I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Som småbarnsmor har ordet rejsefeber fået en ny klang

Hvis man for tiden tilbringer et par sekunder inde i mit pre-første-udlandstur-som-mor-hoved, ville man ikke tro på, at jeg faktisk har rejst en del. Men det har jeg. Så derfor er helt vildt langt ude, at jeg går rundt og hyperventilerer ved tanken om fly, varme, pool og lyden af cikader, men det gør jeg altså.

For vi er jo ikke bare mig længere.

Vi skal på familieferie med den pukkelryggede. Min far, det vidunderlige menneske, fylder halvrundt og har booket alle sine kære ind på et familiekompleks på en kanarisk ø med mulighed for dasen og læsen og drikken og spisen fra morgen til aften … og jeg opfører mig som om han har købt en enkeltbillet til junglen og bedt mig og min baby trekke rundt i ugevis uden kompas eller rent vand.

Således kartede jeg her til aften rundt i ring om mig selv og spurgte håndvridende min kæreste “Hvad synes du vi skal gøre med bleer?”. Han lignede et spørgsmålstegn, indtil jeg uddybede, om han mente, at vi burde fragte (en palle) bleer med os fra Danmark, eller om vi skulle købe dem dernede.

Han kunne have drillet mig, men valgte det venlige svar, der lød, at det vist var “mest oplagt” at have lidt med til rejsen og den første dag hjemmefra, men købe os til flere dernede.

“Men de bruger jo så meget parfume i alt i Spanien”, messede jeg ængsteligt som en anden Maude, og ærligt talt husker jeg ikke hvad han dertil svarede, for jeg så allerede for mig hvordan listen over potentielle dødsfælder for vores datter nu ud over hedeslag og mavekneb også ville omfatte parfumebetinget eksem og svært rød numse.

Så nu måtte jeg altså tænke forud og finde plads i tasken til et eksemkatastrofekit. Lige som der skal findes plads til 3 x 7 portioner dansk øko-pastabollo på glas, for de har da sikkert ikke babymad uden sukker i i Spanien. Lige som der skal findes plads til 3 x 7 sæt babytøj, for det er bedre at indregne, at hun sveder/skider/søler sit outfit til en gang for meget end en gang for lidt. Og hvad med solcreme! Og hvad nu hvis hun bliver så hysterisk i flyet, at hun gør nogen rigtig sure, som skælder os ud, så jeg begynder at græde og lave en scene, så vi må lave en nødlanding Ole Thestrup-style? Og hvad med vågne, varme, klistrede nætter? Og hvad hvis amningen sætter ud? Og må barnet komme i poolen, kan vi overhovedet administrere det, min kæreste og jeg? Og hvad hvis hun bliver syg – nej, hvad hvis JEG bliver syg!? Og hvad nu hvis de smider så meget med barnevognen under af- og pålæsning af flyet, at den går i stykker, hvad fucking så, mon vi egentlig overlever?

Af en eller anden grund virker alles beroligende ord “Slap af. De har også børn i Spanien” som en rød klud lige i mit face. Men heldigvis rammer de også et eller andet bagest i kraniet, hvor mit gamle, rejsevante jeg bor, og her kan der godt tales lidt fornuft. Her findes endda også noget, der minder om glæde over at skulle rejse med de fleste af dem, jeg elsker.

Men … åh. Hvor kunne jeg altså bedre lide den betydning, som “rejsefeber” havde i tyverne.

Nu må jeg hellere gå op og lægge mig, Hans Christian.


« »

© 2018 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.