I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Føder vi børn bare for at aflevere dem i institution? (Ja. Og jeg er OK med det.)

Det er ret vanskeligt at oplyse nogen om, at man er ved at køre sit barn ind i en vuggestue, uden at der på et eller andet tidspunkt i samtalen bliver sagt en variation over følgende:

– Det er i grunden underligt, det der med at vi føder børn for at aflevere dem til nogle andre voksne for selv at lave noget andet.

I begyndelsen nikkede jeg med, men uden at have tænkt igennem hvorfor jeg egentlig erklærede mig enig i den floskel. Nu nikker jeg ikke længere. For jeg abonnerer ikke på det der med, at mit barn og jeg har det allerbedst i hinandens selskab dagen lang. Og jeg synes folk, der ytrer sådan en sætning, skulle tænke igennem, at det faktisk er det, de siger til mig.

Er det også det, de mener?

I den lange ammeperiode var det naturligt, at min datter og jeg ikke bevægede os for langt væk fra hinanden. Naturligt i den forstand, at naturen hjalp mig som den voksne til, at det var sådan det var bedst: Jeg hormonhylede ved tanken om vuggestue og holdt barnet endnu tættere til mig, og jeg vægrede mig ved tanken om at skulle arbejde igen en dag.

Jeg kunne ikke forestille mig nogensinde at få det godt med at prikke hul i barselsboblen; var sikker på, at jeg var forandret for evigt.

Da min datter var 9 måneder, ophørte amningen. I faser var det blevet mindre og mindre bryst og mere og mere skemad og natflaske, indtil det føltes rigtigt at holde helt op med at amme. Barnet, min krop og mit hoved var helt klar. Og i løbet af en enkelt weekend uden fysisk at være bundet til min datter gennem mælk, var det som om nogen havde trykket på en kontakt inde i mit hoved:

Tanken om at skulle tilbage på arbejde trak i mig. Pludselig huskede jeg de konkrete arbejdsopgaver, kollegerne, frynsen og de faglige udfordringer – jobbet betød ikke længere “tid væk fra min datter”. Det betød nok nærmere “fri fra at være nogens butler døgnet rundt”. Og jeg kunne figen begynde at bevæge mig ud til middage og fester og bagefter oprigtigt kunne sige, at jeg havde hygget mig, slappet af og ikke tænkt så meget på min datter derhjemme i min kærestes varetægt. Men først og fremmest glædede jeg mig på en ny og boblende måde til den vuggestuestart, der stod for døren, og alt det nye og spændende, det ville betyde for min datter at møde jævnaldrende, nye voksne og få en masse oplevelser dagen lang, som hendes kedelige mor ikke har forstand til at sætte i værk.

Selvfølgelig stikker det lidt misundeligt i egokammeret inde i hjertet, at hun får en masse dejlige oplevelser, som jeg ikke er en del af, men skal fortælles om i stedet. Og det var da med en vis portion hønserøv, jeg modtog meddelelsen om, at hun havde puttet sig ind til sin yndlingsvuggestuevoksen på samme, særlige måde, som hun ellers kun gør med mig. Men mon ikke det går, hvis jeg lige husker, at det blot indikerer, hvor godt hun har det?

Naturen hjælper os til at skabe børn, bringe dem til verden, holde dem i live og give dem en solid begyndelse på livet. Jeg tror også den hjælper os til at kunne gøre os fri af dem, så de kan komme ud i verden selv. Sikkert ikke på samme tidspunkt for alle mødre. Måske er det tidligt, at jeg taler om at sende hende ud i verden – hun har ikke engang fejret sin første fødselsdag. Men for mig er det det, der sker. Hun er på vej ud; væk fra mig. Og kommer aldrig hjem til mig på samme måde som hun var hjemme hos mig og sin far i de første 9 måneder af sit liv.

Og det er det helt rigtige for os. For nu begynder der noget nyt og spændende. For os alle.


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.