gode blogs om at blogge
Blogging

Skriveskole: 3 lærerige blogs om at blogge – og hvorfor jeg gider følge dem fast frem for andre

Blogs om at blogge | Jeg har interesseret mig for, hvad der virker på nettet i mange år. Så meget, at det blev min levevej. Og måske var det netop det, at jeg kom til at arbejde med internettet professionelt, der gjorde, at jeg holdt op med at betragte det som en hobby, kan følge på blogplan. Selv om der er masser af blogs om at blogge og om andre, vigtige digitale tendenser derude.

Det gør jeg i dag. Følger dem. I samme feeds, hvor mine yndlingsblogs inden for hyggelæsning også lander. Hvor jeg før i tiden googlede, når jeg havde et konkret problem eller havde opsnappet en eller anden digital tendens, følger jeg i dag en lille vifte af gode blogs om at blogge for at være på forkant.

Meget meta, I know, men lur mig om ikke I er andre derude, der interesserer sig for blogmediet på samme niveau som jeg gør. For hele maskineriet bag det, som den enkelte læser møder. Og som godt ved, at man kan påvirke sig til flere læsere. At man ikke behøver sidde med hænderne i skødet og vente på, at læserne tilfældigt lander på ens domæne.

Som gerne vil kende til psykologien bag hvorfor listeoverskrifter virker så godt; hvordan SEO løses godt af hobbybloggeren og ikke kun gider læse artikler henvendt til multinationale virksomheder med store budgetter og egne udviklere; hvad den næste store tendens til at finde sit rette publikum er.

Den slags.

Det synes jeg, at disse 3 blogs nederst løser flot. De mestrer “show don’t tell”, så deres blogs er indbydende, mens de skriver om, hvordan man er indbydende. Og så lirker de tekst for tekst og vinkel for vinkel den disciplin åben, som både mit arbejdsliv som webredaktør i forlagsbranchen og mit hobbyliv her på domænet drejer sig om: Hvordan man skriver sig ind i andres hjerter med sit budskab.

Ikke bare holder de mig opdateret på tendenser fra større sprogområder end vores danske (vi danske skribenter må sande, at vi bare ikke kan eksplodere i samme grad som for eksempel de engelsksprogede, da vi ikke har hele verden som potentielt publikum) som måske snart vil dryppe på os – de gør det også på en personlig, levende måde, som gør det spændende at følge med i kontinuerligt.

Jeg kan ikke bruge alle deres råd og meninger til noget, og jeg tager ikke alt, hvad de skriver for gode varer, for deres publikum er ikke mit. Men jeg læser med interesse det meste de skriver, snupper det, jeg kan bruge, og syr det om til noget, jeg synes passer til min stil.

Her er de:

3 blogs om at blogge – og hvorfor jeg gider følge dem fast frem for andre
Den 1. gode blog om at blogge: Maria fra Bloggers meet bloggers

Hvorfor? Fordi bloggen ligner de lækreste, ufarlige livsstilsblogs, som jeg – indrømmet – har en svaghed for. Men hendes blogposts er fulde af gennemresearchede råd, letoverskueligt opsatte tutorials og originale ideer til nemme, små løsninger, som ofte har fået mig til at smide, hvad jeg lige havde i hænderne, for at rende hen i min blogs backend og begynde at rode med det.

Den 2. gode blog om at blogge: Sandra fra Conversion Minded

Hvorfor? Fordi Sandra dækker hele paletten, der er min interesse: Tendenser inden for blogging, social media og email marketing. Noget bruger jeg i mit lønnede day job, noget bruger jeg til min hobbyblog her, men sjældent skriver hun noget, jeg ikke lagrer et eller andet sted.

Noget andet fint ved Sandras blog er frekvensen. Det her er ikke en type blog, jeg behøver høre fra på daglig eller endda ugentlig basis. En eller to gange dukker hun op i mit feed med brugbart indhold – og det er rigeligt.

Den 3. gode blog om at blogge: Megan fra Megan Martin Creative

Hvorfor? Fordi sproget! Megan Martin her lyder som en, man næppe ville kunne holde ud i virkeligheden, men på skrift kan hun noget med sin energi og kække ordspil. Som når hun sammenligner bloggeres SEO-fejl med sin egen opførsel som teenager, og som når hun forklarer, hvorfor det er at plukke lavthængende frugter at gå tilbage til sit ældgamle, men virkelig gode (synes man i hvert fald selv) indhold, der var skrevet til et andet internet, og give det en makeover, så søgemaskinerne (altså læserne) finder det.

Psst. Hvis I kender nogle gode, danske pendanter – blogs om at blogge – lægger I dem så ikke lige i kommentarfeltet? Thanks a bunch!

*
*
*
Jeg deler det, der inspirerer mig, her:

Pinterest-boardet Skriveskolen

***

5 Comments

  • VenterPaaVinBlog

    Øj, det kan da godt nok gøres til en hel videnskab, kan jeg se – men ok, for simple, fjollede hverdagsblogs som vores, uden synderligt store spekulationer eller ambitioner om andet end hygge og underholdning, har det slet ikke slået mig at være synderligt taktisk 😀

    – A

    • Karoline

      Man bestemmer naturligvis helt selv eget niveau af nørderi. Jeg håber ikke, at det lyder som om jeg synes der er en rigtig og en forkert måde at blogge på! Mit håb er, at folk der også godt vil forstå mediet til bunds, kan få noget ud af denne tekst. Jeg synes ikke, at man behøver have indtjening, annoncer, samarbejder og skyhøje læsertal for øje – personligt bliver jeg bare motiveret af at lave små, strategiske ændringer og se, at de gør en forskel. Kh Karoline

      • VenterPaaVinBlog

        Nej slet slet ikke, håber bestemt heller ikke jeg selv lød hånlig 😀
        Det var såmænd mere bare fordi jeg så liiige opdagede, at der tydeligvis var en del arbejde, for dem, der netop havde interessen at gå i kast med, som jeg slet ikke var inde i, fordi jeg er så meget en dagdrømmeblogger 😉

        Jeg elsker elsker elsker, når folk er nørd med noget – også selvom det er noget, jeg ikke selv ved noget om, så kan jeg nemlig blive klogere 🙂

        – A

  • Cecilie Rønsholt

    Kære Karoline

    Jeg har læst med på din blog i længere tid nu og stor ros herfra! Det er altid en god oplevelse at læse med, og rigtig fedt, at du er tilbage på bloggen 🙂

    Efter at have fulgt med længe, tænkte jeg, om du måske ligger inde med et råd til en på kanten af voksenlivet. Du virker nemlig til at have styr på livet med voksenjob (ifølge din liste om fordelene ved voksenjob 😉 ).

    Sagen er den, at jeg er nyuddannet journalist, som gerne vil arbejde med digital journalistik og har en stor interesse for litteratur (måske det giver mening, at jeg godt kan lide at læse her hehe).

    Jeg er selvfølgelig allerede kastet ind i den klassiske mølle af dagpenge, jobsøgning og kompetencegivende kurser (pyh). Men jeg tænkte om du kunne give et godt råd til at bevæge sin i den rigtige retning mod fx. forlagsbranchen? Hvad gjorde du for eksempel, da du skulle ud og finde job?

    Der findes sikkert ikke et simpelt svar, men måske du alligevel kan gøre mig lidt klogere 🙂

    KH Cecilie

    • Karoline

      Hej Cecilie!

      1. Vis hvad du duer til – også mens du ikke er i lønnet arbejde. Når det er digital journalistik, så sørg for at dit online visitkort står skarpt. Jeg ville give den fuld gas med en blog og på de sociale medier. Se interessant og dygtig ud og bring alt, hvad du har at byde på, i spil – det er (desværre) ikke interessant i sig selv at være jobsøgende.

      2. Mingl. Forlagene har masser af live-arrangementer. Bliv set.

      3. Byd ind. Find ud af hvilke afdelinger og personer, der laver noget, hvor du passer ind. Foreslå dig selv som freelancer til noget konkret, noget, du kan se udefra, at de ikke dækker (godt nok); når en stilling bliver slået op, har du måske et forspring, fordi de kender dig. Men måske behøver de netop ikke slå den op, fordi de bare ringer direkte til dig?

      Håber, at du kan bruge det til noget. Og held og lykke og tak fordi du læser med her 🙂

      Kh Karoline.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0