert i, at også moderskabet skal præsteres. Vi er stolte, hvis vi føder uden smertelindring. Hvis vi bider smerterne ved amning i os, til brystvorterne falder af. Og hvis vi er tilbage i vores skinnyjeans efter 2 uger, udløser det en stærk-arm-emoji.

Er der ikke så meget at føle sig sej over, holder vi enten kæft indtil vi igen er ovenpå, eller også graver vi en mikroskopisk sej vinkel på noget frem. Og så kan dén da være prismet, andre ser vores forældreskab gennem. De mange likes kan være rare at varme sig ved, når livet bider til. Og hvorfor egentlig dvæle ved det grimme, synes vi at have spurgt os selv.

Men nogle gange fortryder man altså bare den atombombe, man har smidt ind i sit liv. Og Kia – og alle andre, der står i det nu – fortjener at vide, at de fleste af os har været lige der. At der intet er i vejen med at kløjes i den store omvæltning.

Jeg ved ikke med jer andre, men ret skyldig i glansbilledeproduktion var jeg i hvert fald selv. Måske var jeg ikke den værste i klassen til kun at vise det pæne frem, men i stedet var jeg slem til at inficere det sure med ironisk distance. Og det jo også er et forsøg på at lande på benene. Se mig, det sejler, men jeg kan stadig grine af det, jeg er IKKE ved at knække.

Selv om jeg følte mig ret vissen i fundamentet af og til. Som om jeg faktisk godt kunne knække.

Og det er noget hø at nedtone netop det. For det er hårdt at blive mor, også når det går godt. Ikke bare oppe i hovedet, men i hele kroppen og i særdeles i det lasede skræv, det slappe maveskind og i de tunge, fortyggede bryster. Og det må være rart at kunne spejle hos andre, at deres familie heller ikke kørte i olie fra dag 1, og at der også hos dem kun var minus at øjne på alle konti af og til.

Man lander ikke altid på benene. Nogle gange er man bare helt og aldeles i knæ. Hvis vi vil ytre os offentligt, bliver vi nødt til også at fortælle dén historie. Uden den er vores historie ikke sand.

Så. Kia. Med to års forsinkelse. 3 ting, jeg ikke gad flaunte dengang. Måske kan de kickstarte flere snakke i gang om de ærgerlige, selvmedlidende sider af det at blive mor. Sider, som også skal belyses, hvis vi vil fortælle om de pæne.

1) Efter fødslen sejlede det bagtil.

Og med det mener jeg: Jeg kunne ikke komme på toilettet. Ah, forstoppelse, tænker læseren, det findes der sgu da håndkøbsmedicin imod. Men nej, ikke forstoppelse: Maven fungerede fint og producerede som den skulle (…), men et forstuvet, træt efterfødselsbagparti gjorde det umuligt for mig at lave bare et lille bitte pres. Det betød en konstant og hyletonefremkaldende fornemmelse af at skulle skide, men uden at være i stand til at gøre det. Fornemmelsen blev over dage til smerter, og til sidst var jeg så meget på randen af panik, at jeg legede med tanken om at grave det ud med en ske. Jeg græd og græd på det wc og talte ikke med nogen om det, og det var nok det værste. At være ved at sprænges af lort og panik uden at nogen måtte vide noget om det.

(Det lykkedes i øvrigt til sidst. Lad os snakke om hæmorider en anden god gang.)

2) Jeg var helt og aldeles klar til at kvitte den der amning på dag 5.

Sideløbende med problemerne bagtil, skulle der også lige en amning op at køre. Og jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor noget, der siden tidernes morgen har været afgørende for artens overlevelse, skal gøre så ondt, at den udøvende part – moderen – vægrer sig ved det.

På dag 5 sad jeg og truede sundhedsplejersken (som om kun hun havde interesse i, at jeg ammede) med at stoppe amningen, hvis ikke der fandtes en teknik til at stoppe smerterne nu. Jeg var fuldstændig ligeglad med hvor anbefalet det var at amme – min krop var helt færdig af fødsel og søvntortur, og jeg gad ikke mere pis nu.

Når jeg tænker tilbage på mig selv i sofaen med en bylt i armene og bare bryster og et maveskind, der mindede om koldhævet dej og en rasende, gråddirrende underlæbe, får jeg igen vildt ondt af mig selv. Amning er benhårdt! Hårdt, at barnets næring og trivsel er vigtigst, hårdt ikke selv at være lige så vigtig med et skræv presset i skuddermudder og udkørte muskler.

Sundhedsplejersken valgte klogt ikke at føle sig truet. Hun sagde noget venligt og sikkert også opbyggeligt, men jeg har glemt hvad. For det hjalp ikke min amning.

Den, der hjalp, var vores nabo. Ifølge hende ville smerterne gå væk på 10.-11. døgn, hvis der var tale om en almindelig, problemfri amning. Senest da skulle der så at sige være dannet hård hud på babserne. Jeg ved ikke om andre kan bruge den tidsramme til noget, men for mig var det et stærkt strå at hage mig fast i. En tidshorisont. 6 døgn mere med smertefuld amning kunne jeg klare. Hvis altså jeg måtte kaste håndklædet i ringen efter det.

To dage senere, altså på dag 7, forsvandt smerterne. I dag, hvor flere veninder har fået børn og har oplevet alvorlige problemer med deres amning, kan jeg se, at jeg ikke havde problemer. Min ammestart var efter bogen. Og “efter bogen” er åbenbart så led, at man bliver rigtig træls af at skulle stå det ud. Næste gang vil jeg bunde et glas rødvin inden amning og fokusere på ro. Hvis jeg kan.

Jeg fatter ikke, at det er indrettet sådan. (Og skal vi ikke rejse os og klappe af de nye mødre, der lige nu står det igennem.)

3) Jeg fik menstruation igen lige som efterfødselsblødningen var holdt op.

Ja, hej med dig. Min gamle ven. Dig havde jeg overhovedet ikke savnet. Og jeg havde faktisk haft det fint med, at vi vel skulle ses igen omkring vores datters indkøring i vuggestue. Ikke allerede 2 måneder efter fødslen, hvor alt stadig er hormonelt og varmt og blødt og træls. 2 sølle måneder. Oh yes. For fuld smadder.

Helt ærligt.

Give mothers an effing break.

*
*
*
Læs flere af mine ord om den første tid som nybagt mor her

10 råd til alle, der skal på barselsbesøg
Et meget simpelt trick til at huske de skide knibeøvelser

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’

 


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.